Digit.alt!

Hver eneste gang et reklamebureau eller en PR-guru taler om ‘at skabe content’, får jeg nervøse tics omkring øjnene.

For ofte kunne de lige så godt have sagt ‘fyld’, der kun er tiltænkt en rolle som noget, man kan stoppe ned i halsen på det sagesløse kvæg, der også går under betegnelsen ‘kunderne’ eller ‘brugerne’.

Og selvom de snakker om, at det handler om ‘dialog’, ‘være i øjenhøjde’ og alle de andre fine ord, vi alle kan hive frem fra gemmerne, tager det ikke mange minutter af en dialog, før det naturligvis går op for én, at dette er en win-win situation med et tvist; virksomheden skal vinde, bureauet/PR-guruen skal vinde – og så er der ikke så meget tilbage.

Af samme grund er det også sjovt at se, hvordan PR-bureauer forsøger at vinde ind på reklamebureauernes territorier – og i mindre grad omvendt – når det gælder det digitale og især noget, der har med sociale medier at gøre. For det er en kamp, der ikke alene forekommer at foregå i nogle meget lukkede cirkler, hvor den kun interesserer dem, der er direkte involveret. Det bliver lidt et spørgsmål om pest eller kolera; den ene fremfor den anden – men dog stadig en sygdom. Og samtidig er diskussionen også langt henad vejen irrelevant, fordi den ikke adresserer den grundlæggende udfordring:

Rigtig mange snakker om ‘det sociale element’. Men næsten lige så mange forsøger at proppe de sociale konventioner ned i en gammel analog afsender-modtager model. Forsøger at få en rund klods til at passe til et trekantet hul. Fordi de ikke helhjertet accepterer præmissen om, at med det sociale net er modellerne én gang for alle forandret. Fordi de ikke kan eller vil forstå omfanget af ændringen. Fordi de stadig hænger fast i dyndet fra i går.

Forstå mig ret; jeg har ikke noget som helst imod at arbejde sammen med hverken reklamebureauer eller PR-guruer omkring forskellige tiltag, der giver kommerciel mening i forhold til at gøre en forskel og skabe værdi for kunderne/brugerne. Faktisk er jeg nok nærmest en af de mindst forskrækkede rent kommercielt, man kan opdrive.

Men jeg får bare stadig nervøse ticks, når det i mere eller mindre pæn indpakning handler om at stopfodre nogle med noget, der lugter mere af i går, end det dufter af i morgen. Det virker bare så perspektivløst.