Disse uger er enormt hektiske for mig. Af en eller anden mystisk grund er det lykkedes for mig at få samlet flere måneders aktiviteter på bare et par uger. Det er næsten for meget.

I sidste uge var det månedsafslutning på arbejdet, der tog en hel del tid efterfulgt af en fantastisk dejlig weekend i Stavanger hos Lars, Marit og ungerne.

I dag er jeg så i Aalborg, hvor jeg om et par timer skal holde foredrag for små 200 små og mellemstore virksomheder om markedsføring på sociale medier.

Når det forhåbentlig er vel overstået går turen til Aalborg lufthavn og derfra til Amsterdam via Kastrup. I Amsterdam skal jeg i morgen deltage i en heldags-workshop med arbejdet, inden turen atter går retur til Danmark sent i morgen aften.

Fredag skal jeg så på en tur til Århus og besøge forskellige i weekenden. Hvad jeg helt præcist skal, kan jeg ikke komme nærmere ind på nu. Men spændende og sjovt er jeg sikker på, det bliver.

Pyyhhh, for et program.

I weekenden var jeg en tur i Norge for at fejre min nevø, Kasper, der blev hele fem år gammel. Samtidig var det en rigtig kærkommen lejlighed til at komme ud og se noget andet og samtidig besøge min bror, Lars, og hans dejlige familie.

Og det blev en fantastisk dejlig weekend. Hyggelig og med masser af fest for Kasper. Jeg havde købt et LEGO rumskib til ham, og det er vist en underdrivelse af de større at sige, at den bragte lykke. Aldrig har jeg da set en lille dreng blive så glad for et stykke legetøj. Rigtig dejligt.

Når jeg er afsted på en sådan tur, tænker jeg, at det da er vidunderligt, at vi lever i en verden, der tillader, at vi hurtigt og nemt - og ind imellem også rimelig billigt - kan komme ud og besøge dem, vi holder uendelig meget af. Tænk bare 50 år tilbage hvor den slags var stort set umuligt - i hvert fald for menigmand. Vi er godt nok kommet langt.

Medierne er her til morgen fyldt med de grufulde detaljer om Spanair-flyet, der i går styrtede ned under take-off fra lufthavnen i Madrid og krævede 153 dødsofre. Det er en tragedie. Mindre ord kan i mine øjne ikke beskrive det.

Udover de mange tanker sendt til de efterladte samler interessen sig om de rapportede fejl, der forsinkede starten med over en time. For mange spørger sig selv: Skulle det fly overhovedet nogensinde have haft lov til at starte?

Disse tanker forstærker tragedien. For de pårørende til de dræbte er den tanke - at deres elskede kunne have været reddet, hvis flyet var blevet aflyst eller afløst af et andet fly - naturligvis ubærlig midt i en situation, som i forvejen er kaotisk. For Spanair - og i sidste ende SAS - er den også ubærlig, fordi den potentielt set kaster voldsomme skygger over sikkerheden og måske kan få en negativ effekt på passagerernes lyst til at flyve med disse selskaber.

Det sidste har SAS slet ikke brug for i sin nuværende krise. Selskabets ry er ramponeret i forvejen med Dash 8-episoderne, strejker, gamle fly o.s.v. o.s.v. Tragedien i Madrid gør ikke de langsigtede muligheder for overlevelse som selvstændigt selskab lysere.

For mit eget vedkommende tror jeg dog fortsat på selskabet. Som tidligere nævnt har jeg et blødt punkt for SAS. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg har fløjet med Dash 8-fly utallige gange uden at have været ude for én eneste episode, og jeg har fløjet endnu mere med fly af den MD 80′er familie, der var i centrum for ulykkerne i Milano og nu altså i Madrid - ligeledes helt uden episoder.

At jeg ikke skulle kunne fortsætte med det, er en tanke, jeg ikke kan holde ud. Derfor vælger jeg at fortrænge den.