Digit.alt!

Det kan godt være, at der er rigtig mange, der betragter Facebook som tant og fjas, spild af tid og hvad vi i øvrigt ellers kan finde af mere eller mindre nedsættende betegnelser at sætte på dette sociale fænomen. Men jeg kan garantere for, at i hovedkontoret i Palo Alto bliver der tænkt benhård business, og nyheden om et nyt patent, Facebook netop har fået tildelt kan hurtigt ende med at blive Facebooks ‘Defining Moment’, hvor CEO Mark Zuckerberg og co for alvor bekender kulør.

Kort fortalt er historien, at Facebook har fået patent på det sociale nyhedsfeed – altså den ting i Facebook, der på rulleform gør det muligt at holde sig orienteret om, hvad ens venner foretager sig (hvem de nu er kærester med, hvem de er blevet venner med, hvilke grupper de har meldt sig ind i osv. osv. Det i sig selv kunne måske være mindre interessant, hvis ikke det lige var fordi, spekulationerne nu er i fuld gang over, hvad Facebook har tænkt sig at bruge dette patent til.

Dybest set er der nemlig tre ting, man kan bruge patenter til: (1) Man kan forlange, at andre, der vil bruge patentet, skal betale en licensafgift for at få lov til det. (2) Man kan forhindre andre i at udvikle noget lignende ved at true med sagsanlæg, hvis man alligevel gør det. (3) Man kan lægge patentet ud til alle at bruge og på den måde sikre, at en kerneteknologi bliver almindelig tilgængelig, og at ingen nogensinde skal tænke på (1) og (2) i den forbindelse igen.

Hvad vælger Facebook i dette tilfælde?

En hel del tjenester må stille sig selv det spørgsmål, fordi Facebooks valg kan gå hen og få ret så alvorlige konsekvenser for dem. Tag LinkedIn som et rigtig godt eksempel, hvor man sagtens kan argumentere for, at den måde, dette forretningsnetværk giver medlemmerne overblik over, hvad deres kontakter foretager sig, falder ind under dette patent. Og sådan findes der mange andre.

Hvis Facebook mener det alvorligt med ambitionerne om at ville ‘eje’ den sociale graf – altså summen af folks relationer – kunne det være fristende at benytte mulighed nummer (2). Alternativt kunne man vælge mulighed nummer (1), sætte et fornuftigt licensfee, der ikke skræmmer for mange væk, og på den måde skabe sig en indtægtsstrøm på det.

Men hvad ville brugerne sige til det? For reelt set ville Facebook forsøge at gå ud og kapitalisere på folks godtroenhed. På det asset, som 400 millioner brugere worldwide har skabt for Facebook. Tør de det?

Omvendt: Tør de sende patentet i frit spil og således åbne op for at alle kan innovere på det og måske en dag give det et tvist som sætter Facebook under pres? Det er også en meget risikabel vej at gå.

Måske ender det i virkeligheden med, at Facebook benytter mulighed nummer (1) men gør det uden at tage betaling. På den måde kan man sandsynligvis stadig claime patentet og benytte mulighed (2), hvis man på et tidspunkt kan argumentere for, at andre går én for nært. Og samtidig sikrer man, at ingen i første instans kommer til at lide under dette patent.

Det er virkelig spændende at se, hvad Facebook vælger at gøre.

Google er en formidabel spiller på teknologimarkedet med mange og gode produkter. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Microsoft – hvor jeg arbejder – virkelig har fået sin sag for i konkurrencen indenfor en lang række områder, hvilket fundamentalt set er meget sundt for alle parter.

Men…

Der er stadig i mine øjne en væsentlig difference mellem perceptionen – opfattelsen – af Google og deres mission her i livet og så det, søgegiganten går rundt og gør. En difference som jeg i hvert fald har svært ved at forstå stadig kan eksistere blandt rationelt tænkende mennesker.

Måske er differencen i virkeligheden bedst illustreret i forbindelse med lanceringen for nylig af Google Buzz? For denne lancering viste i mine øjne det sande ansigt på Google, der hvor virksomheden er i dag og bevæger sig hen.

For det første lancerede man et produkt ud af det blå helt uden noget ‘beta’ label. Det kan jeg ikke huske, hvornår man sidst har gjort. Google har hidtil gjort rigtig meget ud af langsom tilvænning af nye produkter til sine kunder. Dels for at kunne indsamle feedback og rette produktet til i forhold til brugsmønstre. Men også – hånden på hjertet – for at kunne fraskrive sig ansvaret for eventuelle fejl og f*** ups. Buzz var der bare – pludseligt.

For det andet havde man glemt at teste Buzz andet end internt hos Google selv, hvilket afstedkom at man kom ud over rampen med et privacy-problem, der var så stort, at man efter nogle få dage måtte krybe til korset, indrømme bommerten og ændre produktet. Heller ikke noget, man har set på samme måde før.

Og hvad er så signalværdien i disse to tilfælde?

I første instans kan man sige, at Google betragter det sociale net som så vigtigt for sin fortsatte ekspansion, at man følte sig tvunget til at gøre noget drastisk i ét hug for at tage konkurrencen op mod primært Facebook. Dette signalerer både en indrømmelse af egne mangler som en brændende ambition om at sætte sig på nye områder, der kan domineres på samme måde, som search bliver det i dag – koste hvad det koste vil.

I anden omgang stiller den lidt lemfældige omgang med test inden launch i mine øjne et stort spørgsmålstegn ved, hvad Google virkelig mener, når man stolt siger ‘do no evil’? Hvor forankret er det ned i organisationen, når man kan finde på at udvikle og lancere et produkt med så åbenlys en fejlkonstruktion, uden man har den store idé om det på forhånd? Og selv hvis man har haft en idé og har gjort det som en kalkuleret risiko, hvad siger det så om, hvordan man i sidste ende, når skåltalerne er afholdt, tænker om brugerne og kunderne?

Google kan ikke løbe fra, at man er ved at være en rigtig stor og vidtforgrenet virksomhed med alle de risici, det medfører for at blive meget, meget corporate. Google kan heller ikke løbe fra, at man er noteret på børsen og derfor i sidste ende står til ansvar overfor aktionærer og analytikere, der i sidste ende er ligeglade med alt andet, end hvordan bundlinien ser ud.

Spørgsmålet er derfor bare, hvornår perceptionen ude i markedet indhenter virkeligheden? Måske er det det seneste fejlskud, der skaber denne Buzz?

(via AdAge)