Jeg har begået en ny klumme til Mediawatch.dk. Denne gang stiller jeg spørgsmålet, om tiden i virkeligheden er løbet fra det klassiske lokalmedie?
Jeg tror på ingen måde, at folk ikke interesserer sig for lokalt indhold. Men jeg tvivler på, at folk i længden er interesseret i den måde, der i dag begåes lokaljournalistik på. Ofte opleves denne dækning ganske enkelt ikke som værende specielt relevant i forhold til de kunder, der alt andet lige skal understøtte avisen ved at købe den enten i løssalg eller i abonnement.
Der er for mig at se behov for, at lokalmedierne redefinerer sig selv. Finder ud af, hvordan de ressourcer, man råder over, bringes bedre i spil for at tjene lokalsamfundets – forstået som borgernes – interesser. Og måske kræver en sådan ændring, at der gøres helt fundamentalt op med det gamle lokalmediekoncept? Spørgsmålet er i hvert fald åbent.

