Rigtig mange aviser har det rigtig hårdt. Det er ingen hemmelighed. Men de lærde strides stadig, når de rigtige forklaringer på tilbagegangen og ikke mindst løsninger fremadrettet skal findes. Og ofte oplever man frustrationen over, at ingen tilsyneladende er villige til at betale for indhold.

Det store spørgsmål er imidlertid, om der nogensinde har været ret mange, der reelt set var villige til at betale for den type indhold, som aviserne leverer: Nyheder og journalistik? Selv er jeg i tvivl, for jeg har haft mere end vanskeligt ved at forstå, hvordan så mange efter sigende glade kunder så hurtigt kunne vende deres elskede aviser ryggen.

Så var det, jeg læste Scott Karps glimrende indlæg om, hvordan den reelle værdi af avisen har ændret sig fundamentalt. Og specielt følgende citat slog hovedet på sømmet for mig:

People ask why no one wants to pay for news anymore, referencing the decline in newspaper circulation, when in fact that misrepresents the value equation. People were paying for newsPAPERS, which contained a lot more than news, and they were also paying for newspaper delivery, which is a service.

Citatet fik mig til at tænke på dengang, da jeg for nogle måneder siden efter syv år som trofast abonnent valgte at opsige mit abonnement på Berlingske Tidende. Det gjorde jeg, fordi avisen hverken formåede eller ytrede nogen som helst interesse i rent faktisk at levere den avis, jeg havde betalt i dyre domme for, til min bolig i centrum af Nyborg. Jeg FØLTE IKKE, JEG FIK, HVAD JEG BETALTE FOR - nemlig den LEVEREDE avis.

Udover at jeg aldrig har fået så arrogant og inkompetent en behandling af et foretagende, der ellers gerne vil have mine penge, må jeg konstatere, at jeg aldrig fik samme tanker omkring Berlingske’s indhold, selvom guderne skal vide, der nogle gange var langt mellem snapsene. Mon det var, fordi jeg ikke opfattede indholdet som værende det, der gav mit abonnement den værdi, jeg var villig til at betale for? Det er da en interessant tanke.

Også bragt på Journalisten.dk.

Der går år og dag imellem, at jeg læser Se&Hør og endnu længere imellem, at jeg rent faktisk køber bladet. Sidste gang var, da de havde en eller anden film med, som jeg gerne ville have men ikke rigtig ville give noget for.

Men selvom man ikke læser Se&Hør, kan man jo godt lægge mærke til spisesedlen for ugens blad. Og med det blad, der er ude lige nu, kan man bare konstatere, at der skam er ‘liv’ på bladet, efter at tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup skred til TV 2. Det er nøjagtig lige så grænsesøgende, som det altid har været.

Jeg er normalt ikke specielt fintfølende, men som én, der også har prøvet hvad det vil sige pludselig at miste én, der står én meget nær, kan jeg ikke undgå at fyldes med væmmelse over den ‘behandling’, som Kandis-forsanger Johnny Hansen får i ugens udgave af sladderbladet.

Hvad nogle vil gøre bare for at sælge en letfordærvelig vare er ikke småting.

…og i tidens ånd helt i overskriftsform:

Ingen forstår Khader

Det er svært ikke at trække bare lidt på smilebåndet over komikken…

Midt i al den megen spådom om mediebranchens nød og elendighed i 2009, er der grund til lige at bruge et øjeblik på at påpege, at det ikke nødvendigvis er alle, der får et rædselsfuldt nyt år. Der vil nemlig være nogen, for hvem 2009 lige så godt kan ende ud med kæmpe succes.

Hvem taler jeg om? Dem der med udgangspunkt i et rent digitalt koncept tør udfordre konventionerne, se mediekunderne i et helt nyt nyt og kan leve på en sten. Jamen, det er jo hele tre ting på én gang? Det har reklamerne jo lært os, at det går virkelig ikke.

Men hvorfor så? Jo, lad os prøve at se på et par af faktorerne.

