Jeg har det indrømmet svært med CSR (Corporate Social Responsibility), som jeg synes det er svært at se som andet end det seneste buzz-begreb, som virksomheder nødvendigvis må kigge på for stadig at være inde i varmen hos deres kunder. Jeg tror – desværre – ikke et øjeblik på, at det for de flestes vedkommende er ærligt ment.
Tag nu f.eks. Jysk, der endnu engang er blevet taget med CSR-bukserne nede. Eller er de?
En delegation fra virksomheden har været en tur i Bangladesh for sammen med Berlingske at besøge en leverandør i forbindelse med lanceringen af et særligt ansvarligt produkt. Og – oh ve, oh skræk – hvad finder de så? En leverandør, der ikke har styr på forholdene.
Produktionen bliver omgående stoppet, for den slags kan man naturligvis ikke tillade. Det godgørende projekt forbundet med produktionen – betaling af skolepenge til børn – rammes naturligvis ikke, for de skal jo ikke lide under, at leverandøren ikke har styr på sine forhold. Alt sammen meget smukt.
Måske en anelse for smukt. For ved at tage et medie med ud til en leverandør, der ikke har styr på forholdene, kan Jysk vise handlingskraft (“vi stopper produktionen”) og ansvarlighed (“men det skal ikke gå ud over børnene”) på én gang. Det er da social ansvarlighed, så det batter.
Hvorfor sidder jeg med fornemmelsen af, at forholdene måske ikke er helt så stor en overraskelse for Jysk, som det ellers fremgår?
