Nyt patent er Facebooks ‘Defining Moment’

Det kan godt være, at der er rigtig mange, der betragter Facebook som tant og fjas, spild af tid og hvad vi i øvrigt ellers kan finde af mere eller mindre nedsættende betegnelser at sætte på dette sociale fænomen. Men jeg kan garantere for, at i hovedkontoret i Palo Alto bliver der tænkt benhård business, og nyheden om et nyt patent, Facebook netop har fået tildelt kan hurtigt ende med at blive Facebooks ‘Defining Moment’, hvor CEO Mark Zuckerberg og co for alvor bekender kulør.

Kort fortalt er historien, at Facebook har fået patent på det sociale nyhedsfeed – altså den ting i Facebook, der på rulleform gør det muligt at holde sig orienteret om, hvad ens venner foretager sig (hvem de nu er kærester med, hvem de er blevet venner med, hvilke grupper de har meldt sig ind i osv. osv. Det i sig selv kunne måske være mindre interessant, hvis ikke det lige var fordi, spekulationerne nu er i fuld gang over, hvad Facebook har tænkt sig at bruge dette patent til.

Dybest set er der nemlig tre ting, man kan bruge patenter til: (1) Man kan forlange, at andre, der vil bruge patentet, skal betale en licensafgift for at få lov til det. (2) Man kan forhindre andre i at udvikle noget lignende ved at true med sagsanlæg, hvis man alligevel gør det. (3) Man kan lægge patentet ud til alle at bruge og på den måde sikre, at en kerneteknologi bliver almindelig tilgængelig, og at ingen nogensinde skal tænke på (1) og (2) i den forbindelse igen.

Hvad vælger Facebook i dette tilfælde?

En hel del tjenester må stille sig selv det spørgsmål, fordi Facebooks valg kan gå hen og få ret så alvorlige konsekvenser for dem. Tag LinkedIn som et rigtig godt eksempel, hvor man sagtens kan argumentere for, at den måde, dette forretningsnetværk giver medlemmerne overblik over, hvad deres kontakter foretager sig, falder ind under dette patent. Og sådan findes der mange andre.

Hvis Facebook mener det alvorligt med ambitionerne om at ville ‘eje’ den sociale graf – altså summen af folks relationer – kunne det være fristende at benytte mulighed nummer (2). Alternativt kunne man vælge mulighed nummer (1), sætte et fornuftigt licensfee, der ikke skræmmer for mange væk, og på den måde skabe sig en indtægtsstrøm på det.

Men hvad ville brugerne sige til det? For reelt set ville Facebook forsøge at gå ud og kapitalisere på folks godtroenhed. På det asset, som 400 millioner brugere worldwide har skabt for Facebook. Tør de det?

Omvendt: Tør de sende patentet i frit spil og således åbne op for at alle kan innovere på det og måske en dag give det et tvist som sætter Facebook under pres? Det er også en meget risikabel vej at gå.

Måske ender det i virkeligheden med, at Facebook benytter mulighed nummer (1) men gør det uden at tage betaling. På den måde kan man sandsynligvis stadig claime patentet og benytte mulighed (2), hvis man på et tidspunkt kan argumentere for, at andre går én for nært. Og samtidig sikrer man, at ingen i første instans kommer til at lide under dette patent.

Det er virkelig spændende at se, hvad Facebook vælger at gøre.

Livet er for kort til konkurrenter

Med lidt held, lodder og trisser vil der i næste uges udgave af Børsen MedieMarked være nogle citater fra undertegnede. I hvert fald snakkede jeg i går næsten 30 minutter i telefonen med en af avisens journalister, der var i færd med at skrive om gossip markedet i Danmark, og hvem der gør hvad i den forbindelse.

Det var en rigtig god snak, hvor vi kom meget langt omkring. Og hvor jeg også ind imellem fik nogle ganske sjove spørgsmål. Men det, der virkelig fik mig til at tænke efter var følgende:

"Hvem er dine konkurrenter på dette område, og hvordan opfatter du de ting, de går og gør?"

For pludselig gik det op for mig: Jeg fokuserer ikke særligt meget på vores konkurrenter. I noget af det, jeg gør (hvilket ikke er det samme som ikke at have fingeren nogenlunde på pulsen). Af flere forskellige grunde.

For det første mener jeg grundlæggende, at når man kigger for meget på konkurrenterne, mister man muligheden for selv at bevæge sig i den retning, der er rigtig for én selv. Man indskrænker sit udfaldsrum og bliver en af dem, der kun gør noget, fordi det gør de andre også. Det er ikke måden, hvorpå man bliver unik endsige bidrager med særligt meget værdi til noget som helst.

For det andet har jeg masser af ting, jeg kan tage fat på internt, før jeg begynder at bekymre mig om konkurrenterne.