For det første er det stadig nærmest grænseløst billigt at starte et nyt digitalt projekt op. Javist skal der nogle lønningskroner til, men mange folk indenfor digitale medier er tusindkunstnere, der med den rette tro og ildhu kan fylde for mindst to eller tre personer (overdrivelse fremmer forståelsen). Og teknologisk kan næsten alt lade sig gøre for meget få midler, hvis man benytter sig af nogle af de muligheder, der findes rundt omkring på nettet - i ’skyen’. Disse muligheder har stort set elimineret begrebet ‘faste infrastrukturomkostninger’ fra ordbogen over virksomhedssprog.

For det andet er kunderne klar til noget andet og mere meningsfyldt og tilpasset niche, end det, de får i dag. Når krisen kradser ændrer folks prioriteringer sig (omend nogle gange kortvarigt), og der skal være mere mening med tingene. Giver medierne mening i dag? Tjah. De ligner i hvert fald hinanden til ukendelighed med de samme læste at skære indhold og prioritering over. Der er med andre ord plads til nogle, der kan tænke modellen anderledes lige fra indhold til forretningsmodel.

For det tredje er konkurrenterne - de store - præget af deres egen kamp for overlevelse. Det vil med andre ord sige, at mulighederne for at lave noget nyt og gøre det under radaren, indtil man er klar til at komme ud og slå til med et ordentligt brag, er endog ganske gode.

For det fjerde er det kendt, at spændende nye forretninger har det med at opstå i krisetider. Bare tænk Google, hvis guldkalv - AdWords - blev undfanget og implementeret omkring samtidig med den dot com-krise, der omkring årtusindskiftet sendte alle andre i knæ.

Der er med andre ord rigtig gode muligheder, hvis man tør at tænke nyt, udfordre de etablerede konventioner og kan gøre det, uden at det absolut skal koste en formue.

Men hvad så med de store etablerede medier. Her er der også muligheder, hvis man er årvågen og ikke er bange for at kaste gammel praksis ud og se verden i et nyt lys. Tror I ikke på mig? Så kig på Nintendo. For et par år siden helt på vej ud af dansen på markedet for spillekonsoller. Med ryggen presset helt op mod muren valgte man at tænke drastisk nyt, opfandt Nintendo Wii og resten er i dag historie, hvor Nintendo Wii over hele verden sælger i antal, der får konkurrenterne fra Microsoft’s XBox og Sony’s Playstation til at kigge misundeligt på. Tænk hvis man kunne lave det samme træk i et medieselskab? Spændende tanke.

Også bragt på Mediawatch.dk

Jeg har spekuleret over det længe, men her til aften fik jeg det endelig gjort: Jeg fik oprettet en konto på MyC4.com og er nu begyndt at tilbyde afrikanske entreprenører mikrolån til deres forskellige forretningsprojekter.

Selve konceptet finder jeg grænsende til det geniale. For jeg har svært ved at forestille mig en bedre måde at hjælpe andre på end at hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Se det er rigtig udviklingsbistand. Og så var det, jeg kom til at tænke på, om en sådan model måske kunne virke i andre sammenhænge?

Medieverdenen for eksempel. De fleste medieselskaber fattes penge, afstanden mellem medier og deres kunder (os) har stort set aldrig været større, og samtidig er behovet for information større end nogensinde. Kunne det ikke være en oplagt mulighed for at tænke tingene lidt anderledes?

Hvad hvis man lod os investere i de medieprojekter, vi som forbrugere gerne vil se fremmet? Kunne man forestille sig en model, hvor vi for hver investeret krone sender de 80 øre afsted til det projekt, vi har øremærket og 20 øre til alle de andre ting, som medierne også skal tage sig af - i vores allesammens interesse - men som vi ikke nødvendigvis er bevidste om? Eller en større andel, hvis det var nødvendigt.

Pointen her er ikke, hvor meget, der går til hvad, men at der kommer en form for sammenhæng mellem det, vi som kunder efterspørger og gerne vil have ekstra fokus på og så det produkt, som medierne rent faktisk leverer. Tænk hvis vi kunne få noget mere medbestemmelse? Jeg tror personligt, det ville lokke langt flere af os til fadet - og ende med at blive en rigtig god, holdbar forretning for medierne.