Mobilt internet skal være nemt
Min gode ven og kollega, Lars K. Jensen, spørger, hvornår mon det mobile internet bliver mainstream? Vel at mærke mobilt internet forstået som det, at vi bruger mobiltelefonen til at gå på nettet.
Jeg tror i princippet, svaret er ganske enkelt: Den dag, hvor det bliver afsindigt nemt at gå på internettet med sin mobiltelefon. Hvor man ikke skal være übernørd og bruge en masse tid på komplekse indstillinger. Hvor man kan tage sin telefon, trykke på en tast og så er man der bare.
Jeg kender det fra mig selv. Før jeg fik min iPhone, brugte jeg stort set ikke det mobile internet. Det var for svært, utilgængeligt og bare - for nu at sige det på rigtig godt jysk - træls. Efter jeg har fået min iPhone er jeg på hele tiden. Hvorfor? Fordi iPhone gør det umanerligt nemt at trykke og være på. Hurtigt og enkelt.
Jeg tror slet ikke prisen spiller nogen større rolle i denne sammenhæng. For vi vil gerne betale for den adgang, hvis vi kan se, vi rent faktisk kan bruge den. Og så nærer jeg faktisk også en tyrkertro på, at når først rigtig mange mennesker kommer på og begynder at bruge det mobile bredbånd, vil teleselskaberne kæmpe om disse kunders gunst på den eneste måde, de rigtig kender: Via flatrate og tilbudskrig.
Oh, det bliver skønt at være mobil internetbruger.
4/1 2009 Ingen kommentarer
Internettet kan også fejle
For ikke så mange måneder siden var der dem, der frimodigt hævdede, at internettet var den eneste mediegruppe, der ville vise sig at være ‘recession-proof’, altså være uimodtagelig overfor nedtur.
Nu ved vi så, at den forsikring gælder lige så meget, som at ‘Titanic’ ikke kunne synke.
Internettet kan også fejle. Naturligvis.
3/12 2008 Ingen kommentarer
Endelig rykker medieverdenen
Det sker langt fra hver dag, at der på samme dag kommer hele to væsentlige nyheder fra medieverdenen af den slags, der kan flytte hegnspæle. Men i dag var dagen.
For det første løftede Berlingske Media sløret for en ny digital lokalsatsning, der under brandet MinBy skal give hvert enkelt hjørne af Danmark muligheden for at have et lokalt digitalt åndehul, der kan samle nyheder og begivenheder for områdets indbyggere. Det er en tanke, jeg længe selv har rodet med og udviklet koncepter for, og derfor glæder det mig, at et medie nu vælger at satse den vej. Om de så som medievirksomhed - og især med alle de lig, der ligger i lasten på sådanne - kan få succes med en sådan satsning er et helt andet og mere vanskeligt spørgsmål at besvare.
Den anden store nyhed var, at Ekstra Bladet har hyret norske Geir Terje Ruud fra VG.no - Nordens største online mediesucces - til at stå i spidsen for det i forvejen meget ekspansive ekstrabladet.dk. Se, det er en nyhed, der vil noget. For den betyder, at der nu kommer helt andet blus på online medieudviklingen herhjemme. Nu er vi færdige med at diskutere, hvordan vi kan blive inspireret af nordmændene og deres måde at gøre tingene på. Nu har vi en af de væsentligste bidragydere i vores midte.
Jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen…
22/9 2008 Ingen kommentarer
Stupid universitets-debat
Når jeg følger debatten om Københavns Universitets beslutning om at lukke Universitetsavisens trykte udgave - der er kendt som en skarp kritiker af ledelsen på universitetet - må jeg undre mig over, hvad der foregår på det universitet. For det stiller unægteligt spørgsmålstegn ved en hel del ting.
Det eneste, der virker mere stupidt - nej, uintelligent - end rektors argument om, at lukningen er en del af universitetets kamp for at nedbringe sit CO2-udslip, er argumentet om, at Universitetsavisen ikke kan overleve som en ren online udgave. Det bringer virkelig mit blod i kog.
For det er noget forbandet sludder. Siden hvornår i vores digitale tidsalder har information, formidling og debat været uløseligt forbundet med én bestemt publiceringsplatform? At man overhovedet kan tænke sådan - og tænke højt - skriger til himlen for mig. Specielt når der oven i købet er tale om ellers kloge hoveder fra landets mest traditionsrige institution for højere oplysning.
Selvfølgelig kan et medie overleve som et rent online medie. Og specielt et medie i universitetsverdenen skulle man mene. Og specielt et medie, der med sit indhold i den grad kalder på engagement og debat. Det er bare - og jeg mener virkelig ‘bare’ - et spørgsmål om at tænke, udvikle og implementere en løsning, der på bedste vis tager højde for den tradition og de behov, som Universitetsavisen har.
At universitetets folk ikke kan se det, siger mere om deres begrænsninger end om noget som helst andet.
12/8 2008 4 kommentarer
Hvad er Nettet værd?
Internettet er blevet en så fast bestanddel af vores dagligdag, at vi ikke spekulerer på det som noget, der kunne have en værdi i transaktionsmæssig øjemed. Som noget, vi kunne sætte os ned og købe, hvis vi ellers havde penge nok. Og det kan vi som sådan heller ikke, for hvor skulle vi starte, og hvor skulle vi slutte?
En af Wired Magazine’s grundlæggere, Kevin Kelly, har sat sig ned og regnet på det. Han er nået frem til, at der i dag findes omkring en trilliard (trillion på engelsk) unikke internetadresser, og hvis man regner med, at de i snit har taget en time at producere, kommer han efter en lang række mellemregninger frem til, at det samlede internet i lønomkostninger - og hvis det skulle genskabes i morgen - ville koste ca. 30 mia. kroner med den nuværende dollarkurs.
En kommentar til Kevin’s indlæg hævder ganske rigtigt, at denne trillion sider er eksklusiv alle de sider, der findes rundt omkring på virksomheders egne interne net. Så i virkeligheden bliver værdien meget større. Den er måske tættere på 50 mia. kroner?
Uanset hvad sætter det tingene i relief, når enkelte virksomheder som f.eks. Facebook værdisættes til 75 mia. kroner. Det, det i virkeligheden siger, er, at når først tallene bliver så høje, giver de ingen mening for mennesker. Og så er det måske bedst bare helt at lade være med at forsøge at beregne værdien og bare glæde sig over, at internettet er her.
5/8 2008 Ingen kommentarer





