Ingen nærmer sig vel så meget lemminge-opførsel som mediebosser, der leder en økonomisk redningsplanke i disse krisetider? En søgen der i al sin futilitet – i hvert fald på den måde, der bliver tænkt – leder længere og længere mod afgrunden, fordi man netop forsøger at følge det, de andre gør.
For at en bevægelse kan starte, er der som regel én, der skal tage det første skridt. Og her tror de etablerede medier, at de kan efterabe de få succeshistorier, der er derude. Men ganske som Jeff Jarvis erklærer The Economist til at være i en liga for sig selv, må vi bare tørt og roligt konstatere: Alle kan ikke være en Ferrari. Og du, kære medieejer, er bestemt ikke én.
Succeser er som ofte kendetegnet ved, at de har noget unikt over sig. Enten formår de at bevare det, når de får succes og lukker dermed per automatik de andre ude, eller også udvandes det unikke, og det hele hives ned i en sump præget af inderlig ligegyldighed. Pointen er den samme: Alle kan ikke være super gode; i lige med Ferrari.
Derfor må enhver forandring på vej bort fra afgrunden tage udgangspunkt i det enkelte medie. Hvad er mediets styrker? Hvad kan dyrkes til at blive et særligt kendetegn, der kan give det pågældende medie sit eget kendetegn, der ikke nødvendigvis er Ferraris men så noget andet og ligeså attraktivt? Det er alt andet end lemminge-opførsel, der skal til.
Kan man ikke det, er man dømt til at ligge og konkurrere i den tunge ende af feltet, hvor det hverken er sjovt, lukrativt eller specielt perspektivrigt. Og hvor det kun er ens tålmodighed kombineret med hang til masochisme, der afgør, hvornår man har fået nok.
