Det går ikke så godt for statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans parti, Venstre, som det har gjort. Ikke overbevist? Så tag notam af disse to tegn:

1. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er offentligt gået i kødet på Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, efter hendes blanke afvisning af finansminister Lars Løkke Rasmussen. Hvorfor gøre det, hvis hun ikke blev anset som en trussel?
2. Samme Claus Hjort bruger meget værdiladede ord i sin kritik af Socialdemokraternes leder. Ord som “beskæmmende” og “skamfuldt”. Det gør man kun, hvis man er presset og ikke selv har bedre argumenter at stå imod med.

Læg dertil at Claus Hjort er kendt som en terrier, og billedet af, at der er brug for drastiske metoder i Venstre, bliver for mig endnu mere tydeligt. Han er sendt på togt.

Men er det nu også klogt? Jeg er selv liberal af observans. Ingen tvivl om det. Men hvis jeg var Socialdemokrat, tror jeg, at jeg med beskæftigelsesministerens udfald ville begynde at vejre en smule morgenluft.

En ny meningsmåling viser (havde aldrig troet, jeg skulle bruge den indledning her på siden, red.), at de radikale med Margrethe Vestager i spidsen er godt på vej til at køre sig selv helt ud over kanten i dansk politik. Således har partiet p.t. kun opbakning fra omkring 3,4 % af vælgerne og nærmer sig dermed ikke kun Enhedslistens tilslutning men også spærregrænsen.

For mig er det svært at glæde mig over den udvikling. For i virkeligheden hører jeg nok til sådan cirka der, hvor de radikale har deres udspring. I social-liberalismen. I tanken om et liberalt samfund, hvor der dog er et trygt og godt sikkerhedsnet for de, der ikke kan klare sig selv.

En i mine øjne rigtig smuk tanke, der forener det bedste fra flere verdener og ideologier - men som de radikale har misrøgtet i en grad, så det virkelig gør ondt.

Hvis jeg var radikal partiboss ville jeg se at komme tilbage til udgangspunktet. For det er præcis den midterposition, der mangler i dansk politik, og som bør have tilslutning fra mindst 20 % af den danske befolkning.

Men det kræver, at de radikale finder ud af, at det i dette spil ikke handler om, hvem der kan score flest selvmål. Og deres fatteevne kan jeg p.t. godt tvivle lidt på.

Midt i finanskrisen er der noget, der slår mig: Mon ikke det kapitalistiske system kan kollapse og bryde helt sammen? Ganske som det planøkonomiske system gjorde, da Muren faldt?

Dengang faldt systemerne, fordi priserne var blevet holdt kunstigt nede, fleksibiliteten var en by i Sibirien og fordi der dybest set ikke var nogen gulerod til nogen, der ydede en ekstra indsats. Intet drive.

Nu kollapser markederne, fordi priserne er blevet holdt kunstigt høje, fleksibiliteten har været lidt for stor, og størrelsen af gulerødderne for de ansvarlige har drevet dem helt ud på overdrevet i jagt på en endnu større gulerod.

Hvad er mon værst? Eller er det i virkeligheden det samme.

Socialdemokraternes nestor, Mogens Lykketoft, er berømt og berygtet for meget i dette land. En af de ting, han er berømt for er - hvad der efterhånden virker som - en ældgammel bemærkning om, at aktiemarkedet består af “hysteriske kællinger”. Well, Mogens. Det kan godt være, at der efter George W. Bush’s tale i nat for alvor er grund til at udvide definitionen en anelse.

Her benyttede verdens mægtigste mand - der p.t. dog mest minder om verdens mest afmægtige mand - nemlig lejligheden til at mane skræk i livet på den amerikanske befolkning. En skræk for, at verdens største økonomi risikerer at kollapse helt som følge af finanskrisen. Men at det hele (naturligvis) kan undgås, hvis bare lige Demokraterne i Kongressen vil lade Bush’s hjælpeplan til astronomiske 700 mia. USD køre igennem.

Som sådan er der ikke noget nyt i talen. Men det er nyt, at den amerikanske præsident på den måde går ud og maner de store spøgelser frem. Der kan man da tale om at sprede bekymring og frygt blandt sine borgere.

At Bush så samtidig valgte lejligheden til at sige, at markedet i dette tilfælde netop ikke havde fungeret - og det derfor er nødvendigt med et statsligt indgreb - er nærmest skæbnens ironi. For markedet havde netop fået lov til at fungere - alt for frit. Og det var der nogle, der benyttede sig af til personlig berigelse. Resten er historie, omend en grum, grum en af slagsen.

Det er “Survival of the Fittest” og ren darwinisme i praksis, vi ser nu. Måske skulle de højrereligiøse republikanere alligevel genoverveje planerne om at trække den form for lærdom ud af skolernes undervisning?

Saxo Bank fyrede i går sådan cirka en tredjedel af medarbejderstaben, selvom det efter sigende går forrygende fra banken. Ovre på Berlingske Business undrer Joachim Sperling sig såre over, hvordan det kan lykkes den nye direktør, Eric Rylberg, efter bare halvanden måned i stolen at komme frem til, at så mange kan undværes. Den undren kan jeg godt forstå.

På mig virker det umiddelbart som en bunden opgave, Rylberg har fået af de to stiftere af Saxo Bank, Kim Fournais og Lars Sejer. De må have været klar over, at der skulle gøres noget, siden de tillader så drastiske skridt efter så kort tid. For det siger sig selv, at efter halvanden måned kan man ikke nå at være så dybt nede i tingene, at man har det fulde overblik. Der ligner, at der har skullet skæres og rationaliseres uanset hvad, og man har ledt efter og fundet en bøddel til at gøre det beskidte arbejde.

Hele affæren er ekstra interessant al den stund, at Lars Seier tilbringer en hel del af sin sikkert sparsomme fritid i selskab med Liberal Alliances lille gruppe på Christiansborg, hvor han hjælper med at støbe kugler til den superliberale kurs, som Anders Samuelsen har våde drømme om at slå Danmark ind på.

Gad vide, om Lars Seier finder sin inspiration hjemme i banken? I så fald tror jeg det vil være klogt, om man lige tænker sig om en ekstra gang, inden man slår ham, Anders og Naser følge ind på det superliberalistiske vildspor.