Danske virksomheder gemmer i stigende grad deres ekspansive planer væk. Årsag: Bankerne vil ikke længere være med. De strammer for udlån og kreditter, og det er i det hele taget ikke en god tid for store satsninger.

I mine øjne er det nærmest barokt.

For det første er det utroligt, at bankerne fra nærmest at smide penge ud pludselig går over til at ville puge (selvom forklaringen jo sikkert er, at de ganske enkelt ikke selv har den fornødne likviditet). Det virker ikke om den mest kompetente form for virksomhedsledelse.

For det andet er det netop i en krisesituation, at sunde virksomheder bør have muligheden for at ekspandere på de usundes bekostning. Når sunde virksomheder ikke kan gøre det, fordi bankerne er gået kollektivt i panik, er der for alvor et problem.

Det bliver meget værre det her.

Den islandske befolkning trækker vejret lidt lettere i dag, efter at den internationale valutafond, IMF, og en række lande - heriblandt Danmark og Færøerne (!) - har pumpet ca. 60,7 mia. kroner ind i det store finansielle krater i Nordatlanten.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en røvtur af nærmest episke dimensioner. For regner man lidt på det, svarer det bevilgede lån til ca. 190.000 kroner per islænding. Omsat til danske forhold ville det svare til 1.043 mia. kroner!!

Selvom Danmark under Anker Jørgensen var ved at køre helt ud over afgrunden, har vi da vist aldrig været helt så meget på røven?

Professor Peter Løchte Jørgensen fra fra Handelshøjskolen Århus Universitet har så evigt ret, når han til Business.dk siger, at boligejere med fast forrentede boliglån er helt til grin. For det er sådan, jeg føler mig:

Til grin. Helt og aldeles.

Hvorfor pokker skulle jeg betale ekstra på mit fastforrentede realkreditlån med tanke på at undgå risikoen ved flexlån, når politikerne nu i al deres idioti har besluttet, at den reelle risiko på flexlån reelt set bør være nul? Jeg er fuldstændig til grin for mine egne, surt tjente penge.

Ikke alene er det ikke rimeligt. For jeg kan godt leve med, at andre får lov til at feste løs. Jeg under mine medmennesker det godt. Nej, problemet er, at den løsning, der nu er lavet, reelt ingen løsning er. Det svarer i bedste fald til at tisse i bukserne.

For hvad sker der, når finanskrisen bliver værre, og vi endnu engang står i den situation, at en stor mængde lån skal refinancieres af et marked, der dybest set er insolvent? Træder staten så til igen? Kan den overhovedet det?

Det, de ødsle, overforbrugende flexlånere kan glæde sig over nu er, at der på Christiansborg sidder en flok endnu større fjolser, der sådan set bare skubber et kæmpe problem videre og krydser fingre for, at der ikke er nogen, der opdager det.

Men det er der - jeg var lige ved at sige: Med statsgaranti - nogen, der gør på et tidspunkt. Og så bliver det rigtig dyrt redde flexlånerne. For dyrt.

Derfor kan vi lige så godt tage skraldet nu. Som en god ven af mig plejer at sige: Et tab skal tages, når det truer.

Så gør det dog!

Politiken o.a. skriver, at danskerne er til fals for hurtige internetlån. Ikke at det er specielt overraskende. Mange har fået et privatforbrug, der er presset langt op over, hvad den månedlige indtægt reelt kan bære, og når den ene finansieringskilde tørrer ud, må man ty til den næste. Hvis man altså ikke gør det fornuftige og sætter tæring efter næring.

Gad vide hvor mange, der egentlig er i den situation, at de hurtige løsninger reelt set er nødvendige for at kunne betale regningerne hver måned? Jeg har en fornemmelse af, at det kunne gælde flere end som så. Men det er bare en fornemmelse.

Til alle dem, der stadig kan svare enhver sit, men som alligevel overvejer at optage lån til flere mere eller mindre ligegyldige luksusindkøb, har jeg et forslag:

I stedet for at bruge flere penge på forbrug, så tag de skillinger du har og brug dem på noget virkelig nyttigt: Giv mikrolån til driftige sjæle i u-landene og gør en rigtig god gerning.

De har alligevel mere brug for dine 500 kroner, end du har for et kønsløst ikon af Monica Ritterband…