Kim Elmose og Peter Mose har en glimrende kronik i dagens udgave af Berlingske Tidende, hvor de beskæftiger sig med – hvad jeg opfatter som – det sjove i, at mange lokalpolitikere tror, at en social media strategi kan sikre dem succes ved efterårets kommunalvalg. Facebook, Twitter og andre tjenester er nærmest blevet garant for en plads rundt om bordet i de nye kommunalbestyrelser, skulle man tro. Men er de nu også det?
Jeg kan huske, jeg var ved at dø af grin, da jeg for nogle måneder siden læste, at den lokale socialdemokratiske borgmesterkandidat i Nyborg ville bruge Facebook som en integreret del af sin kampagne for at fortrænge Venstre fra magten denne gang. Mit latteranfald kom sig af, at når jeg gik rundt på gader og stræder og forsøgte at spotte, hvem det er, Erik – som han hedder – skal håbe på bringer ham til magten, spottede jeg ikke ret mange, der ville bruge ret meget tid på at interagere med manden på de sociale medier. Tværtimod spottede jeg mange, der nok synes, det ville være mere hyggeligt at gå en tur i gågaden, få en rose til konen og måske en kop kaffe (allerhelst en bajer – man er vel i en arbejderby?) og en god snak, mand til mand, fjæs til fjæs. Og det er hele forskellen.
Sociale medier kommer aldrig nogensinde til at redde en lokalpolitikers valg. I hvert fald ikke udenfor den fire-fem største byer i Danmark. Det tør jeg næsten godt garantere. Tværtimod har jeg ondt af de politikere, der har lyttet til smarte lokale reklamefolk, der aldrig rigtig selv har beskæftiget sig med sociale medier andet end at læse om dem i avisen, og fået dem til at investere i en social media strategi. Det er efter min bedste overbevisning spild af penge og et klassisk eksempel på, at den kloge narrer den mindre kloge. For de lokalpolitisk håbefulde er der kun ét at gøre: Kom ud på gader og stræder og snak med så mange mennesker som muligt i levende live – det er den slags, der flytter noget. Og dybest set den form for relation til de folkevalgte, som vælgerne mest ønsker.
Tak for de pæne ord.
Jeg ved i hvert fald at der er en del politikere, der kalder konsulenter ud for at fortælle dem, hvordan de skal agere på sociale netværk. Det er bare forkert at tro, at de kan opbygge en relation og meningsfuld dialog på 2 måneder – og vinde derved. Det tager TID – og så er det ikke en gang sikkert at det skaber vælgerskred. Men hvis de gjorde , kvalificerede de måske deres arbejde som politikere ved at få vendt argumenter og deslige med vælgerne. Men det tæller vist ikke rigtigt – for flertallet .
Jeg har nu lidt svært ved at se det glimrende i kronikken. For mig virker det mere som et hånende, og unødvendigt, nedadrettet spark oppe fra URL-intelligentsiaen.
Faktisk argumenteres der i kronikken ganske fint for, at man KAN skaffe opbakning til mærkesager via Facebook. Og nej, jeg tror heller ikke, at kommunalvalget vindes på nettet i denne omgang. Men politikerne kan hurtigt opbygge og pleje et netværk af ambassadører via nettet.
Og så vil jeg give point til politikerne for at gøre sig tilgængelige og afprøve nye måder at være tilstede på. Om nogen ville jeg forvente, at DONAs formand glædede sig over den udvikling.
I den bedste mening.
Håkon, tak for kommentaren. Jeg er enig med dig i, at man via sociale medier kan samle opbakning til en sag. Problemet her er bare, at der rundt omkring i landet sidder en masse håbefulde lokalpolitikere, der – tro mig – tror, det er sag nok bare at være på Facebook – at resten ordner sig selv. Disse har intet at byde på, som egner sig særligt til at skabe en social media-succes udover de sædvanlige læserbreve og gammelkendte meninger til dette eller hint. Tror du virkelig, det flytter noget?
De flytter i hvertfald sig selv. Og hvad så om de kludrer i det?
Jeg lærte ikke at cykle, ved at mine forældre fortalte mig i detaljer om inerti, balance, aktion/reaktion etc. De lod mig falde et par gange, og så fattede jeg ligesom det grundlæggende med tiden.
Læs her om begejstring: http://post.ly/5Uib
Problemet er for mig at se, at det er de færreste politikere, der føler noget oprigtigt for at bruge de sociale medier til at komme i dialog med borgerne. De ser det som et redskab, der kan udnyttes – ja, udnyttes – til at skaffe nogle nemme stemmer ved valget, og så snart resultatet er kendt, gider de ikke sociale medier mere. Havde de bare vist en oprigtig interesse og passion for denne form for dialog, var det super. Men politikere, der bare forsøger at udnytte et ‘buzz’ fænomen uden dybest set at ville eller gide forstå det, har jeg intet tilovers for. Men godt for diverse konsulenter, hvis de i processen kan slå disse uvidende politikere for noget mønt…