Nogle gange kan vi have så travlt med at løbe efter alle de andre, at vi helt glemmer at tjekke, om det er den rigtige vej, vi løber. Det er en udfordring, som mediebranchen efter min bedste overbevisning kæmper med hver evig eneste dag.
Vi har så travlt med at producere nyheder, at vi helt glemmer at gå i dybden med tingene. Vi kæmper på mængde, ikke på kvaliteten. Vi konkurrerer på det hurtige fix, ikke på eftertanken. O.s.v. o.s.v.
Jeg plejer gerne at sige til de studerende på Journalisthøjskolen, at der er masser af muligheder for at skabe sig et stofområde på nettet – fordi alle de andre har travlt med at jage hinanden og gøre det samme igen og igen. Sagt i moderne strategi-termer er der masser af Blue Ocean at boltre sig i, fordi alle piratfiskene befinder sig i det samme lille akvarium.
Og nu er det ikke bare nicherne, der er "up for grabs". Det er også konteksten.
Journalister er jo veluddannede, intelligente mennesker. Så hvorfor bruger de det ikke? Hvorfor har de ikke forlængst indset, at der i det at levere en kontekst og få tingene til at hænge lidt bedre sammen og give mening, før der nødvendigvis fyldes en masse ekstra på, er langt mere fornuftigt og noget, hvor journalister til hver en tid er bedre end amatører?
Mulighederne for de studerende, der skal ud og give nyt perspektiv og ny energi til mediebranchen blev pludselig meget større, end de i forvejen var.
Jeg tror grunnen til at det blir slik du beskriver, og Kev filosoferer rundt i posten du lenker til, har mye med institusjonelle føringer å gjøre. Ofte verdsettes ikke kontekst og dybde av redaktørene fordi det ikke gir samme uttelling målt i klikk og trafikk enn hva mange kjappe nyhetssaker med tabloide vinklinger gjør. Dette varierer nok litt fra land til land, men jeg ser det mye i Norge. Og det at alle løper i flokk, jager høyest mulig klikktall, gjør det ennå vanskeligere å bryte med dette. Hele strukturen er lagt opp slik at det er eksisterende oppførsel som belønnes og det blir lett en selvforsterkende greie.
Jeg er fuldstændig enig; det er en selvforstærkende effekt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de ellers intelligente redaktører har så svært ved at træde et skridt tilbage og anerkende det banalt set rigtige i, at de prioriterer kontekst fremfor hastighed? Specielt når de kan se, at der ikke er nogen grund til at tro, at deres jagt efter sidevisninger giver flere penge i forretningen. Er redaktører/mediefolk virkelig forretningsmæssigt så inkompetente?
Ja, redaktører / mediefolk ER ikke forretningsmæssigt kompetente. Dybest set har deres syn på værdierne i en netartikel ikke udviklet sig meget siden begrebet “Click is King” dukkede op i slut-90′erne. Det er nemt at forholde sig til – især hvis man så åbner op for at journalisterne / medierne beskriver en sag i en lang række een-kilde-historier , der kommer til at fremstå fragmentarisk .
Kontekst ryger, fordi ingen tør vente med at publisere til at en historie er ordentlig belyst. Tænk , hvis chefredaktøren ser , at historien – ufuldendt – er publiseret af konkurrenterne. SÅ falder der brænde ned.
Men hvordan kan det være, at redaktørerne ikke kan se, at denne måde at anskue tingene på bliver deres død, fordi ingen længere kan se den virkelige værdi i det, de producerer? Mediebosser kan da ikke være så uintelligente?
Jeg tror ikke dette handler om intelligens eller ikke, men vi lever i et deadlinedrevet miljø, vi kan ikke ha blanke avissider eller tomme minutter på TV, mesteparten av bransjens fokus er på her og nå. Vi lever på mange måter i vår egen boble, beruset av å stå midt i begivenhetenes sentrum men samtidig så fanget i denne strømmen av begivenheter at mange ikke makter å ta et skritt tilbake og prøve å se på det store bildet.
