Producér mindre indhold

Det kan godt være, det lyder totalt selvmodsigende i en tid, hvor alle mediehuse og skabere af indhold taler om at få endnu mere indhold ud på tværs af endnu flere platforme. Men forestil dig, at du et øjeblik gik den modsatte vej og – akkurat som i TV-reklamerne for DR P1 – valgte at løbe mod strømmen og rent faktisk producere mindre?

Producere mindre nyt men af bedre kvalitet og bruge resten af energien på at skabe hoved og hale i alle de andres indhold. Lyder det ikke som en idé? Det er i hvert fald en ‘value prop’, der vil noget, når man tænker på det kaos, der er på internettet.

Jeg hører ikke til dem, der tror på, at endnu mere indhold er lykken. Jeg tror på, at det rigtige indhold er lykken. Og at evnen til at vise vej til det bedste indhold – også det, man ikke selv har produceret – er prikken over i’et. Krymlen på lagkagen.

For helt ærligt: Hvad skal vi med alt det indhold, der bliver sprøjtet ud hver evig eneste dag? Det er super hurtigt fortærret og endnu hurtigere glemt, og taget i betragtning hvor mange ressourcer, vi rent faktisk bruger på at producere alt dette indhold, forekommer det mig at være et af de allerstørste ressourcespild, man overhovedet kan tænke sig.

Hvem har nogensinde sat sig ned og fundet ud af, at store mængder af nyt, overfladisk indhold er bedre i brugerøjne end lidt mindre indhold, der til gengæld er gennemarbejdet og giver værdi? Og er det i virkeligheden ikke bedre for alle parter, om en journalist bruger sin faglighed på at gå i dybden og producere kvalitet fremfor bare at producere kvantitet? For mig virker det som en no-brainer.

You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply