Vi har efter hånden snakket om det sociale net så længe, at trætheden er ved at melde sig, og vi begynder at lede efter det næste, der går hen og bliver rigtig stort. Sådan er det altid. Det er nærmest en slags naturlov, når vi snakker om nettet.
Én af de ting, flere og flere begynder at snakke om som det næste store fænomen er det lokale. Det, der foregår lige i dit lokalområde, og hvor specielt de smartphones, som flere og flere får, bliver en super god, relevant og hurtig måde at tilgå informationer på.
Jeg håber, at de kloge hoveder får ret. Og jeg tror det. For dels er det et område, der er ‘underserved’, som jeg ser det, og dels er det en oplagt mulighed for at levere noget til brugerne, der rent faktisk giver værdi og mening.
For det kan godt være, der er mange, der finder lokalt indhold uspændende – ja, decideret usexet. Og man kan godt forstå dem, når man ser, hvordan mange lokale medier dækker området. Men det er ikke desto mindre et faktum, at når vi som almindelige mennesker slår os ned i et område sammen med kæresten, får hus og børn og i det hele taget en travl dagligdag, begynder det at optage os mere og mere, hvad der foregår i området omkring os. Hvad vi får for vores skattekroner? Hvad vi ikke får? Samt ikke mindst hvordan vi bedst udnytter de mange tilbud, der er omkring os.
Set i dette perspektiv bør det lokale være en sand guldgrube i forhold til at levere indhold og nye services til brugerne – og vel at mærke services, der er så meget værd for ens dagligdag, at man gerne vil betale for dem.
Hvem der kommer til at levere disse ting er i mine øjne et åbent spørgsmål. Berlingske forsøger sig med dinby.dk, uden man af den grund hører meget om det, og Søndagsavisen forsøger sig med minby.dk, som det endnu er usikkert, hvad bliver til. Og så er der initiativer som lokus.dk, der måske – måske ikke – har fat i noget. Der er masser af plads for innovative nye tiltag, og der er næppe tvivl om, at dem der først dedikerer sig helt og fuldt til at betjene dette område bedst muligt, kommer til at sidde med en stor konkurrencefordel.
Gad vide hvem der kommer først?