F.eks. bruger jeg en del tid på at spekulere over, hvordan vi agerer i forhold til rigtig manges opfattelse af, at en portal er et fortidslevn på linie med Tollund-manden (og nej, jeg er naturligvis ikke enig).

Ligesom jeg bruger en del tid på at spekulere over, hvordan jeg håndterer et brand, som hovedparten af brugerne stadig forbinder med noget, vi ikke har været i flere år – nemlig Windows Live Messenger.

Og tænker over, hvordan jeg bliver operationel på de områder, hvor jeg ser nogle nærliggende muligheder for, at MSN kan gøre en forskel både i forhold til brugere, annoncører og på det danske online mediemarked som sådan.

Samt mange flere ting der tilsammen gør, at jeg hele tiden har mit hoved fuld af alle mulige idéer og muligheder for løsninger på diverse udfordringer. Og som gør, at det sidste, jeg vil bruge min tid på, er at spekulere over, hvad konkurrenterne gør.

Den virkelige signalværdi i Google Buzz

Google er en formidabel spiller på teknologimarkedet med mange og gode produkter. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Microsoft – hvor jeg arbejder – virkelig har fået sin sag for i konkurrencen indenfor en lang række områder, hvilket fundamentalt set er meget sundt for alle parter.

Men…

Der er stadig i mine øjne en væsentlig difference mellem perceptionen – opfattelsen – af Google og deres mission her i livet og så det, søgegiganten går rundt og gør. En difference som jeg i hvert fald har svært ved at forstå stadig kan eksistere blandt rationelt tænkende mennesker.

Måske er differencen i virkeligheden bedst illustreret i forbindelse med lanceringen for nylig af Google Buzz? For denne lancering viste i mine øjne det sande ansigt på Google, der hvor virksomheden er i dag og bevæger sig hen.

For det første lancerede man et produkt ud af det blå helt uden noget ‘beta’ label. Det kan jeg ikke huske, hvornår man sidst har gjort. Google har hidtil gjort rigtig meget ud af langsom tilvænning af nye produkter til sine kunder. Dels for at kunne indsamle feedback og rette produktet til i forhold til brugsmønstre. Men også – hånden på hjertet – for at kunne fraskrive sig ansvaret for eventuelle fejl og f*** ups. Buzz var der bare – pludseligt.

For det andet havde man glemt at teste Buzz andet end internt hos Google selv, hvilket afstedkom at man kom ud over rampen med et privacy-problem, der var så stort, at man efter nogle få dage måtte krybe til korset, indrømme bommerten og ændre produktet. Heller ikke noget, man har set på samme måde før.

Og hvad er så signalværdien i disse to tilfælde?

I første instans kan man sige, at Google betragter det sociale net som så vigtigt for sin fortsatte ekspansion, at man følte sig tvunget til at gøre noget drastisk i ét hug for at tage konkurrencen op mod primært Facebook. Dette signalerer både en indrømmelse af egne mangler som en brændende ambition om at sætte sig på nye områder, der kan domineres på samme måde, som search bliver det i dag – koste hvad det koste vil.

I anden omgang stiller den lidt lemfældige omgang med test inden launch i mine øjne et stort spørgsmålstegn ved, hvad Google virkelig mener, når man stolt siger ‘do no evil’? Hvor forankret er det ned i organisationen, når man kan finde på at udvikle og lancere et produkt med så åbenlys en fejlkonstruktion, uden man har den store idé om det på forhånd? Og selv hvis man har haft en idé og har gjort det som en kalkuleret risiko, hvad siger det så om, hvordan man i sidste ende, når skåltalerne er afholdt, tænker om brugerne og kunderne?

Google kan ikke løbe fra, at man er ved at være en rigtig stor og vidtforgrenet virksomhed med alle de risici, det medfører for at blive meget, meget corporate. Google kan heller ikke løbe fra, at man er noteret på børsen og derfor i sidste ende står til ansvar overfor aktionærer og analytikere, der i sidste ende er ligeglade med alt andet, end hvordan bundlinien ser ud.

Spørgsmålet er derfor bare, hvornår perceptionen ude i markedet indhenter virkeligheden? Måske er det det seneste fejlskud, der skaber denne Buzz?

(via AdAge)

3 grunde til at bøger har en glorværdig fremtid

Der findes rigtig mange eksperter rundt omkring, der med henvisninger til Amazons Kindle, Apples iPad og alle mulige andre smarte dimser har travlt med at aflive den gode gamle bog som noget, vi gider beskæftige os med i fremtiden – for slet ikke at tale om noget, forfattere finder det værd at kaste tid efter at skrive.

Jeg ser mindst 3 grunde til, hvorfor de tager fejl.

