Rigtig mange aviser har det rigtig hårdt. Det er ingen hemmelighed. Men de lærde strides stadig, når de rigtige forklaringer på tilbagegangen og ikke mindst løsninger fremadrettet skal findes. Og ofte oplever man frustrationen over, at ingen tilsyneladende er villige til at betale for indhold.

Det store spørgsmål er imidlertid, om der nogensinde har været ret mange, der reelt set var villige til at betale for den type indhold, som aviserne leverer: Nyheder og journalistik? Selv er jeg i tvivl, for jeg har haft mere end vanskeligt ved at forstå, hvordan så mange efter sigende glade kunder så hurtigt kunne vende deres elskede aviser ryggen.

Så var det, jeg læste Scott Karps glimrende indlæg om, hvordan den reelle værdi af avisen har ændret sig fundamentalt. Og specielt følgende citat slog hovedet på sømmet for mig:

People ask why no one wants to pay for news anymore, referencing the decline in newspaper circulation, when in fact that misrepresents the value equation. People were paying for newsPAPERS, which contained a lot more than news, and they were also paying for newspaper delivery, which is a service.

Citatet fik mig til at tænke på dengang, da jeg for nogle måneder siden efter syv år som trofast abonnent valgte at opsige mit abonnement på Berlingske Tidende. Det gjorde jeg, fordi avisen hverken formåede eller ytrede nogen som helst interesse i rent faktisk at levere den avis, jeg havde betalt i dyre domme for, til min bolig i centrum af Nyborg. Jeg FØLTE IKKE, JEG FIK, HVAD JEG BETALTE FOR - nemlig den LEVEREDE avis.

Udover at jeg aldrig har fået så arrogant og inkompetent en behandling af et foretagende, der ellers gerne vil have mine penge, må jeg konstatere, at jeg aldrig fik samme tanker omkring Berlingske’s indhold, selvom guderne skal vide, der nogle gange var langt mellem snapsene. Mon det var, fordi jeg ikke opfattede indholdet som værende det, der gav mit abonnement den værdi, jeg var villig til at betale for? Det er da en interessant tanke.

Også bragt på Journalisten.dk.

Der går stort set ikke en dag uden meldinger om fyringsrunder eller rygter om nært forestående af slagsen. Krisen kradser, og virksomhederne er begyndt at skære ned og forberede sig på, hvad der godt kan vise sig at blive en økonomisk atomvinter. Ikke at jeg tror, det går så galt igen, men vi vestjyder er jo ikke kendt for at kaste om os med de positive verber.

Det rigtig gode spørgsmål er så, hvad man kan gøre som arbejdstager for at stå imod sådan en krise? Svaret vil naturligvis variere, men jeg tror virkelig på, at der er meget, man selv kan gøre. Man kan f.eks. tage sine forholdsregler og indse, at der nu gælder nogle helt nye regler, som man er nødt til i hvert fald at overveje at spille efter, hvis man vil være en af dem, der flyder ovenpå.

Det er ikke tit, jeg ser en virkelig god oversigt over, hvad man kan gøre for at karriereplanlægge i en tid, der kun er præget af hastig forandring og usikkerhed. Men social media-eksperten Chris Brogan har faktisk én, som jeg varmt vil anbefale, at du kigger på. For som han citerer Gandhi for:

…we all have the same number of hours in the day, and it’s how we choose to use them that matters.

TV 2 har brug for massiv hjælp. Siden ræven under den tidligere ledelse fik både vinger og kunne flyve endog meget højt er bunden gået ud af kassen, og der er næppe tvivl om, at havde TV 2 været et privatejet selskab, havde det været konkurs på nuværende tidspunkt.

Derfor er der brug for en redningsplan, og den skulle efter sigende komme med udgangen af denne uge. Hvad den indeholder er endnu en ganske velbevaret hemmelighed, men flere spekulerer i, at der bliver tale om at indføre brugerbetaling. Og det er i mine øjne en ganske dårlig idé.

For det første har jeg svært ved som seer at skulle acceptere, at jeg skal være med til at betale regningen for flere års overforbrug og fejlslagne satsninger. For sjældent har produktet været så ringe, som det har været de seneste par år. Jeg betaler allerede licens til DR, og selvom jeg ikke hører til typen, der brokker mig højlydt over det, er det ikke desto mindre mere end nok.

For det andet bliver brugerbetaling en sovepude, der efter alt at dømme vil bringe TV 2 længere væk fra seerne og endnu dybere ind i moradset af fuldstændig ligegyldige og fortænkte programkoncepter. For risikoen for stationen vil være mindre. Folk skal nok betale, for kan man overhovedet forestille sig en praktisk mulighed for, at man som seer vil kunne vælge TV 2 helt fra? Nej, næppe.

Jeg har stadig håbet om, at TV 2 forbliver en free-to-air kanal finansieret via reklamer. Det vil være at have et TV 2, der fungerer på markedsvilkår og derfor også må indrette sig efter samme. Og det tror jeg i sidste ende er den sundeste løsning - også for TV 2 som sådan.

Dronningens nytårstale årgang 2008 kommer ikke til at høre til de store årgange. Alligevel var der dog et par ting, jeg bed mærke i, og som jeg synes, det er værd at knytte en kommentar til her på årets første dag.

For det første var der formaningen om, at selvom vi synes, vi har krise i Danmark, findes der masser af mennesker rundt omkring i verden, der har det meget værre end os. Oversættelse: Tag jer nu sammen og lad være med at pive over faldende friværdier og mindre råderum til hæmningsløst forbrug.

For det andet var der den dybfølte tak til de offentligt ansatte. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om den. For mig mindede den mest om en slet skjult skadefryd fra taleskriveren over, at de offentligt ansatte stort set ikke fik lønstigninger ud af deres strejker i 2008 - og derfor må nøjes med en royal tak alt imens, at de små stigninger, de rent faktisk fik, går til ekstra kontingent for at fylde de slunkne strejkekasser op igen.

Alt i alt ikke nogen stor årgang. Men dog en god tradition.

“Vi ses i Biva!”

Så kækt har det lydt gennem flere år i tv-reklamerne for møbelkæden Biva, hvor medejer Mille med vekslende succes har forsøgt at faldbyde alskens mærkeligt kram i ‘ægte læderlook’. Men nu hænger det hele i en tynd tråd: Biva er nemlig gået i betalingsstandsning.

Mille har næppe meget mere end æren og stoltheden i klemme, for familien solgte for et par år siden hele herligheden til en kapitalfond. Så om ikke andet må Biva’s forestående kollaps ses som det endegyldige eksempel på, at kapitalfonde i sig selv ikke er garant for hverken vækst, overskud eller succes. Så lad os lige tage og for alvor fatte den, før vi himler op om velsignelserne ved at lade kapitalfonde overtage dette og hint.

Kunderne har nu penge i klemme. Stakler. Også selvom jeg på det personlige plan nu ikke har ret meget til overs for folk, der - som artiklen nævner - vælger at bruge 23.000 kroner netop i en Biva butik.