Tragedien i Madrid

Medierne er her til morgen fyldt med de grufulde detaljer om Spanair-flyet, der i går styrtede ned under take-off fra lufthavnen i Madrid og krævede 153 dødsofre. Det er en tragedie. Mindre ord kan i mine øjne ikke beskrive det.

Udover de mange tanker sendt til de efterladte samler interessen sig om de rapportede fejl, der forsinkede starten med over en time. For mange spørger sig selv: Skulle det fly overhovedet nogensinde have haft lov til at starte?

Disse tanker forstærker tragedien. For de pårørende til de dræbte er den tanke - at deres elskede kunne have været reddet, hvis flyet var blevet aflyst eller afløst af et andet fly - naturligvis ubærlig midt i en situation, som i forvejen er kaotisk. For Spanair - og i sidste ende SAS - er den også ubærlig, fordi den potentielt set kaster voldsomme skygger over sikkerheden og måske kan få en negativ effekt på passagerernes lyst til at flyve med disse selskaber.

Det sidste har SAS slet ikke brug for i sin nuværende krise. Selskabets ry er ramponeret i forvejen med Dash 8-episoderne, strejker, gamle fly o.s.v. o.s.v. Tragedien i Madrid gør ikke de langsigtede muligheder for overlevelse som selvstændigt selskab lysere.

For mit eget vedkommende tror jeg dog fortsat på selskabet. Som tidligere nævnt har jeg et blødt punkt for SAS. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg har fløjet med Dash 8-fly utallige gange uden at have været ude for én eneste episode, og jeg har fløjet endnu mere med fly af den MD 80′er familie, der var i centrum for ulykkerne i Milano og nu altså i Madrid - ligeledes helt uden episoder.

At jeg ikke skulle kunne fortsætte med det, er en tanke, jeg ikke kan holde ud. Derfor vælger jeg at fortrænge den.