  1. Bøger kaster meget mere af sig end det, man som forfatter eller forlag får per solgt eksemplar. Ligesom distribution af musik er en oplagt mulighed for også at kunne sælge bl.a. koncertbilletter og merchandise, er bøger en oplagt mulighed for at sælge foredrag, konsulentydelser, forskellige former for merchandise, og hvad man ellers kan tænke sig. Det handler med andre ord om at kunne kigge ud over bogens egne smalle rammer og betragte den som solen i universet fremfor universet i sig selv.
  2. Mennesker har et fundamentalt behov for at fordybe sig. Når verden brænder sammen omkring én, og der bare er for mange ting at forholde sig til, findes der ikke noget ret meget mere afslappende end at fordybe sig i en god bog. Og hvorfor skulle det ændre sig, bare fordi der kommer nogle nye teknologiske muligheder?
  3. Forfattere har et behov for at komme ud med deres budskab, uanset om det er i form af en roman, en selvhjælpsbog, et portræt eller noget helt fjerde. Forfattere brænder for, hvad de gør, og jeg er ret sikker på, at spørger man dem, vil de gøre det, de gør, selvom de godt ved, de langtfra bliver rigere. For for dem er det at skrive en bog også en proces – en mulighed for at reflektere og selv blive klogere – som er en meget, meget værdifuld luksus at kunne tillade sig. En luksus der nærmest i sig selv gør projektet det hele værd.

Der er med andre ord langt større kræfter – og langt flere muligheder – på spil, end teknologi i sig selv kan hamle op med. Og derfor vil vi også i fremtiden se massevis af bøger. Fordi vi ganske enkelt ikke kan lade være.

Journalister er ikke (ret meget) bedre end amatører

Annegrethe Rasmussen – som jeg i parentes bemærket har stor faglig journalist respekt for – himler i en klumme på MediaWatch op omkring borgerjournalistik og almindelige menneskers pres på uddannede journalisters metier:

Hvorfor bruge offentlige penge på en autoriseret journalistuddannelse, hvis alle der har en mobiltelefon fint kan lege journalist i udlandet og give deres spontane, ufiltrerede mening til kende som erstatning for professionel nyhedsformidling, features og baggrund ? Vi kan (næsten) alle lege skrivebordsgeneraler, når vi løser krisen i Mellemøsten over julefrokosten eller psykologer rundt om en tekande, når en ven er i krise p.g.a. skilsmisse eller utroskab eller deslige. Men de professionelle redskaber har vi ikke, og det er et lykketræf, hvis vi har ret, eller når vi kan hjælpe.

…at tro, at man får en professionel bearbejdning af virkeligheden eller en formidling, der gør lytterne, læserne eller seerne klogere, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Jeg er i princippet enig. Alligevel synes jeg kritikken er forfejlet. For som jeg skriver i en kommentar til klummen:

Måske vi skulle starte med, at flere journalister rent faktisk i deres arbejde viser, at de har en fler-årig professionel uddannelse bag sig?

Så længe uddannede journalister brillerer med ukritisk at holde mikrofonen og ikke adderer noget, alle andre ikke kan se med deres blotte øjne, kan jeg godt forstå, nogle mediechefer tænker, at gratis arbejdende borgere kan gøre det lige så godt.

Derfor: Lad os kigge indad først. Og når vi har fået styr på egne rækker så tillade os at gå ud og argumentere for, vi – naturligvis – er bedre end almindelige mennesker…

Husk: Hver gang vi peger en finger ad andre, er der fire fingre, der peger mod os selv.

Lad dog de studerende komme til

Som ekstern underviser på Danmarks Journalisthøjskole har jeg tit tænkt på, at det ville være rigtig fedt, om de studerende havde en outlet for at prøve de ting, de lærer – og bliver inspireret af – af i virkeligheden.

Dels fordi det er enormt brugbart og motiverende at få lov til at prøve sig selv af i praksis. Og dels fordi diverse medier i mine øjne VIRKELIG har brug for noget nyt blod; nogle der ser tingene med helt andre, friske og langt mere passionerede øjne.

Af samme grund er det også meget spændende at læse om det samarbejde, som NYU og New York Times har lavet omkring sitet The Local: East Village, hvor en gruppe studerende fra universitetets journalistuddannelse skal danne rygraden i et helt nyt lokalt site for et af New Yorks byområder. De studerende får her lov til at udfolde sig og ikke mindst lære, hvad der virker og ikke virker, ændre og prøve igen. Det er ren trial-and-error – en udviklingsmodel man ikke nødvendigvis skal undervurdere.

Gad nok vide hvornår vi ser et dansk mediehus lave et samarbejde med f.eks. de studerende på Danmarks Journalisthøjskole omkring noget, der virkelig batter? Min erfaring med de studerende, jeg har haft fornøjelsen af at undervise, er, at de er mere end klar til at kunne løfte en krævende opgave. Så hvad har mediehusene at miste på det.

Hvad står R’et for i ROI?

