Khaders kollaps
Egentlig kan det vel ikke undre, at Naser Khader nu er fortid i Liberal Alliance. Projektet har med ham ved roret været på lifesupport, siden Danmarks-historiens bedste meningsmålinger blev sat over styr ved seneste folketingsvalg. Men at det skulle ske på den lettere komiske måde er nærmest - ja - tragikomisk.
Hvordan kan nogen nogensinde have tillid til Khaders lederegenskaber igen? Han har jo om noget vist, at ledelse ikke lige er hans stærke side. Kan han nogensinde blive mere end bare en habil folketingspolitiker?
Faktisk er Khaders deroute tankevækkende. Jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart komme på andre tilfælde, hvor en så feteret politiker har sat det hele så eftertrykkeligt over styr. Det er virkelig et kollaps, der vil noget.
At Anders Samuelsen så samtidig endelig vælger at bekende kulør er en helt anden snak.
5/1 2009 Ingen kommentarer
Man undres…
Hele affæren omkring IT Factorys gigantiske kollaps bliver mere og mere speget. Især hvis man hedder Asger Jensby, der efterhånden må have så mange forklaringsproblemer, at det må være svært at holde rede på dem alle. Også selvom han får bedre tid, nu hvor han ikke længere skal være involveret direkte i JMI Invest.
Seneste eksempel på en skævert kom i dag, hvor det kom frem, at Jensby’s kone havde været kundechef i IT Factory. For der er det jo, at den skarpsindige vil spørge: “Hvilke kunder?”. Og professor Kim Klarskov Jeppesens pointe overfor TV Avisen er knivskarp:
Hendes opgave var at finde ud af, om virksomhedens produkter levede op til kundernes behov. Derfor er det utroligt, at hun ikke har opdaget, at der ikke var nogen kunder. Man kan undre sig lidt over, at to ægtefæller ikke taler mere sammen, og at man som produktansvarlig ikke i højere grad møder de kunder, som virksomheden efter sigende skulle have.
Ja, man undres i sandhed.
11/12 2008 Ingen kommentarer
Grådighed
Berlingske Nyhedsmagasin har en leder om hele IT Factory skandalen, hvor man beskriver, hvordan hele baglandet omkring virksomheden har svigtet på det groveste. Det kan man kun erklære sig helt enig i.
Det, jeg ikke kan forstå, er, hvorfor man tilsyneladende har så svært ved at finde en forklaring. Jeg kan finde mindst to:
For det første har alle mennesker behov for at være en del af en succes. Og på det falske papir var IT Factory en bragende succes, og den slags sætter kritikerne i skammekrogen.
For det andet var IT Factory jo et guldæg, der kunne indbringe milliarder til ejerne. Mon ikke fokus har været så meget på denne store gevinst - denne krukke med guld for enden af regnbuen - at man bevidst eller ubevidst har valgt at overhøre de signaler, der var?
Jeg sidder i hvert fald med en fornemmelse af, at det er sådan, det kan hænge sammen.
PS: Sjovt at lederen, når den nu er i gang med at hudflette aktørerne i denne skandale, kan det undre, at ingen finder anledning til at revse erhvervsjournalisterne for ikke at have formået at grave en skandale op, der lå lige for næsen af dem, hvis bare de havde gidet undre sig og grave lidt.
5/12 2008 Ingen kommentarer
Gigantisk røvtur
Den islandske befolkning trækker vejret lidt lettere i dag, efter at den internationale valutafond, IMF, og en række lande - heriblandt Danmark og Færøerne (!) - har pumpet ca. 60,7 mia. kroner ind i det store finansielle krater i Nordatlanten.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en røvtur af nærmest episke dimensioner. For regner man lidt på det, svarer det bevilgede lån til ca. 190.000 kroner per islænding. Omsat til danske forhold ville det svare til 1.043 mia. kroner!!
Selvom Danmark under Anker Jørgensen var ved at køre helt ud over afgrunden, har vi da vist aldrig været helt så meget på røven?
20/11 2008 Ingen kommentarer
Korthuset TV 2
Det er efterhånden en kendt sag, at TV 2 er i meget store problemer. Desværre. Faktisk er problemerne så store, at der nu snakkes om risikoen for et egentligt kollaps.
Skandale er et ord der i den forbindelse trænger sig gevaldigt på. Ikke i forbindelse med alle de forsøg, der gennem det seneste år er blevet gjort for at bringe det grundstødte medieskib frit. Nej, i forbindelse med alle de begivenheder og beslutninger, der var med til at føre TV 2 ind på den katastrofale kurs. Alle de beslutninger der endte med at gøre TV 2 til et vakkelvornt korthus.
I min optik er der ingen tvivl: Historien om TV 2’s nuværende krise er historien om et af nyere histories største ledelsessvigt. På alle planer. Blandt de ansvarlige på stationen, blandt den daværende bestyrelse og blandt politikerne.
Og det er netop også problemet. For med så mange, der har beskidte hænder i den aktuelle sag er sandsynligheden for, at der nogensinde placeres et egentligt ansvar noget nær lig nul.
Moralen: Hvis du skal have noget til at fejle, så sørg for at gøre det så massivt og ved at involvere så mange andre som overhovedet muligt. Så ender du med kors og bånd og stjerner på - eller bare med et topjob et andet sted.
Suk.
19/10 2008 1 kommentar





