Kan man overhovedet som mediemenneske få værdi ud af en fokusgruppe? Når man har læst Grey Cardigans seneste klumme, der i øvrigt er hylende morsomt skrevet, kan man godt blive i tvivl. For så er fokusgrupper ikke andet end de helt forkerte mennesker, de helt forkerte frustrationer, minus værdi og spild af masser af tid.
Men er det nu også sådan?
Jeg tror, vi har en tendens til at se glasset som halvtomt frem for halvfuldt, når vi snakker fokusgrupper. Vi fokuserer på al den bøvl, der er ved dem, og på hvilke mærkelige mennesker, det er, der pludselig skal sidde og gøre sig åh så kloge på vores produkter.
I stedet burde vi se på dem som nogle, der rent faktisk ER så interesserede i det, vi laver, at de gider bruge masser af tid for en ringe hyre på at fortælle os face-to-face, hvad de synes. Og så prøve at ekstrapulere positiv værdi fra det.
Måske løser det ikke vores udfordringer her og nu, men kan det bringe os bare lidt videre (hvis vi har et åbent sind overfor det), er det bestemt også værd at tage med i en tid, hvor al input bør have en chance for at bringe medierne gennem de udfordringer, de sidder midt i.
Jeg er enig i, at der absolut er en diskussion her som ikke bliver taget nok i marketingafdelingerne. Hvad forventer vi at få ud af en fokusgruppe? Ved at skæve til bla. medicinalindustrien kan man se hvordan de faktisk får en masse ud af dem som bruges til at lave mere deltaljerede analyser på en større målgruppe med (her er fokusgruppen ikke dem der giver resultatet, men kun input til en større undersøgelse). På den anden side står Steve Jobs der siger at fokusgrupper ikke kan bruges til noget. Faktisk mener jeg at han langt henne af vejen har ret når det handler omkring konkret produktudvikling, hvor fokusgrupperne typisk bliver spurgt om konkrete ting (“kunne du tænke dig en telefon der ikke har en avanceret kamera, ikke kan modtage MMS, begrænset SMS funktionalitet, men tilgengæld er den god på nettet og så ser dem super godt ud”…
)
Måske er fokusgrupper i virkeligheden bedst til at bringe én i øjenhøjde med ens kunder og således anspore mere til selvrefleksion end til egentlig at tage det, de siger, for noget der kan bruges i produktionen?