Brian Solis har en glimrende pointe, når han på Mashable gør sig til talsmand for, at det, der skal til, for at man når frem til nogle – for cheferne – fornuftige ROI kalkulationer for brug af de sociale medier, er, at man først og fremmest finder ud af, hvad det egentlig er, ens mål er:

Defining the “R” in ROI is where we need to focus, as it relates to our business goals and performance indicators specifically. Even though much of social media is free, we do know the cost of engagement as it relates to employees, time, equipment, and opportunity cost (what they’re not focusing on or accomplishing while engaging in social media). Tying those costs to the results will reveal a formula for assessing the “I” as investment.

Det lyder skræmmende banalt; at identificere ens målsætninger og så tracke ud for det. Men det er det åbenbart ikke alligevel.

En helt anden ting er så, at ROI diskussionen slet ikke forholder sig til det principielle i, at det sociale net én gang for alle har ændret spillereglerne for interaktion og dialog mellem leverandør og forbruger. Det bliver et grundvilkår for at drive forretning – og enormt svært for diverse regnedrenge at sætte på en fast Excel-formel.

Har du overblik over, hvad du foretager dig på nettet?

Ind imellem kan man godt miste overblikket over, hvad man egentlig har gang i på nettet. Og når man samtidig godt kunne tænke sig at blive overrasket over noget uventet, som man alligevel synes er fedt, er det at en tjeneste som det nye Strings pludselig bliver spændende.

Strings er en tjeneste, der tillader en at tracke, hvad man foretager sig på nettet. Lige fra hvilke sider man besøger, hvad man foretager sig der til hvilke indkøb, man gør. Oplysningerne kan man vælge at holde helt tæt til kroppen og ikke vise for andre, så det kun er én selv, der får overblikket, eller man kan vælge at dele det med Strings’ andre brugere, hvis man gerne vil i dialog.

Uanset om man deler eller ej, kan man i anonymiseret form se, hvad andre folk, der minder om en selv, foretager sig og på den måde blive inspireret. Det er spændende og anderledes i forhold til f.eks. Facebook, fordi det her ikke nødvendigvis er folk man allerede kender, men folk, der har et brugsmønster, der ligner det, man selv har. Det giver nogle interessante perspektiver.

Strings står og falder naturligvis med, at der er fuldstændig styr på privatlivets fred sådan at forstå, at vælger man ikke at dele noget med andre, kommer disse data heller ikke ud. Men kan udviklerne bag holde det under lås og slå, kan Strings sagtens blive et godt instrument for alle os, der bare gerne vil have lidt mere overblik over, hvad det egentlig er, vi foretager os på nettet.

Penge er ikke det eneste saliggørende

Når vi snakker om mediers og journalisters fremtidsperspektiver, snakker vi altid om penge: Hvor skal pengene komme fra, spørger vi? Hvordan skal vi få dækket vores omkostninger og tjene til dagen og vejen?

Men, hvordan kan det være, vi snakker så relativt lidt om, hvordan vi kan skære vores omkostninger, så (1) det hele ikke behøver at blive så frygteligt dyrt, før vi får noget ud over rampen og (2) vi ikke skal vente helt så længe og håbe så meget, før vi kan se, der er lidt på bundlinien til, at vi rent faktisk kan få smør på brødet.

Spot.us’ seneste tiltag er et sjovt lille skridt i denne retning.

Tjenesten har gennem et godt stykke tid givet journalister mulighed for at pitche en historie overfor potentielle læsere og få sidstnævnte til at donere penge til at få historien lavet. Med vekslende held kan man vist roligt sige.

Men nu er Spot.us begyndt at give kunderne mulighed for at donere andet end penge. Tid til reseach f.eks. Så i stedet for journalisten skal sidde og tygge sig igennem en masse data, kan man få hjælp af en bruger, der gerne vil hjælpe og måske endda er meget bedre til at disekere store mængder data.

Det er da smart. For pludselig bliver opgaven lidt mere overkommelig for journalisten og knapt så dyr. Og dermed stiger – i teorien i hvert fald – muligheden for, at journalisten rent faktisk vil få sin historie funded og dermed også få mad den dag.

Gad vide hvornår vi begynder at tænke bare lidt mere i samme baner?

En himmelsk åbenbaring? Måske snarere sund fornuft

Tør man næsten tro det; alverdens mediebosser er for alvor begyndt at indse, at abonnementer og annonceindtægter ikke gør det alene. At der skal andre og nye indtægtsstrømme til, for at man kan få forretningen til ikke bare at hænge sammen men ligefrem også trives:

The mixed model has been the rule in business-to-business media for decades. A publisher attracts a loyal customer base in a targeted niche and services them in several ways, continually gathering information on customers and constantly tweaking the mix of subscriptions, events, publications, databases, advertising, reference books and anything else. This can work beautifully.

Jeg er fuldstændig enig. For mediehusene handler det – som jeg så ofte har sagt – om at få identificeret den mening og værdi, der gør, at kunderne finder dem relevante. Og denne mening og værdi er som sådan fuldstændig agnostisk omkring typer af ydelser, produkter, tjenester og platforme. Kun det oplevede udbytte tæller.

