Værd at vide (om mig)

Er der et eller andet, du godt kunne tænke dig at vide omkring mig, eller har du et spørgsmål, du brændende ønsker at stille mig, er der en vis sandsynlighed for, du kan finde svaret her på denne side. For her har jeg forsøgt at samle de spørgsmål, som folk oftest stiller mig.

Hvad er det egentlig, du arbejder med?

Til dagligt arbejder jeg hos Microsoft Danmark, hvor jeg som Executive Producer er ansvarlig for portalen MSN.dk. MSN er et af Danmarks største kommercielle online medier, der hver eneste måned besøges af ca. 1,4 mio. brugere, og det er min opgave sammen med mit team på fem mand at sørge for, at disse brugere får en rigtig god oplevelse og ønsker at komme igen og igen og igen og…

Hvordan kan du arbejde for Microsoft?

Microsoft er af mange årsager en fantastisk virksomhed at arbejde for. Det, der tænder mig mest, er den enorme passion for ny teknologi og nye muligheder, der driver mange af mine kolleger, og som jeg finder enormt inspirerende. Og så synes jeg, det er spændende at være i en virksomhed, alle har en holdning til, og hvor der som regel er et svar eller en proces for alt. Danske virksomheder kunne virkelig lære rigtig meget af den struktur og det drive, der findes i en sådan virksomhed. Og så har jeg slet ikke nævnt de mange muligheder, der i sig selv er i at være en del af en stor multinational virksomhed. Er du selv blevet tændt på Microsoft? Så se aktuelle ledige stillinger her.

Hader du så alt, der ikke står Microsoft på?

Nej, det gør jeg absolut ikke. Jeg tror ikke på den der skrøne med at forsage alt, hvad andre laver. Tværtimod tror jeg på at embrace konkurrenternes produkter og ydelser, så man får et førstehåndskendskab til, hvad det er, der får kunderne helt op og ringe omkring dem. Og på den måde blive inspireret til, hvordan man selv kan blive meget bedre. Det synes jeg er det intelligente og rigtige valg.

Hvad laver du, når du ikke er på job?

Jeg skriver først og fremmest rigtig meget. Ca. et par timer hver eneste dag og primært her på disse sider. Men ind imellem bliver det også til klummer på henholdsvis Journalisten.dk og MediaWatch.dk, selvom det ikke bliver til så meget, som jeg gerne ville. Når jeg ikke skriver, tager jeg gerne ud og holder foredrag eller underviser. Jeg holder jævnligt foredrag omkring nye medier og de nye muligheder, det giver, og et par gange hvert semester har jeg fornøjelsen af at undervise kommende journalister på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus. Endelig prioriterer jeg også familie og venner rigtig højt.

Hvad tænder dig?

Muligheder, muligheder og atter muligheder. Det er det, der er det absolut fedeste ved at arbejde med digitale medier: At verden ligger åben foran én, hvis man bare gider at tage fat. Kombineres denne passion med samværet med andre, der ser verden på samme måde og også lader sig begejstre af ting, der bare intuitivt giver mening og gør det hele lidt bedre, er det bare perfekt.

Hvad er turn-off for dig?

Folk der ser udfordringer over det hele og satser på det, de kender og har det godt med. Som tror al forandring per definition er umulig og slet ikke kan se relevansen i at prøve noget som helst nyt. Og så folk, der betragter kunder som sagesløst kvæg, der ikke har mæle men bare skal tvangsfodres med møg dag ud og dag ind. Endelig siger folk, der er enormt dårlige til at lytte og allerhelst hører sig selv, mig ikke ret meget.

Hvad er din drøm?

Den samme som Steve Jobs‘; at lave en bule i universet. Og – som Richard Branson så rigtigt siger det – “have fun” mens man gør det.

Hvad er dit billede af succes?

At lykkes sammen med andre. Følelsen af at lykkes som et team er ubeskrivelig. Mens følelsen af at lykkes som individ forekommer mig en anelse hul.

Hvordan kan jeg høre et af dine foredrag?

Det er meget enkelt. Enten booker du mig ved enten at sende en mail eller ringe til mig – detaljerne står i boksen til højre. Eller også sørger du for at være på pletten blandt tilhørerne, når jeg er ude for at tegne og fortælle, synge og danse. Hvis du vælger at booke mig aftaler vi sammen rammerne for foredraget og en pris. Det er virkelig meget enkelt.

Er der andre måder, du kan hjælpe mig på?

Ja, det er der. Jeg har samlet nogle forskellige tilbud fra dig til mig, som du kan se her.

Hvem andre arbejder du sammen med om foredrag o.lign.?

Jeg har den store fornøjelse at arbejde uformelt sammen med de brillante fremtidsforskere hos FutureNavigator. Vi svinger rigtig godt sammen og ser verden fuldstændig ens, så det virkede meget naturligt også at lege sammen med dem, når muligheden opstår. De er nogle af den slags mennesker, der meget gerne måtte være mange flere af.

Hvor kan jeg møde dig?

Jeg færdes rigtig meget på nettet, så du er velkommen til at hooke op med mig her. Du kan følge mig på Twitter, hvor jeg både er som professionel (@vadnu) og som privatperson (@mjvk). Du kan også finde mig på LinkedIn både på min profil og i gruppen Danske Online Pionerer, som jeg har startet, og hvor vi i dag er mere end 400 medlemmer. Endelig er du velkommen til at foreslå venskab på Facebook, hvis du er en, jeg kender, og vi ikke allerede er venner.

Comments are closed.