Et eller andet sted er det sjovt, at vi bliver ved med at snakke om sociale medier, som om det er noget banebrydende nyt fænomen. For er sandheden i virkeligheden ikke den, at det sociale element altid har været der, men nu bare har fået nogle andre måder at manifestere sig på?
Jo, siger Anders Colding-Jørgensen, der i et indlæg på sin blog netop argumenterer for, at det vi kalder for sociale medier i virkeligheden bare er internettet i sig selv, hvor vi siden det blev offentligt tilgængeligt har haft muligheden for dels at komme til orde og dels at reagere på det andre gør.
Jeg er fuldstændig enig med ham. Det sociale har altid ligget dybt i mennesker, og det, vi i dag kalder for de sociale medier, er mere end noget andet udtryk for, at vi ‘blot’ har fået nogle nye platforme og teknologier at gøre noget på, som vi dybest set altid har værdsat meget højt.
Så paradigmeskiftet ligger for mig at se ikke i, at der nu findes nogle ‘nye’ medier, og at de kræver en eller anden særlig form for indsats at forholde sig til. Men mere det at vi nu har gjort det at være social til så omsiggribende en commodity online, at vi er nødt til at tænke denne form for dyrkelse af den menneskelige natur ind i alt, hvad vi laver. Eller sagt på en anden måde: Den tid, hvor vi kunne bilde os selv ind, at mennesker – og dermed i sidste ende verden – ikke er socialt funderet – er slut.
Der findes fantastisk mange virksomheder, organisationer og medier, der over årene er blevet lullet i søvn til at tro, at information og kommunikation var noget, man kunne kontrollere, styre og på anden vis dominere, selvom det i virkeligheden set i det store perspektiv var og er en anormali i forhold til vores allesammens natur.
Og dermed er de udfordringer, de fleste i dag står overfor i forhold til ‘sociale medier’ i virkeligheden udtryk for de sidste krampetrækninger for en kultur og verdensanskuelse, der i det store og hele blot var en kunstig parentes i historien.