Skal man være lidt fræk, kan man sige, at det er vilkårene de fleste andre virksomheder har arbejdet under i årevis. Og at det er på tide, det også går op for mediebranchen.

(via PoynterOnline)

Mismod eller virkelighedsflugt?

I går havde jeg fornøjelsen af at få en rundvisning i et af de store mediehuse. Indsnuse atmosfæren og få en lille reminisens af, hvad det er for en branche, jeg også er en del af og i bund og grund er uddannet til.

Det var en blandet oplevelse.

Intet havde forandret sig. Jo, teknikken var en anelse anderledes, og der var netadgang og alle de andre basale ting, som ethvert storkontor har. Men stemningen var den samme som for 11 år siden, da jeg sidst havde min gang på en egentlig redaktion; alvorlig, ophøjet – og en anelse støvet. Som at befinde sig i en tidslomme.

Det, jeg ikke rigtig kan finde ud af, er, hvordan det kan være, det stadig er sådan? Er det en virkelighedsflugt, hvor menigmand på gulvet stadig opfatter sig selv og den virksomhed, man er en del af, som verdens navle? Eller er det i virkeligheden udtryk for en form for mismod og afgrundsdyb usikkerhed om, hvad der kommer til at ske i morgen? Om der f.eks. overhovedet er et medie at have et job på?

Jeg hælder til, at det må være en eller anden udstrækning af det sidste. For jeg nægter at tro, der findes nogle, der ikke er klar over, præcis hvor alvorlig situationen for mediebranchen er; at det er pølser, der skæres større og større skiver af, indtil der en dag ikke er mere pølse tilbage.

Så meget desto mere grund er der til at få øjnene op for nettets muligheder og se at etablere sig en alternativ karriere, mens der stadig er masser af ledige positioner at tage for de, der brænder for det.

Bannerne længe leve!

Det er næsten lige så populært at spå bannerannoncernes død, som det er at spå avisernes ditto. Men også kun næsten.

Men bannerneannoncerne kommer næppe til at dø foreløbig, efter at Google endelig har færdiggjort opkøbet af DoubleClick og har releaset en ny softwarepakke til udgivere, der nu også giver muligheder for at lade søgegiganten styre ens bannerannoncer.

Én ting er, at bannerannoncerne får nyt liv. Noget andet er priserne på dem, der efterhånden er drevet så langt ned, at det er de færreste, der med nogen troværdighed kan sige, det er en fremragende forretning for dem. Her vil Google’s tiltag nok komme til at betyde yderligere pres på prisen, fordi Google selv kommer fra et performance marked og alt andet lige – med markedets mellemkomst – vil bidrage til at forstærke den performance kultur, der er på bannerannoncerne.

Vil man som medie puste ekstra værdi i bannerannoncerne og tænke branding dybere ind, kræver det i min optik nye redaktionelle/kommercielle løsninger og fremfor alt integrerede løsninger. Det er her kampen om de branding kroner, der findes hist og pist i bannermarkedet, vil komme til at stå. Og dem, der satser på de rene bannerannoncer vil komme til at se deres udkomme fra disse svinde yderligere ind.

Rød medie-liberalisme dumper

Som en borger af borgerlig observans er det ind imellem svært at se, at Venstre skulle være Danmarks liberale parti. Og det bliver ikke mindre svært, efter en dag hvor partiets medieudspil kommer på bordet. For trods enkelte spæde liberalistiske toner er det et udspil, der emmer af statslig kontrol.

Men lad os kigge på et par af de kritiske punkter:

For det første lægges der op til, at det fremover er et såkaldt mediestøttenævn, der uafhængigt af platform skal bestemme, hvilke medier og medieprojekter, der skal findes værdig til støtte. Og mens det er prisværdigt, at støtten ikke bindes til f.eks. papir men kan gå til alle medietyper – herunder også online – gør Venstres ordfører Ellen Trane Nørby sig med forslag om at fratage støtten til medier, der gør sig i gossip og mode til fordel for mere samfundsopbyggende og etisk korrekte medier implicit til talskvinde for smagsdommeri, der ikke pynter på en liberalt sindet person.

For det andet savner jeg et mere visionært fremtidssigte i udspillet. Online får nogle få selvstændige linier, der mest af alt handler om, at nye medier skal integreres bedre i skolerne (!), mens en – i nyere bagklogskabs klare lys – en dødssejler som computerspilsbranchen skal tilgodeses med støtte, særlige uddannelser m.m. Det virker en anelse skævt.

Alt i alt sidder jeg tilbage med følelsen af, at der ikke er det store innovative, liberale fingeraftryk i udspillet. At de forventninger, man rette kan have til politikere, der er valgt på at ville mere frit initiativ og større betydning for markedskræfterne, er blevet trådt under fode. At det hele i virkeligheden ligeså godt kunne være forfattet på rød stue.

