Egentlig er det tankevækkende, at hver eneste gang vi snakker om mediehuse som en forretning her i landet, snakker vi om, hvor mange penge, der skal til i reklameindtægter eller – uha – statsstøtte for at få det hele til at løbe rundt. Hvorfor snakker vi ikke i stedet om, hvor mange penge vi realistisk set tror på, vi kan tjene, og så definerer vores omkostningsstruktur ud fra det? Det virker umiddelbart en anelse mere kløgtigt. Ganske som Jeff Jarvis foreslår.
De rigtig kloge vil sikkert indvende, at kvalitet koster, og hvis man følger ovenstående metode, vil man ende med medier, hvor der stort set ikke er en eneste journalist ansat, og vi vil få en kvalitet – eller snarere mangel på samme – der vil være derefter. Men spørgsmålet er, om det nødvendigvis behøver gå så galt?
Jeg hører til dem, der tror på det gamle ordsprog om, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. At hvis vi bliver tvunget til at sætte tæring efter næring, så finder vi også en udvej. Og i sidste ende også en god udvej. En udvej der ender med at bringe os et helt nyt og bedre sted hen, end hvor vi er i dag. Hvor drift af medier igen bliver en forretning, der lever i overensstemmelse med det marked, medierne fungerer i, og hvor vi ikke hele tiden skal diskutere den ene latterlige form for statsstøtte efter hinanden, der dybest set ikke fører andet med sig end at lulle os allesammen i søvn, alt imens den fælles regning bare tårner sig op. Og hvor vi undervejs i processen finder nye og meningsfulde måder, vi kan servicere vores kunder på, mens vi rent faktisk også tjener penge på at gøre det.
Hvis diverse mediebosser mente noget som helst med det, når de siger, at medier skal fungere på kommercielle vilkår og reflektere kunderne og deres forbrugsmønstre, burde de springe på ovenstående og se at komme igang. Men jeg kan godt have mine tvivl om, om de i virkeligheden gør det? Om mange ikke i virkeligheden har det som børsmæglerne i New York, der er de fremmeste kapitalister, når de går rigtig godt for deres selskaber – og de største socialister, når kryben er tom og hestene bides.
