Digit.alt!

Her til aften skulle jeg have deltaget i en live studiedebat i ‘21 Søndag’ omkring danskernes holdning til medier.

Baseret på en undersøgelse fra Tryg-Fonden, der viser, at danskerne synes medierne overdriver en lang række emner, skulle jeg have givet mit besyv med og vurderet, hvad årsagerne kan være, og ikke mindst, hvad medierne kan gøre for igen at komme i øjenhøjde.

Men ak, få timer før udsendelse, blev jeg droppet til fordel for DR’s egen nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, som man åbenbart godt mente kunne tage folkets parti i denne sag. Det kan man så mene om, hvad man vil (personligt syntes jeg, det endte med at blive det mest nosseløse, ligegyldige spild af tid), men det skal ikke afholde mig fra her at forsøge at beskrive, hvad det var, jeg ville have sagt på TV, hvis Reimer Bo havde stået ved sin invitation.

Dybest set ville jeg have givet danskerne ret: Medierne overdriver vildt forskellige sagers væsentlighed. Et eksempel: Der er måske 200 af politiet registrerede bandemedlemmer i dette land med mere end fem millioner indbyggere, men ikke desto mindre får disse få lov til at fylde alt. Vi får indprentet, vi skal leve i frygt, men hvor mange har det reelt som en del af deres oplevede dagligdag? Næppe ret mange. Jeg har f.eks. ikke. Og jeg er næppe specielt unik.

Lidt det samme med finanskrisen (omend jeg personligt mener, det er et yderst relevant kæmpeproblem), hvor diskussionen er så abstrakt og meta-agtig, at den er svær at forholde sig til for menigmand. At diskussionen aldrig bliver gjort jordnær og konkret, gør det meget nemt at stikke hovedet i busken og sige, at medierne overdriver. For vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det, tænker mange.

Og hvad kan man så gøre ved det? Man kunne f.eks. starte med at introducere menigmand i ens newsroom. Alle medier har dem i dag, og de er pakket med skærme med diverse nyhedskanaler i én lang, selvsupplerende boble. Men intet sted kan journalisterne se, hvem det i grunden er, de arbejder for. Ingen steder manes der til eftertanke om, hvordan det, vi sidder og laver nu, overhovedet er relevant for andre end os selv. Og det er en super vigtig dimension at have med i en tid, hvor der mere end nogensinde er krav til medierne om at levere noget ekstra for at være mere relevante og af større værdi den almindelige borger, der bare er på rette tid og sted med sit mobilkamera og selv uploader.

For det er også en væsentlig pointe: At nyhedschefer, der tænker i ‘if it bleeds, it leads’ (ingen nævnt, ingen glemt kære TV2) konkurrerer mod enhver med et kamera og adgang til internettet, og dermed risikerer fuldstændig at overflødiggøre dem selv og deres journalistiske relevans. Tværtimod udvikler de sig hen i en retning, hvor de i virkeligheden rent psykologisk ikke er meget bedre end en pusher, der forsøger at forsyne sine kunder med det næste fix. Bare der er blå blink og blod, er det super, lader man til at synes. Den frygt, man er med til at opbygge, fodrer den næste historie i et eskalerende misbrug, der bare fortsætter og fortsætter. Men hvad er det, det giver nogen som helst? Måske lidt seere eller brugere her og nu. Men i det lange perspektiv? Lad os bare lade den stå lidt. For det er det store intet, vi her taler om…

Medierne trænger først og sidst til at tænke mere i almindelige menneskers dagligdag. Tænke i ‘pain points’ – hvad det er, der trykker almindelige mennesker – og være med til at sætte fokus og få løsningsforslag frem, der kan bringe os alle videre. Lukkedage, nedslidte skoler, kompetencer blandt lærere, trafik i lokalområdet, økonomi, sundhed. You name it – listen af virkelige værdifulde emner er alenlang. Den dag, vi har medier, der vil og kan det, har vi fået synergien mellem menigmand og medierne tilbage. Og dermed også medier, der ikke konstant er i den selvskabte krise, de kører sig selv rundt i, og hvor output i sidste ende for menigmand ikke er andet end til at brække sig over.

Det var sådan cirka bare det, jeg ville have sagt. Hej!

PS: Og så har jeg ikke engang benyttet lejligheden til at harcelere over, hvordan visse medier i den grad voldtager begrebet ‘Breaking News’ til ukendelighed…

PPS: Jeg giver ikke en døjt for de høje herrers selvransagelse og ‘nu-skal-vi-gøre-det-bedre’. Det er med statsgaranti glemt allerede nu.

Også bragt på Journalisten.dk i en lidt anden version