På Kommunikationsforum bliver der krummet tæer over det, der opfattes som integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs utrolige arrogance i omgangen - eller måske mangel på samme - med medierne. Anbefalingen? At skaffe hende en spindoktor, så endnu en kommunikationsfaglig person kan få sig et godt, fast og travlt arbejde.

Debatten fik mig til at komme med følgende kommentar, som jeg faktisk synes er værdig til at blive gentaget her:

Jeg elsker Birthe Rønn :-). I en tid hvor alt for mange overkommunikerer alt og ingenting, går hun imod strømmen og kommunikerer absolut intet - i hvert fald ikke med ord. Det er da for stort :-).

Faktisk kan man vel kun smile ad det. For let’s face it: Uanset hvad hun siger eller ikke siger ændrer det ikke en tøddel ved den førte politik. For den bestemmes som bekendt af en helt anden kvinde.

Hvis jeg var kvinde, ville jeg være helt anderledes pikeret over den måde hendes chef, statsministeren (!!), omtaler hende på. Det er hulemanden med iturevet lændeklæde og en svingende kølle, så det basker.

Det Radikale Venstre er en sjov størrelse af et parti. Ideologisk set har de en for Danmark nærmest perfekt blanding af liberale synspunkter på den ene side og sociale synspunkter på den anden side. Vi skal have frihed og kunne forfølge vore egne mål. Men der skal være et sikkerhedsnet, der sørger for at tage hånd om de svageste og sikre dem et godt og værdigt liv. For en helt almindelig dansker er det svært at erklære sig grundlæggende uenig i.

Alligevel ligger partiet med den gode ideologiske ballast og roder rundt i Folketinget og dansk politik som en jolle uden hverken årer eller motor på et stormomsust hav. Hvorfor?

Fordi den er hel gal med eksekveringen. Partiet er belejret og befolket af folk med alle de gode, rigtige meninger, hvor det virker som om, det eneste, de kan blive enige om, er ikke at forfølge den fantastiske mulighed, der netop ligger i deres ideologiske arvegods.

Det er folk, der på bedste formynderiske vis kun har respekt for folk, der forfølger deres egne mål og drømme, hvis det stemmer overens med den gode smag i partiet. Alle andre skal hjælpes på ret kurs - den radikale kurs. Hvad det så end er? Og de svageste bliver ikke hjulpet. De bliver gjort til ofre i et behandlersystem og på den måde indirekte fastholdt i deres svage position.

Det er helt utroligt, at der kan være en sådan forskel mellem arvegods, ideologi - og så eksekvering. Men underholdende. Det er det.

På mit gamle website, madsk.net, havde jeg i forbindelse med demokraten Barack Obama’s rundtur til Mellemøsten og Europa skrevet et indlæg, der kritiserede, hvad jeg mest så som en endeløs række af photo opportunities og meget lidt reelt. Baggrunden var et indslag, som TV 2’s fantastiske Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen havde lavet.

Steffen selv så åbenbart, hvad jeg havde skrevet. I hvert fald var han så venlig at gå ind på siden og smide en fyldestgørende kommentar som reaktion på min reaktion på hans indslag. Indviklet? Overhovedet ikke. Bare rigtig interessant.

Senere har han så skrevet endnu en lang kommentar omkring sit syn på dynamikken i amerikanske præsidentvalgkampe. Det er hans personlige syn, understreger han. Og naturligvis er det det. Men det er først og fremmest en fantastisk gennemgang af kernen i amerikansk valgkampsmekanisme.

Det er godt skrevet, tankevækkende og et fantastisk eksempel på, hvorfor jeg synes, at Steffen Jensen er en af de mest kompetente korrespondenter, vi p.t. har i dette lille land. Og jeg er meget beæret over, at Steffen har taget sig tiden til at indgå i debatten.

Når jeg følger debatten om Københavns Universitets beslutning om at lukke Universitetsavisens trykte udgave - der er kendt som en skarp kritiker af ledelsen på universitetet - må jeg undre mig over, hvad der foregår på det universitet. For det stiller unægteligt spørgsmålstegn ved en hel del ting.

Det eneste, der virker mere stupidt - nej, uintelligent - end rektors argument om, at lukningen er en del af universitetets kamp for at nedbringe sit CO2-udslip, er argumentet om, at Universitetsavisen ikke kan overleve som en ren online udgave. Det bringer virkelig mit blod i kog.

For det er noget forbandet sludder. Siden hvornår i vores digitale tidsalder har information, formidling og debat været uløseligt forbundet med én bestemt publiceringsplatform? At man overhovedet kan tænke sådan - og tænke højt - skriger til himlen for mig. Specielt når der oven i købet er tale om ellers kloge hoveder fra landets mest traditionsrige institution for højere oplysning.

Selvfølgelig kan et medie overleve som et rent online medie. Og specielt et medie i universitetsverdenen skulle man mene. Og specielt et medie, der med sit indhold i den grad kalder på engagement og debat. Det er bare - og jeg mener virkelig ‘bare’ - et spørgsmål om at tænke, udvikle og implementere en løsning, der på bedste vis tager højde for den tradition og de behov, som Universitetsavisen har.

At universitetets folk ikke kan se det, siger mere om deres begrænsninger end om noget som helst andet.