The New York Times er begyndt at bruge nogle af sine klummeskribenter som undervisere på deres Knowledge Network. Det er et initiativ, hvor avisens læsere kan melde sig til et kursus i et eller andet emne, og hvor avisen står som arrangør og garant for kvaliteten.
Idéen virker fremragende på mig. Og den er et rigtig godt eksempel dels på, hvordan avisen eller mediehuset kan bevæge sig ud i nye indtægtsstrømme og dels på, hvordan mediet sikrer sig ny relevans i forhold til det samfund, det betjener. Mediehuset bliver et slags center for viden og skaber sig dermed en position og en rolle, der rækker ud over det bare at levere de seneste nyheder hurtigst og – helst – gratis. Med de rette kurser, som folk virkelig synes gør en forskel i deres dagligdag, kan initiativer som dette være med til at gøre oplevelsen af mediet og mediehuset som uundværligt til noget, der ikke bare er følt af de nærmeste venner af mediet men rent faktisk også af det omgivende samfund.
Herhjemme har der længe eksisteret forskellige læserarrangementer på landets mediehuse. Men måske tiden er kommet til at sætte det mere i system og give disse arrangementer ekstra oplevet værdi? Det er i hvert fald et forsøg værd.