Det kan vel ikke være meningen, kan det?

Mål på det rigtige – og glem alt andet

En af rygmarvsreaktionerne, når noget ikke går, som præsten prædikede, er at lave redningsplaner og opsætte en rigid målstyring for at sikre, at den nye panikplan nu også bliver fulgt. Vi kender det fra den politiske verden med massivt bureaukrati og skrankepaver, når der kræves nye tiltag.

Men vi kender det også fra erhvervslivet og medieverdenen, hvor der vel ikke er en chef med respekt for sig selv, der ikke er styret af en eller anden form for hårde mål og/eller scorecard.

Men hvis man tænker over det, kan for mange mål gøre mere skade end gavn. Hvorfor? Fordi det tilsander det sande billede og gør det svært at agere skarpt og præcist – hvad præcis må være formålet med en ekstraordinær indsats for at rette skuden op.

Det handler med andre ord om at måle på det rigtige – og glemme alt andet. Om at bruge tid på at opstille præcis de 3-5 mål, som alle i organisationen kan forholde sig til og føler et eller andet for, fremfor at bruge den samme mængde tid – eller længere – på en kompleks struktur af KPI’ere, rapporteringsgange og Excel-ark, som ingen alligevel forstår og ingen alligevel bruger. Og som derfor er det rene spild.

Det er da logik for burhøns.

(via Quaero)

Er dit medie overhovedet intelligent?

Hvis du skulle lægge hovedet på bloggen og forsvare dit medie, hvordan ville du så gøre det? Ville du mene, det er et medie, der på intelligent vis er i overensstemmelse med sine kunder, eller tænker du, at I hænger fast i nogle dogmer, I kun selv forstår, og at ledelsen har hovedet dybt begravet i sandet?

Altid superskarpe Umair Haque har skabt et ‘wisdom manifesto’, og jeg har for egen regning tilladt mig at gøre den relevant for mediebranchen, så du har mulighederne for at vurdere, om dit medie virkelig er intelligent skruet sammen, eller om I i virkeligheden narrer jer selv.

  1. Udtryk mediets rolle i verden. Drop al snakken om interne værdier og alt det andet ligegyldige, der gør cheferne (og HR) glade og find i stedet ud af, hvilken rolle i spiller for verden. Og kommuniker den klart og tydeligt.
  2. Find energien. Brug tid på dem, der bliver negativt påvirket af, hvad det er, I går rundt og gør. Og gør det bedre. Og vær klar over at kunne skille negativ påvirkning rent konceptuelt fra den negative effekt, dårlig omtale af folk, der fortjener dårlig omtale, står for.
  3. Sæt en tændstik til. Sæt tid og ressourcer af til at lege og eksperimentere, så det hele ikke går over i drift og ren dag-til-dag reaktiv adfærd. Det er i virkeligheden den eneste måde at flytte sig på.
  4. Fremelsk fremfor at undertrykke. Når man fremelsker noget, kalder man på følelser. Og man har muligheden for at få en meget stærkere relation til sine kunder. Og det er noget, mediehusenes har mere brug for end så mange andre.
  5. Undersøg. Vær sikker på aldrig nogensinde at gå på kompromis med egne kvaliteter og egen positionering. Hav modet til at være noget unikt og anderledes – og dermed relevant og værdifuld for kunderne. Lad være med – som medieselskaber gør – at gøre mest muligt for at ligne hinanden.
  6. Løft barren. Lad være med at falde for fristelsen til at suboptimere på den korte bane her og nu. Tænk over hvad der skal ske også i morgen og ugen efter det – og ager efter det. For mediehuse handler det om at lade være med at måle, om man er to sekunder hurtigere med en nyhed end konkurrenten – men om nyheden i sig selv er relevant og meningsfuld for kunderne.
  7. Sæt et eksempel. Gå foran. Lad være med at falde for fristelsen til standardisering på et lavt niveau men sørg i stedet for at lede med et godt eksempel; vise hvad der kan lade sig gøre og skabe begejstring. Opgive vagtplaner og millimeter-management til gengæld for de store linier og udfordring af kreativiteten og arbejdsglæden.
  8. Forny dig hele tiden. Lær en række nye ting hver eneste dag og tag notits af dem. Vær nysgerrig efter det nye i stedet for angst for forandring.

Hvordan forholder dit medie sig til disse otte punkter? Er det et intelligent medie, eller er der nogle rigtig gode grunde til, I hænger i suppedasen?

Tænk hvis vidensdeling faktisk fungerede?

Gad vide hvor mange virksomheder – herunder naturligvis også medievirksomheder – der i virkeligheden har styr på den viden, medarbejderne sidder med?

