Så fik USA endelig deres nye præsident. Lad os alle sammen håbe, at Barack Obama viser sig som en noget større kapacitet i Det Ovale Kontor, end George W. Bush har vist sig at være.

Det var svært ikke allerede i går morges at sidde med fornemmelsen af, at det hele var afgjort. Dels havde flere danske aviser allerede taget forskud på Obama’s sejr, og dels synes jeg på McCain’s sidste tale, inden folk gik til stemmeurnerne, at kunne høre en mand, der allerede havde givet op. Mage til livløs tale skal man lede længe efter.

Nu kan Obama så begynde at pakke flyttelæsset og sætte kursen mod Det Hvide Hus. Og så bliver det jo rigtig spændende at se, hvad han vil. Personligt tror jeg, han kommer til at blive mødt af nogle kæmpe udfordringer. Dels skal han forklare folk, hvad det egentlig er, han vil i stedet for de meget brugte slogens om ‘Change’. Og dels skal han overbevise omverdenen om, at han virkelig er en samler fremfor en spreder.

Men er han det? Jeg sidder med fornemmelsen af, at han har indtil flere overraskelser i ærmet til specielt os europæere. At vi slet ikke kender ham, som vi tror, vi gør. Men det er måske bare mig?

Uanset hvad skal der også herfra lyde et ‘Velkommen til, Obama!’ med ønsket om al mulig held og lykke i embedet. Han får brug for det.

USA’s valg går ind i de sidste dage nu. Og nu bliver det rigtig spændende.

I nat satte Demokraternes kandidat, Barack Obama, sig bogstavelig talt tungt på sendefladen hos flere af de store amerikanske tv-stationer med en ikke mindre end 30 minutter lang tv-reklame for sig selv. Og mens eksperter allerede er begejstrede over reklamen, er jeg mere i tvivl.

Er det virkelig et sundhedstegn, at man som kandidat til så vigtigt et valg kan købe sig til 30 minutters iscenesat virkelighed på store nationale tv-stationer? Burde det ikke være medierne selv, der stillede alle de rigtige spørgsmål og gav vælgerne en mulighed for at lære kandidaten meget nærmere at kende?

Jeg nærer stor personlig sympati for Obama, og jeg vil hellere se ham end Sarah Palin rende rundt i Det Hvide Hus. Men jeg synes, det er en udfordring, at netop dette reklamestunt viser, at har du ikke en nærmest astronomisk formue at tærre af, skal du ikke gøre dig håb om at blive valgt til noget som helst.

PS: Hvor er det patetisk, at republikanerne nu pludselig synes, det er et problem, at Obama skovler bidrag ind. Jeg synes da, jeg kan erindre for fire år siden og otte år siden, hvor det ikke var noget problem. Hykleri…

Poul Høi er med syvmileskridt Berlingske Tidende’s bedste journalist. Det er i hvert fald min personlige holdning. Og heldigvis har Tanten valgt at udstationere sin bedste mand i Guds eget land for at bibringe den undrende hob herhjemme de seneste bulletiner om udviklingen Over There.

I forbindelse med det forestående amerikanske præsidentvalg har Poul Høi taget turen til Wasilla, republikaneren Sarah Palin’s hjemby i Alaska, for at finde ud af, hvordan dette alternative fænomen overhovedet kunne blive udpeget som kandidat til vicepræsidentposten?

Det er - som sædvanligt - fantastisk velskrevet og absolut værd at bruge 10 minutter på at læse. Jeg ved ikke, hvor mange svar det reelt set giver. Men hånden på hjertet: Hvor mange forstår overhovedet Sarah Palin endsige John McCain’s valg af hende som sin running mate?

Hvor er det bare typisk, at det nu viser sig, at den meget omtalte ‘Joe the Plumber’ slet ikke hedder Joe. Og slet ikke er blikkenslager. Men til gengæld er eminent til at føre sig frem på ren forlorenhed. Og har fået begge præsidentkandidater til at danse efter sin tryllefløjte.

På en eller anden måde er det bare symptomatisk for, hvor mange luftkasteller og hvor meget uærlighed store dele af det amerikanske samfund og især økonomi har været baseret på. Noget som finanskrisen for mig at se er et tydeligt tegn på, og hvor man kun kan håbe på og krydse fingre for, at man kommer frelst og godt ud på den anden side.

Og Shakespeare sagde, at der var noget råddent i Danmark? Jøsses…

Sarah Palin. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forlige mig med tanken om, at hun meget vel en dag kan side i The Oval Office og træffe beslutninger, der kan have store konsekvenser for os allesammen. For jeg synes i den grad ikke, hun har, hvad der skal til.

Hvordan kan man i ramme alvor foreslå, at det kan blive nødvendigt at føre krig mod Rusland? Er hun fuldstændig hjernedød, eller har hun bare røget den ondeste pibe, mens hun farer rundt i Alaska’s ødemark og plaffer løs til højre og venstre?

Hvad har McCain tænkt på, da han valgte Sarah Palin som sin kandidat? Betyder det at kunne vinde præsidentposten så meget for manden, at han er fuldstændig ligeglad med, hvordan det sker, og hvem der i givet fald hjælper ham ind på posten? Jeg har altid haft stor respekt for John McCain som en mand, der stod ved sin overbevisning og ikke var bange for at tale partilinien imod. Men den respekt er på vej til at forsvinde - hurtigt.

Hvis det så endda bare var muligt for Demokraterne at gøre noget effektivt ved situationen og pille McCain/Palin konstellationen fra hinanden. Men det er svært af to årsager. For det første er Demokraterne stadig for elitære og bruger rationaler fremfor følelser i deres argumentation - noget der ikke virker på store dele af det amerikanske vælgerkorps. Og for det andet er Sarah Palin enormt svært at ramme, fordi det uanset angrebs form kan komme til at virke alt andet end politisk korrekt.

Valget af Sarah Palin som republikansk vicepræsident-kandidat er i sandhed diabolsk.