Selv har jeg merket stor forskjell på det å være ansatt nettjournalist og frilans journalist, og det å være journalist og blogger. Som blogger er det viktigste jeg kan tilføre som regel nettopp kontekst. Det er sjelden jeg kan konkurrere med nyhetsbyråene på nyheter, i alle fall ikke ift børsmeldinger skjønt det har skjedd med kjøp/salg av aviser og et par andre ting. Det er heller ikke noe poeng for meg å konkurrere med de om dette, å si det samme som de bare et par minutter før/etter.
Det jeg kan tilføre er kontekst, bakgrunn, analyse, innsidekunnskap. Jeg kjenner medieselskapene jeg følger, som f.eks Mecom, så godt at jeg godt kan vente med å skrive om f.eks deres kvartalsresultater et par dager fordi jeg vet at jeg alltid kan tilføre bakgrunn/farge/historie/analyse, kort sagt kontekst, som svært få andre kan. Dessuten har jeg et konkurransefortrinn også i det at mediene sjelden prioriterer dette med kontekst.
Men som fast ansatt mediejournalist (i øyeblikket er jeg frilans), løper du lett inn i dette med at journalister helst ikke skal ha meninger om temaene de dekker, et objektivitetskrav som av og til også gjør at informerte meninger ikke oppmuntres. Vi bør helst snakke med alle mulige eksperter, som av og til egentlig ikke er eksperter i det hele tatt…
For journalister som så ikke kjenner temaene de dekker veldig godt, blir det lett til at de snakker med mange “falske” eksperter, som skaper flere saker, som igjen genererer mer trafikk, men sannsynligvis svekker troverdigheten til mediet på sikt. Som spesialist kunne man gått i dybden på en helt annen måte, men igjen kommer ofte institusjonelle føringer i veien: det være seg misforståtte objektiviteskrav, dårlig planlegging eller dårlig prioritering av hva som er viktog og ikke viktig …
Meget gode pointer, Kristine, men jeg fastholder, at der alligevel i dette er et eller andet element af intelligens – eller mangel på samme. For hvis vi virkelig lever i vores egen boble, må der da være én, der på et tidspunkt tager en nål og punkterer den.
Hvad er pointen ved at skabe stadig større udbud af spalteplads, tv-tid og andre former for medieplads, hvis vi i sidste ende kommer til kort med at komme noget på fladen, som rent faktisk har en værdi? Når der alligevel ikke er annoncer nok til at dikterere en tyk avis fremfor en tynd, hvorfor tager vi så ikke springet, går efter den tynde avis og til gengæld sørger for, at det er en tynd (fysisk set) avis præget af hård kvalitet og skarp kontekst? Jeg tror (og håber), der vil være flere glade kunder til et sådant produkt end et fuldstændig ligegyldigt katalog over begivenheder, vi alligevel har fået hurtigere (og måske endda bedre) via andre kanaler.
At fastholde at nyhedsræset er som det nu engang er uden at stille spørgsmålet ved, om det smarte ikke ville være at dreje fokus hen mod mere tyngde og kvalitet, er og bliver i mine øjne uintelligent.
Ja, jeg er enig i at det er uintelligent å fastholde dette, men jeg lurer på om det er åpenbart at det er uintelligent for de som ikke er en del av det eller i det minste evner å ta et skritt tilbake fra det. Jeg lurer på om man ikke må gå av nyhedsræsets tredemølle for å se hvor uintelligent dette er, og følgelig er jeg tilbøyelige til å tro at det er mer sannsynlig at nyvinning her vil finne sted utenfor de tradisjonelle mediene. Kanskje vil noen av de mange journalistene som har mistet og mister jobben sin etterhvert få øynene opp for mulighetene som finnes her, om de nå bare har penger og stabilitet nok til å gripe disse mulighetene…
De fleste journalister ønsker jo helst å skrive de “store” sakene, gå i dybden og alt det der, og det er også disse sakene som brukes til å begrunne journalistikkens samfunnsoppgave og støtteberettighet – til tross for at majoriteten av den journalistikk som publiseres på nett dessverre ikke helt kvalifiserer til dette synet på hva journalistikken er…
Du har helt ret, Kristine
. Og det er præcis derfor, jeg gang på gang oplever, at de journaliststuderende, jeg underviser i online, kommer ind til forløbet fulde af bekymring over fremtiden for dem i denne branche men går ud igen med mod på at komme ud og udnytte de mange muligheder, som de traditionelle medier, der er fanget i trædemøllen, ikke ser 
.