Det er en saga blot, at Danmark er landet, hvor den venlige politibetjent hjælper andemor med at få sine ællinger sikkert over den befærdede gade. Nu er vi landet, hvor man kan gå i Nyhavn, drikke en lokal kvinde under bordet, gøre hende med rogn og så ellers rejse hjem igen.
Det må være logikken, efter at VisitDanmark i går stod frem og indrømmede, at det var dem, der stod bag den famøse virale videokampagne med Karen, der søger en far til hendes lille søn. Som direktør Dorte Killerich sagde det i TV 2 Nyhederne er Danmark totalt ukendt ude i den store verden, og nu er vi i hvert fald kendt for noget.
Bravo! Hvem giver hende silkeskoren?
Ikke alene er budskabet i videoen faktuelt løgn. Det er også i overført betydning løgn. For Danmark er slet ikke den type samfund, der lægges op til, som Jacob Christensen her beskriver på meget elegant vis. Der er tale om en ren potemkin-kulissse – og det endda én af noget tvivlsom slags.
Derudover har vi også slået fast – og her kommer den her relevante pointe – at i de sociale medier, må vi gerne lyve. Herregud, det er jo kun internettet, og her bliver der i fru Killerichs version løjet hele tiden. Så hvad gør en løgn ekstra? Noget som VisitDenmark’s bureau, Grey, tilsyneladende bakker 100% op og dermed også – som Patrick Damsted skriver – diskvalificerer sig selv som et bureau, det er værd at satse på i fremtiden.
Ak, ak. Hvordan skal man nogensinde kunne stole på sociale medier – dialogen mellem mennesker – og bruge det som redskab til at skabe mening og værdi, når det er mega-skæverter som denne, der stjæler mediebilledet?
[...] mit lille bidrag til diskussionen, fordi jeg mener, den faktisk også er spot on ifm. med den netop aktuelle Karen-sag: Rigtig meget af det, der i dag kommer ud fra virksomheder, organisationer, politikere, medier [...]