Jeg spørger efter at have læst Jay Deragon’s indlæg på The Relationship Economy om, hvordan netop det at have et samlet overblik over og adgang til de aktiver, der findes i folks kollektive idéer og erfaringer, endnu er et område, der savner struktur:

Today’s on-line categorization of our assets rest in silo’s of information. Our resume, our relationships and our ideas are all contained in silos of information. No one has yet synchronized all three human assets and indexed them into a taxonomy of “knowledge assets” which could be used by the community. Imagine what could happen if our searches were more relevant and relative to finding “assets” that can help us create more value.

Jeg er sikker på, at allesammen kender situationen: Virksomheden går én vej, og rundt omkring i organisationen sidder der medarbejdere, der ryster på hovedet og tænker, at fik de bare lov til at komme til fadet, ville det hele gå meget bedre. Men det kommer aldrig frem som andet end snak ved kaffemaskinen mellem ligesindede.

Tænk hvis den viden kunne aktiveres? Tænk hvis et mediehus f.eks. kunne have en struktureret base over de mange kreative medarbejderes forskellige tilgang til mange af de udfordringer, ledelsen går rundt og tumler med, og som ledelsen måske – hånden på hjertet – er de MINDST velegnede til netop at finde de gode løsninger på? Måske ville det ligefrem være der – i medarbejdernes akkumulerede intellektuelle aktiver – at mange af svarene på disse udfordringer ligger?

Det er en skræmmende tanke.

Fra led Stormtrooper til rigtig Jedi

Hvis jeg skal tro de kloge hoveder, har jeg et job, hvor jeg vel stort set er det tætteste, man kan komme på en Imperial Stormtrooper: Jeg er Producer – Executive Producer oveni købet – og den slags er Imperiets onde forlængede arm, fordi:

A producer tries to “pull people” to their business.

A producer pulls people to their web site and the people are confronted with an anti-social experience and tricked into a “capture, control and frustrate” process.

Hjælp. Det lyder ufedt. Og det er slet ikke sådan, jeg opfatter hverken mig selv eller min rolle. Tværtimod. Jeg har tænkt mig at kæmpe imod den.

Mange har længe erklæret portaltanken for død. Og i klassisk forstand er jeg enig. Men jeg tror faktisk også på, der med den malstrøm af informationer, der strømmer rundt omkring på nettet og skaber mere forvirring end overblik er et marked for en ‘portal’, der forsøger at give et samlet overblik over nogle af de ting, som vi ved, vores publikum går op i.

Og selvom jeg gerne vil indrømme, MSN Danmark ikke er landets mest intellektuelt tunge medie, kan vi se, det vi gør, virker, og at der findes ganske store målgrupper, som er endog meget glade for os. Der er noget at bygge ud fra.

Spørgsmålet er bare, i hvilken retning der skal bygges?

Vi arbejder p.t. med nogle tanker, der – tror jeg – vil komme til at betyde en kæmpe ændring for opfattelsen af MSN. Et fikst lille kunstgreb, som jeg ikke vil afsløre, før vi gør det. Men som forhåbentlig vil komme til at vise, at man kan flytte sig meget med brug af ganske få ressourcer.

Jeg tror på, at denne ændring vil blive det første skridt på vejen mod et MSN som en rigtig attraktiv platform for de rigtige partnere og fælles skabelse af produkter og tjenesteydelser, der i sidste ende giver brugerne en større oplevet værdi. Og hvor både brugerne og annoncørerne vil have bedre muligheder for at interagere sammen og skabe en oplevelse, som alle får noget ud af.

Og at jeg i mit job kan flytte mig henimod det, der er virkelig sejt:

A conductor enables people to find the people, products and services they want, need or desire.

A conductor ensures that people are enabled to access, collaborate and share information seamlessly with no tricks, no intents to capture, control or frustrate people trying to use something to their benefit and the benefit of others.

Måske jeg ligefrem kan ende som en rigtig Jedi?

(via Relationship Economy)

Brug dog hjernen når en konsulent ringer på døren

Det er alt sammen meget godt, når social media guruer hævder, at traditionel online annoncering er spild af tid, penge og kræfter, og det eneste, der duer for en virksomhed, der gerne vil have succes (dvs sælge mere til sine kunder) er en dedikeret indsats på at komme i dialog. Jeg kan sagtens forstå argumenterne og langt henad vejen støtter jeg også helhjertet op omkring dem, men…

Hvis vi antager, at kunderne ikke gider give dig opmærksomhed på dine traditionelle annoncer, hvem pokker siger så, de overhovedet gider snakke med dig i diverse sociale medier?

Hvor mange af de varer og ydelser, du køber, gider du at gå i dialog omkring med producenten bag, om du så fik nok så mange chancer? Og vær nu ærlig.

Mit bedste bud på et svar til ovennævnte spørgsmål er, at det ca. er samme andel, som klikker på bannerannoncer…

Derfor:

Hver eneste gang, nogle med en sælger- og/eller konsulenthat på siger, at noget er det eneste saliggørende, og at noget andet er det mest tåbelige, du overhovedet kan begive dig ud i, bør du benytte lejligheden til at slå hjernen og din egen kritiske sans til. For virkeligheden er slet ikke så sort-hvid – virkeligheden er i farver.

