Kategori — Privat

Der går stort set ikke en dag uden meldinger om fyringsrunder eller rygter om nært forestående af slagsen. Krisen kradser, og virksomhederne er begyndt at skære ned og forberede sig på, hvad der godt kan vise sig at blive en økonomisk atomvinter. Ikke at jeg tror, det går så galt igen, men vi vestjyder er jo ikke kendt for at kaste om os med de positive verber.

Det rigtig gode spørgsmål er så, hvad man kan gøre som arbejdstager for at stå imod sådan en krise? Svaret vil naturligvis variere, men jeg tror virkelig på, at der er meget, man selv kan gøre. Man kan f.eks. tage sine forholdsregler og indse, at der nu gælder nogle helt nye regler, som man er nødt til i hvert fald at overveje at spille efter, hvis man vil være en af dem, der flyder ovenpå.

Det er ikke tit, jeg ser en virkelig god oversigt over, hvad man kan gøre for at karriereplanlægge i en tid, der kun er præget af hastig forandring og usikkerhed. Men social media-eksperten Chris Brogan har faktisk én, som jeg varmt vil anbefale, at du kigger på. For som han citerer Gandhi for:

…we all have the same number of hours in the day, and it’s how we choose to use them that matters.

Der går år og dag imellem, at jeg læser Se&Hør og endnu længere imellem, at jeg rent faktisk køber bladet. Sidste gang var, da de havde en eller anden film med, som jeg gerne ville have men ikke rigtig ville give noget for.

Men selvom man ikke læser Se&Hør, kan man jo godt lægge mærke til spisesedlen for ugens blad. Og med det blad, der er ude lige nu, kan man bare konstatere, at der skam er ‘liv’ på bladet, efter at tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup skred til TV 2. Det er nøjagtig lige så grænsesøgende, som det altid har været.

Jeg er normalt ikke specielt fintfølende, men som én, der også har prøvet hvad det vil sige pludselig at miste én, der står én meget nær, kan jeg ikke undgå at fyldes med væmmelse over den ‘behandling’, som Kandis-forsanger Johnny Hansen får i ugens udgave af sladderbladet.

Hvad nogle vil gøre bare for at sælge en letfordærvelig vare er ikke småting.

Jeg har spekuleret over det længe, men her til aften fik jeg det endelig gjort: Jeg fik oprettet en konto på MyC4.com og er nu begyndt at tilbyde afrikanske entreprenører mikrolån til deres forskellige forretningsprojekter.

Selve konceptet finder jeg grænsende til det geniale. For jeg har svært ved at forestille mig en bedre måde at hjælpe andre på end at hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Se det er rigtig udviklingsbistand. Og så var det, jeg kom til at tænke på, om en sådan model måske kunne virke i andre sammenhænge?

Medieverdenen for eksempel. De fleste medieselskaber fattes penge, afstanden mellem medier og deres kunder (os) har stort set aldrig været større, og samtidig er behovet for information større end nogensinde. Kunne det ikke være en oplagt mulighed for at tænke tingene lidt anderledes?

Hvad hvis man lod os investere i de medieprojekter, vi som forbrugere gerne vil se fremmet? Kunne man forestille sig en model, hvor vi for hver investeret krone sender de 80 øre afsted til det projekt, vi har øremærket og 20 øre til alle de andre ting, som medierne også skal tage sig af - i vores allesammens interesse - men som vi ikke nødvendigvis er bevidste om? Eller en større andel, hvis det var nødvendigt.

Pointen her er ikke, hvor meget, der går til hvad, men at der kommer en form for sammenhæng mellem det, vi som kunder efterspørger og gerne vil have ekstra fokus på og så det produkt, som medierne rent faktisk leverer. Tænk hvis vi kunne få noget mere medbestemmelse? Jeg tror personligt, det ville lokke langt flere af os til fadet - og ende med at blive en rigtig god, holdbar forretning for medierne.

I morgen starter hverdagen igen. Yes, ferien er slut. Og øv for det.

Det er absolut ikke, fordi jeg ikke gerne vil arbejde. For det vil jeg hjertens gerne. Jeg har et rigtig godt job, jeg holder af med masser af dejlige kolleger. Og jeg har en række gode sideprojekter, jeg ligger og roder lidt med. Nej, det skyldes bare, at jeg dels havde brug for ferie og sagtens kunne bruge noget mere - og at jeg lige havde vænnet mig til, at det nu rent faktisk var ferie. Og det kan man altså godt blive forvænt med, skal jeg lige hilse og sige.

Ferien har været over al forventning for mig. Egentlig havde jeg frygtet den lidt, for det var jo jul, og enhver ved, at den første højtid efter en livskrise kan være endog meget svær. Jeg synes dog, at jeg er kommet rigtig godt igennem den, og en række forskellige rigtig gode ting gør, at jeg faktisk ikke har været så optimistisk omkring fremtiden længe, som jeg er netop nu. Det er en ubeskriveligt dejlig følelse, når man nu synes, at man virkelig har nærstuderet bagsiden af livets medalje gennem længere tid.

Så alt i alt er jeg vel egentlig ganske fit for fight til at komme tilbage og give den en skalle på jobbet. Så watch out!

I dag er det min fødselsdag. Jeg bliver 33 år. Hurra for mig.

Seriøst, at fylde år er ikke det helt samme, når man først er nået ud over det stadie, hvor det er antallet af gaver og gæster, der betyder noget. Nu er det dagen for mig mere en dag, hvor jeg gerne vil hygge mig i selskab med mennesker, der virkelig betyder noget for mig, og hvor jeg får mulighed for at reflektere lidt over året, der er gået, og året der kommer.

Faktisk tror jeg for sidstnævntes vedkommende, at det er den eneste formildende omstændighed ved at have fødselsdag så kort inde i det nye år; det er virkelig et rigtig godt tidspunkt at reflektere på.

Når jeg ser fremad ser jeg udelukkende muligheder. De sidste måneder af 2008 var - med ganske få undtagelser - ganske rædselsfulde, og det gør, at jeg mere end nogensinde før føler, at verden ligger åben for mig. Det skylder jeg mig selv at udnytte på bedst mulig vis. Så det vil jeg arbejde på i året, der kommer.