Trine-Marie Kristensen fra SocialSquare har på sin blog givet sit bud på, hvad 10’erne kommer til at handle om ud fra et socialt perspektiv – at det kommende årti bliver praktikernes årti. Jeg er enig langt henad vejen, og valgte at kommentere hendes indlæg således:
Jeg tror, jeg vil give dig ret et meget langt stykke henad vejen. Ikke fordi det, der kommer til at foregå i sig selv er et voldsomt visionært kvantespring, men fordi det sociale som omdrejningspunkt efterhånden får så stor en plads i vores liv, når vi ikke er på arbejde, at det bliver meget svært for os at forstå, hvorfor det så ikke skulle være der, når vi nu sidder på pinden.
F.eks. tror jeg på, at topcheferne for alvor begynder at forstå det her – og dermed også åbner op overfor forandringens vinde – når de ser deres egne børn, venner (eller måske sig selv) kaste sig over de forskellige medier (for ja, medier er stadig katalysatorer for faktisk opførsel – desværre). Intet er bedre og stærkere end eksemplets magt.
Når alt dette er sagt, tror jeg processerne bliver det afgørende. Hvis man kan få dem på plads, kan man skabe lydhørhed for, at få folk med ved at love dem, at processerne giver overskud til noget andet, der er mere sjovt at beskæftige sig med. I virkeligheden er og bliver teknologien det mindst interessante, og folk – konsulenter eller andre – der bruger teknologisnakken som rambuk for en diskussion bør have lov til at blive langsomt kvalt – billedligt talt naturligvis – i deres egne kabler.
Uanset hvad bliver 10′erne superspændende. Vi er kun ved at få prikke hul på en meget spændende byld her.
Pointen omkring processerne her er i virkeligheden lidt større, og derfor vil jeg godt lige uddybe den lidt:
Det sociale er for mig en forlængelse af ganske almindeligt liv. Liv forstået således at vi interagerer med vores omgivelser hver evig eneste dag på mange forskellige måder, og hvor vi før var vant til at dette var noget, der for mestendelens vedkommende foregik offline, har vi nu online en masse redskaber og tjenester, der faciliteter denne kernekompenent i vores liv.
Når det er sagt har vi dog også en tendens til at sætte vores egne processer op for, hvordan vi interagerer med egne mennesker, uanset om disse processer er nok så subtile. Der er en bestemt måde, vi er sammen med tæt familie på versus hvordan vi taler med kolleger f.eks. Og derfor tror jeg, at processerne bliver afgørende. Også fordi enhver form for forandring rent erfaringsmæssigt bliver lettere, hvis der er en proces, man kan holde sig fast til, når man går hen og bliver lidt usikker.
Det sidste, der i princippet er interessant, er som nævnt teknologien selv. Den er udelukkende en enabler – noget der skal være til stede for at det virkelig vigtige kan lykkes. Intet andet. Så enhver der siger, at teknologien er det eneste saliggørende, bør vises døren.
