I mediehusenes bestræbelser på at finde nye indtægtsstrømme og tage betaling for deres indhold, er der ét stort fyrtårn, der mere eller mindre rager op over det hele, og som alle kigger henimod i håbet om at få glimtet af den optimale model og den store succes: New York Times.
‘Verdens bedste avis’ har allerede bekendtgjort, at de fra 2011 vil indføre et betalingssystem, hvor man skal betale for forbrug af avisen online udfra princippet op, at det første fix er gratis, hvorefter det kommer til at koste, når du er hooked.
En temmelig ligefrem model, må man sige, selvom endnu intet er besluttet om, hvad ting skal koste, og hvornår det gratis fix løber ud. Og når man hører, hvad cheferne for New York Times selv havde at sige på den netop afsluttede Paid Content konference, kan jeg godt blive lidt bekymret for, om dette nye initiativ overhovedet er noget, der vil flyve ved kunderne:
The purpose of the model is to maintain a very large reach. The New York Times is largest newspaper website in the world, and it intends to maintain a large reach. The paper’s executives think that the publication can sustain a paywall now because so many consumers have come to rely on the paper as an international news source.
Satse på at det er en unik position indenfor nyheder, der skal være fundament for succesen? Det lyder mere end risikabelt.
We have reached a point where we have enough scope and scale to make this move. Our hope is that the idea of the metered model will allow us to remain a very very large website at the same time as we get a second revenue stream.
Undskyld, men var det ikke noget af det, der ikke virkede for Berlingske, da de for år tilbage forsøgte at gemme en stor del af deres indhold væk fra gratisterne?
The paper isn’t expecting revenue to grow much in the first year of the pay wall’s existence, but does plan to tweak the model until the paper brings in optimal revenues.
Lyder som om kunderne – den første forudsætning for overhovedet at have et produkt, man kan få succes med at sælge – ikke rigtig er med i ligningen. Men at det er tiltroen til egne evner – og evnen til at klappe sig selv på ryggen over egen ufejlbarlighed – der driver projektet. Hhmmm.
Alt i alt er jeg langtfra overbevist om, at The New York Times model – eller nogen tilsvarende model for den sags skyld – kommer til at virke efter hensigten. Der er ganske enkelt for meget klassisk mediehustænkning kombineret med et ‘nu-må-læserne-da-snart-komme-til-fornuft’ i det til, at det for alvor får det op at ringe som en mulighed, man kan basere sin fremtid på.
Der er snarere noget ‘Titanic’ over det. Og nej, det er ikke ment som en ros.
