Argumentet for Newspass lyder, at hvis bare der er én løsning, der kan bruges på tværs, er chancerne for succes bedre, end de ellers ville være. Øøhhhh, nej.

Hvorfor? Husker du Valus? Det danske forsøg i starten af dette årtusinde på at lave præcis en sådan løsning. Forsøget der blev en bragende fiasko. Ganske vist var det lidt klunky at bruge – hvilket ikke hjalp – men meningen var der; én løsning til alle formål.

Hvorfor fejlede Valus? Ikke alene fordi systemet var klunky og var bakket op af en norsk bank, ingen nogensinde havde hørt om. Men også fordi indholdet, man kunne købe, bare ikke var noget folk gad at betale for. Ja, så simpelt var det.

Det sidste har ikke ændret sig. Indholdet er stadig det samme, hvor udbudet det ene sted til forveksling ligner udbudet det andet sted. Og så længe det bliver ved med at være sådan, vil ingen betalingsmur – uanset hvor sindrigt den er opført – kunne gøre nogen markant forskel.

Del/bookmark

Der bliver snakket om, hvordan sociale medier snupper flere og flere indtægter – ja, faktisk hvordan de ‘stjæler’ dem, selvom medieselskaber mig bekendt aldrig har haft noget ejerskab over indtægter til at begynde med. Der snakkes om de troløse unge, der ikke vil betale for noget som helst, og hvordan mediehusene har brug for at udvikle sig til supermarkeder, der sælger alt muligt andet. Alt sammen hørt og prøvet før.

Faktisk kommer Anker Brink Lund med den eneste bare nogenlunde interessante betragtning. Nemlig den, at 50 % af danskerne ikke kan nævne bare én væsentlig nyhed, der er sket indenfor de seneste 24 timer. Dét burde man sætte sig ned og tænke over hos diverse medieselskaber og kritisk vurdere, om alle ressourcerne virkelig skal anvendes på at opretholde et dyrt og – viser det sig – dybest set ligegyldigt nyhedsræs 24/7. Hvad de mange ressourcer dog ikke kunne bruges bedre til rent journalistisk.

At han så samtidig mener, at en vinderstrategi kan vise sig at være at få staten til at betale for gildet viser bare, præcis hvor store udfordringer medieselskaberne står med. Og hvor lidt medieforskerne reelt set har at byde ind med, når det kommer til stykket.

Del/bookmark

Hvorfor ville jeg blive bekymret? Fordi Google på optimeringssiden er godt i gang med at overhale samtlige konkurrenter indenom. For helt ærligt; hvem kender du der kan matche Google, når det kommer til analyser og mulighed for hands-on optimering af kampagner?

Med sit benhårde ingeniør-fokus skal søgegiganten nok få luget ud i de sidste uhensigtsmæssigheder, når man skal planlægge og distribuere sit kampagnebudget. Og der skal nok være en masse mindre sites og nichesites, der signer op til Googles platform, så man også på udbudssiden har rigtig meget at byde på. Det ligner én lang sejrsmarch for Google.

Derfor kan man også sige, at det er ved at være sidste udkald ikke bare for medier men også for bureauer. For med den slags systemer, som Google ruller ud, og hvor man kan betjene sig selv, hvem pokker har så brug for nogle til at gøre arbejdet for sig? Jeg kender ikke ret mange, der vil synes, det arbejde er væsentligt at betale ekstra for.

Det vil mere end nogensinde være en god idé om både medier og bureauer begynder at fokusere på ting, der lader sig løse knapt så godt af Googles algoritmer som pris og optimering; kreativitet og et holistisk billede af ens kampagner.

Del/bookmark

Lad os først starte med at sætte os i den enkelte brugers sted og spørge: Hvad er det, jeg håber at få ud af at kommentere på noget? Er det ønsket om at ændre på noget? Næppe. Er det ønsket om at indgå i dialog? Måske. Er det ønsket om at blive profileret og eller hørt? Tjah, mon ikke det begynder at snerpe.

At kommentere er altså i vid udstrækning drevet af et ønske om at skabe synlighed for sig selv. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det er den enkeltes forsøg på at annoncere for sig selv og egne holdninger. Og alle andre steder koster annoncer penge. Så hvorfor ikke forlange betaling for at tage imod folks kommentarer?

Igen, jeg ved godt jeg er ude på en planke her, men forsøg at følge tankesættet. Og lad mig gerne vide hvor det er, det i givet fald fejler.

