Jeg vidste, der var en meget god grund til, at jeg ikke kan se den store fidus i håndbold. Det er jo på det nærmeste en livsfarlig sport.

Gad nok vide, om Tour de France de kommende dage afgår helt ved døden som en sportsbegivenhed? Løbet har i mange år været plaget af dopingsager en masse, der har sat endog meget store spørgsmålstegn ved den reelle sportslige værdi af begivenheden. Men hvis rygtet taler sandt, og den tidligere syv-dobbelte Tour-vinder Lance Armstrong sammen med tidligere UCI præsident Hein Verbruggen ender med at købe aktiemajoriteten i løbsarrangøren ASO, må det da være helt slut?

Lance Armstrong har selv været omgærdet af mistanke om brug af doping gennem flere år og har altid hårdnakket afvist enhver beskyldning. Hein Verbruggen var som UCI-præsident hamrende ineffektiv i at bekæmpe doping. Hvis de to fremover skal stå vagt om verdens største cykelløb, synes jeg lige så godt, man allerede nu kan lade være med at klassificere det som sport.

Pointen er, at det jo sagtens kan være interessant alligevel. Men bare som underholdning. Det fungerer fint for amerikansk fodbold i NFL, hvor ingen skal bilde mig ind, der ikke er massive udfordringer med diverse medikamenter - men hvor underholdningen er i top alligevel.

Mens den fodboldtossede del af nationen skiftevis jubler over en dramatisk og - let’s face it - uventet sejr i Portugal i aftes, og skiftevis undrer sig over landsholdets ikke mindre dramatiske boykot af pressen, er der ikke desto mindre grund til at trække på smilebåndet.

Hvorfor? Fordi boykot’en i mine øjne sender et signal til omgivelserne. Et signal om at spillerne på det danske fodboldlandshold i den grad har hjertet og følelserne med i kampen for de rød-hvide farver, at de kan nå en grænse, hvor de får nok og føler deres ære trådt for nær. Ja, det kan godt være, at det er barnligt, og at spillerne lader deres følelser løbe af med dem. Præcis! Er det ikke følelser, vi har efterlyst?

Manglen på gejst og vilje blev efter 0-0 kampen i Budapest udstillet som det helt store problem og affødte massiv kritik. Kære sportspresse. Tør øjnene. I går så i gejst og vilje på banen, og spillernes efterfølgende aktion er et udtryk for det samme. Hvad mere kan man næsten ønske sig i den højere sags tjeneste: Kvalifikation til VM i 2010 i Sydafrika.

Hvis holdet ender med at løfte opgaven og kvalificere sig, er der ingen, der vil snakke om denne dramatiske parentes undervejs. Så vil alt være tilgivet, og det hele vil være skønt og vidunderligt.

Jeg husker det stadig tydeligt. Den maj-dag i 1995, da min elskede klub, Blackburn Rovers, sikrede sig det engelske fodboldmesterskab efter mere end en menneskealder og et sandt, sandt drama på allersidste spilledag. Jeg var i ekstase. Ikke mindst fordi de fleste af dem, jeg på daværende tidspunkt læste sammen med alle holdt med Manchester United, som var det hold, der måtte se røgen fra The Rovers.

Jeg var dog alene om min glæde. For alle andre sagde: “I har købt mesterskabet. I har købt en masse spillere, og hvis I ikke havde kunnet det, kunne I ikke noget som helst.”. Og det var måske også rigtigt. For klubbens daværende ejer og mæcen, Sir Jack Walker, pumpede efter datidens forhold rigtig mange penge i klubben.

Men det er stadig småpenge i forhold til, hvad klubber i Premier League i dag spenderer. Og jeg vil gå så langt som til at sige, at klubber og spillere er godt i gang med at ødelægge den engelske version af fodbolden. Og eftersom rigtig mange lande kigger misundeligt mod England og forholdene der, er der en overhængende risiko for, at canceren spreder sig til andre lande også.

I dag er det Chelsea, Manchester United, Tottenham, Liverpool og flere andre, der forsøger at købe sig til mesterskaber og trofæer. Ja, selv Manchester United, der senest har brugt et afsindigt beløb på bulgarske Dimitar Berbatov.

Og nu vil Manchester City også lege med. En flok rige arabere har købt sig ind i klubben og bl.a. sagt, at de vil bringe Christiano Ronaldo fra ærkerivalerne i Manchester United til City - om det så skal koste mere end én milliard.

Den slags er forrykt. For det forøger afstanden mellem dem, der skal holde interessen for fodbold i gang - de almindelige fans - og klubberne. Mange fans har f.eks. dårligt råd til at gå på stadion og se en fodboldkamp. Så dyrt er det blevet. Og bunden er forlængst gået ud af klubkasserne med det ene astronomiske underskud efter det andet, der kræver, at en rigmand betaler mankoen.

Det er fundamentalt usundt. Fodbold er blevet en leg for rigmænd, der kan flashe størrelsen af deres checkhæfte. Ikke så meget mere. Det har absolut intet med sport at gøre. Fodbolden risikerer at dø. Og det vil virkelig være en skam.

Dramaet om det danske guld i sejlsportens 49′er er ikke forbi endnu. Den spanske olympiske komité har således besluttet at klage til den internationale sportsdomstol, CAS, over den skrivebordsafgørelse, der sikrede den danske medalje, der blev vundet på vandet.

Lad os lige tage den én gang til for Arveprins Knud: Det danske guld blev vundet på vandet. Danskerne var milevidt foran inden den sidste vanvittige sejlads, og det var faktisk kun materialskade, der kunne forhindre danskerne i at tørre dæk med konkurrenterne. Og materialskaden indtraf så tilfældigvis.

Spanierne mener nu, at dette skulle være nok til at udelukke danskerne og dermed sikre dansk guld. Rationalet er lidt a la “Vi kan ikke vinde i almindelig dyst, så lad os håbe på, at de overhovedet ikke får lov til at stille til start”. Forestil jer den attitude i f.eks. boksning. Latterligt.

At spanierne nu vælger at føre en tabt kamp videre ved sportsdomstolen siger unægteligt meget om dem og deres sans for sportsånd. Det vidner om ganske små mennesker, der vil gøre hvad som helst for at sikre sig en medalje, der ikke er vundet i ædel kappestrid.

Hvis spanierne overhovedet får held til at komme igennem med en sag, bør den internationale olympiske komité for sit eget renomés skyld bakke danskerne helt og fuldt op. For dette er en sag, som sportens magtfulde herrer kan bruge til at få lidt af den goodwill tilbage, som årtier med lukkethed og indespisthed har frataget dem.