Sociale medier, dialog og alt det spændende har bestemt sin plads og berettigelse. Og er super vigtig. Hvis det bliver gjort rigtig. Og nøjagtig det samme gælder for online annoncering.

(via Understand & Serve)

Smarte genveje betaler sig (næsten) aldrig

Situationen er klassisk fra undervisningslokalet: Der er dem, der laver deres egne opgaver, fordi faget tænder dem, og fordi de virkelig gerne vil vide mere, så de kan drive det til noget stort. Og så er der dem, der skriver af, fordi de på den korte bane gerne vil have nem succes – og satser på ikke at blive opdaget.

Mediebranchen – og måske især onlinebranchen – fungerer på stort set samme måde.

Der er dem, der virkelig sætter sig ned og fuldstændig hardcore udvikler produkter og tjenester, fordi de ikke kan forestille sig at gøre andet, og fordi de er tændt af en nærmest hellig ild, der siger, at dette MÅ de bare gøre, hvis deres liv skal give mening. Som er drevet af passion og begejstring. Og som resultat af deres anstrengelser får stor succes hos brugerne – og nogle gange endda også finansielt.

Og så er der alle dem, der bruger de kortsigtede løsninger. Som hustler sig frem med kopier af andres idéer, fuldstændig blind igleagtig afhængighed af andre, skumle aftaler, der ikke rigtigt tåler dagens lys. Som er drevet af de kortsigtede her-og-nu gevinster og egentlig bare håber på, det ikke bliver afsløret, de i grunden ikke har så meget at have det i.

Det gode ved det er, at i sidste ende bliver sidstnævnte som regel afsløret. Ikke at vi som sådan lærer noget af det, så historien gentager sig (det er vi også gode til i onlinebranchen). Eneste lille lyspunkt er, at det giver de gode – de rigtige – en mulighed for at skinne og få den kredit, de fortjener. For det gode vinder (forhåbentlig) til sidst.

Hvis de altså holder ud at skulle kæmpe mod de andre så længe.

(via Edge of Explosion)

Paywalls: Mediehusenes ‘Titanic’

I mediehusenes bestræbelser på at finde nye indtægtsstrømme og tage betaling for deres indhold, er der ét stort fyrtårn, der mere eller mindre rager op over det hele, og som alle kigger henimod i håbet om at få glimtet af den optimale model og den store succes: New York Times.

‘Verdens bedste avis’ har allerede bekendtgjort, at de fra 2011 vil indføre et betalingssystem, hvor man skal betale for forbrug af avisen online udfra princippet op, at det første fix er gratis, hvorefter det kommer til at koste, når du er hooked.

En temmelig ligefrem model, må man sige, selvom endnu intet er besluttet om, hvad ting skal koste, og hvornår det gratis fix løber ud. Og når man hører, hvad cheferne for New York Times selv havde at sige på den netop afsluttede Paid Content konference, kan jeg godt blive lidt bekymret for, om dette nye initiativ overhovedet er noget, der vil flyve ved kunderne:

The purpose of the model is to maintain a very large reach. The New York Times is largest newspaper website in the world, and it intends to maintain a large reach. The paper’s executives think that the publication can sustain a paywall now because so many consumers have come to rely on the paper as an international news source.

Satse på at det er en unik position indenfor nyheder, der skal være fundament for succesen? Det lyder mere end risikabelt.

We have reached a point where we have enough scope and scale to make this move. Our hope is that the idea of the metered model will allow us to remain a very very large website at the same time as we get a second revenue stream.

Undskyld, men var det ikke noget af det, der ikke virkede for Berlingske, da de for år tilbage forsøgte at gemme en stor del af deres indhold væk fra gratisterne?

The paper isn’t expecting revenue to grow much in the first year of the pay wall’s existence, but does plan to tweak the model until the paper brings in optimal revenues.

Lyder som om kunderne – den første forudsætning for overhovedet at have et produkt, man kan få succes med at sælge – ikke rigtig er med i ligningen. Men at det er tiltroen til egne evner – og evnen til at klappe sig selv på ryggen over egen ufejlbarlighed – der driver projektet. Hhmmm.

Alt i alt er jeg langtfra overbevist om, at The New York Times model – eller nogen tilsvarende model for den sags skyld – kommer til at virke efter hensigten. Der er ganske enkelt for meget klassisk mediehustænkning kombineret med et ‘nu-må-læserne-da-snart-komme-til-fornuft’ i det til, at det for alvor får det op at ringe som en mulighed, man kan basere sin fremtid på.

Der er snarere noget ‘Titanic’ over det. Og nej, det er ikke ment som en ros.

Subscribe to RSS Feed Følt mig på Twitter!