Journalist, digital forretningsudvikler og ildsjæl

…og i tidens ånd helt i overskriftsform:

Ingen forstår Khader

Det er svært ikke at trække bare lidt på smilebåndet over komikken…

Egentlig kan det vel ikke undre, at Naser Khader nu er fortid i Liberal Alliance. Projektet har med ham ved roret været på lifesupport, siden Danmarks-historiens bedste meningsmålinger blev sat over styr ved seneste folketingsvalg. Men at det skulle ske på den lettere komiske måde er nærmest - ja - tragikomisk.

Hvordan kan nogen nogensinde have tillid til Khaders lederegenskaber igen? Han har jo om noget vist, at ledelse ikke lige er hans stærke side. Kan han nogensinde blive mere end bare en habil folketingspolitiker?

Faktisk er Khaders deroute tankevækkende. Jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart komme på andre tilfælde, hvor en så feteret politiker har sat det hele så eftertrykkeligt over styr. Det er virkelig et kollaps, der vil noget.

At Anders Samuelsen så samtidig endelig vælger at bekende kulør er en helt anden snak.

Midt i al den megen spådom om mediebranchens nød og elendighed i 2009, er der grund til lige at bruge et øjeblik på at påpege, at det ikke nødvendigvis er alle, der får et rædselsfuldt nyt år. Der vil nemlig være nogen, for hvem 2009 lige så godt kan ende ud med kæmpe succes.

Hvem taler jeg om? Dem der med udgangspunkt i et rent digitalt koncept tør udfordre konventionerne, se mediekunderne i et helt nyt nyt og kan leve på en sten. Jamen, det er jo hele tre ting på én gang? Det har reklamerne jo lært os, at det går virkelig ikke.

Men hvorfor så? Jo, lad os prøve at se på et par af faktorerne.

For det første er det stadig nærmest grænseløst billigt at starte et nyt digitalt projekt op. Javist skal der nogle lønningskroner til, men mange folk indenfor digitale medier er tusindkunstnere, der med den rette tro og ildhu kan fylde for mindst to eller tre personer (overdrivelse fremmer forståelsen). Og teknologisk kan næsten alt lade sig gøre for meget få midler, hvis man benytter sig af nogle af de muligheder, der findes rundt omkring på nettet - i ’skyen’. Disse muligheder har stort set elimineret begrebet ‘faste infrastrukturomkostninger’ fra ordbogen over virksomhedssprog.

For det andet er kunderne klar til noget andet og mere meningsfyldt og tilpasset niche, end det, de får i dag. Når krisen kradser ændrer folks prioriteringer sig (omend nogle gange kortvarigt), og der skal være mere mening med tingene. Giver medierne mening i dag? Tjah. De ligner i hvert fald hinanden til ukendelighed med de samme læste at skære indhold og prioritering over. Der er med andre ord plads til nogle, der kan tænke modellen anderledes lige fra indhold til forretningsmodel.

For det tredje er konkurrenterne - de store - præget af deres egen kamp for overlevelse. Det vil med andre ord sige, at mulighederne for at lave noget nyt og gøre det under radaren, indtil man er klar til at komme ud og slå til med et ordentligt brag, er endog ganske gode.

For det fjerde er det kendt, at spændende nye forretninger har det med at opstå i krisetider. Bare tænk Google, hvis guldkalv - AdWords - blev undfanget og implementeret omkring samtidig med den dot com-krise, der omkring årtusindskiftet sendte alle andre i knæ.

Der er med andre ord rigtig gode muligheder, hvis man tør at tænke nyt, udfordre de etablerede konventioner og kan gøre det, uden at det absolut skal koste en formue.

Men hvad så med de store etablerede medier. Her er der også muligheder, hvis man er årvågen og ikke er bange for at kaste gammel praksis ud og se verden i et nyt lys. Tror I ikke på mig? Så kig på Nintendo. For et par år siden helt på vej ud af dansen på markedet for spillekonsoller. Med ryggen presset helt op mod muren valgte man at tænke drastisk nyt, opfandt Nintendo Wii og resten er i dag historie, hvor Nintendo Wii over hele verden sælger i antal, der får konkurrenterne fra Microsoft’s XBox og Sony’s Playstation til at kigge misundeligt på. Tænk hvis man kunne lave det samme træk i et medieselskab? Spændende tanke.

Også bragt på Mediawatch.dk

…når en skoleinspektør for en folkeskole i Odense kan stå frem og direkte fraråde jødiske forældre at sætte deres børn i hans skole, fordi de i givet fald vil få det svært med de 30 % palæstinensiske børn, der går på skolen.

Det er ikke desto mindre virkeligheden på Humlehaveskolen i Vollsmose, hvor skoleinspektør Olav Nielsen tager det noget aparte synspunkt. Det virker nedslående ud over alle grænser. Også selvom en side af mig faktisk godt kan forstå den argumentation, han lægger til grund for sit synspunkt.

Det kan virkelig ikke være rigtig, at konflikter, der udspiller sig andre steder i verden (og næppe nogensinde bliver løst til alles tilfredshed) skal nedarves på børn, der er født og opvokset i Danmark. Det er helt sygt.

Næppe er man vågnet til den første dag tilbage på arbejdet efter en dejlig juleferie, før man kan læse, at den frafaldne radikale, Simon Emil Ammitzbøll, i dag vil stifte et nyt borgerligt liberalt parti.

Jamen, er det ikke bare mageløst? Den liberale forvirring er dermed stort set total. For i forvejen hævder Venstre at være Danmarks liberale parti, ligesom de radikale også har en eller anden snert af noget liberalt over sig (i hvert fald hvis man kigger helt tilbage på det oprindelige fundament. Og Ny…undskyld, Liberal…Alliance er der også.

Og det i en tid, hvor verden - og det siger jeg, selvom jeg selv er liberalt indstillet af grundobservans - skriger på mindre liberalisme og bare lidt mere kontrol med de få rigtig smarte, der kører det hele ud over kanten på vores allesammens vegne.

Jeg forstår godt, at der blandt almindelige mennesker er udbredt skepsis.