Del/bookmark

Medmindre jeg har andre end personlige og egoistiske motiver for øje, vælger jeg naturligvis det åbne og gratis medie, fordi synligheden der er størst. Flest mennesker har mulighed for at stifte bekendtskab med mine guldkorn, og sandsynligheden for, at det øger kendskabet til mig og muligvis giver mig flere muligheder i karriere- og/eller forretningsmæssigt øjemed er størst.

For helt ærligt: Hvem gider udtale sig til et medie, som ingen læser eller ser?

Ovenstående problematik er naturligvis tænkt, men ikke desto mindre illustrerer det en klart overset udfordring ved mediehusenes tanker om betalingsmure; at der faktisk er en mulighed for, man kan marginalisere sit medie så meget, at ingen gider optræder i det. Og hvad har man så tilbage? Intet publikum, intet indhold – ingenting.

Men lur mig om ikke diverse mediebosser i tiltro til egen ufejlbarlig og deres mediers uangribelige, udødelige brands fuldstændig vælger at ignorere denne risiko.

(Hattip: Michael Wolff)

Del/bookmark

Nu kunne man sagtens sætte sig ned og sætte fingrene på alt det, UGEN.dk gjorde forkert, og hvorfor det bare ikke kunne anderledes. Men i stedet skal der gå lidt kredit til Berlingske for i det mindste at have gjort forsøget.

Og så skal der også gå lidt kredit til den ene ting, jeg virkelig synes UGEN.dk havde set rigtigt: Den noget alternative inddeling af stofområder med f.eks. “Samtaleemner” i stedet for de vanlige “Politik”, “Indland”, “Udland” der er så fortærskede som kategoriserings-ord, at de efterhånden ikke engang kan ophidse en bibliotekar.

Det var et rigtig godt forsøg fra Berlingske på at skabe personlig relevans på en anden måde, og jeg håber meget, man fra koncernens side – og andre mediehuse for den sags skyld – følger op på den måde at anskue indhold på. For det er ved at anskue tingene på nye måder, at man flytter sig. Og én stor bevægelse er præcis, hvad mediebranchen har brug for.

PS. Søren Storm Hansen omtaler også UGEN.dk’s lukning og kommer med den meget relevante pointe, at det nu er tiden at skue fremad og ikke tilbage mod et papirformat, der ikke lader sig transformere til en betalings-applikation på nettet. Interessant set i lyset af den megen fokus på Apples iPad som mediehusenes redning. Behøver jeg at sige, at jeg stadig ikke tror på det?

Del/bookmark

For at tage det sidste først, virker det om noget som et mystisk træk. MySpace har forlængst tabt den store sociale netværkskrig til Facebook, og en af tjenestens eneste fortrin i dag er den voldsomme popularitet blandt bands, der gerne vil eksponere deres musik og holde kontakten til deres fans.

At fjerne denne ved at opkræve betaling for noget, brugerne som udgangspunkt ikke er voldsomt begejstret for at betale for, virker som en akut hjerneblødning; gratis streaming-adgang til musikken er og bliver det, MySpace har fremfor f.eks. netop Facebook, og det er det, som skal trække brugerne til. Så hellere tage betaling for alt mulig andet. Som f.eks. at tilbyde ekstra features for bands, der opretter en Pro profil på abonnement. Det ville give langt større mening.

Hvad paywalls angår tyder de første tal ikke overraskende på, at Murdochs aviser taber masser af trafik på det. Undskyld, men er der nogle, der i ramme alvor havde forventet, det skulle være anderledes? Bare spørg alle der tidligere har forsøgt – Berlingske f.eks. Det kan godt være, at Murdoch satser på, at andre medier vil følge trop og bare havde brug for, at én tog det første skridt, men jeg tror ikke på den. Tværtimod har han foræret en enestående mulighed for smarte konkurrenter til én gang for alle at sætte Murdochs online-aktiviteter helt til vægs. Jeg ville benytte den, hvis jeg var hans konkurrent. Ingen tvivl om det.

Som sagt er det svært at forudsige, hvad det er, der sker inde i Rupert Murdochs hoved. Måske han i virkeligheden bare er en gudsbenådet gambler, der denne gang har satset for stort. Og står på brinken af et virkelig stort nederlag. Hvis det er, er der næppe mange af hans konkurrenter, der vil begræde faldet.

Del/bookmark

Derfor er det så meget mere interessant, at The Guardian går den anden vej og via bl.a. et nyt WordPress-plugin giver mulighed for, at blogs kan hente hele artikler samt den tilhørende annoncering direkte ind på en hvilken som helst blog. På den måde skaber The Guardian i teorien et distributeret netværk i en tid, hvor de andre forsøger at være sig selv nærmest i en kamp for overlevelse. 

Hvilken tilgang er mest spændende og fremadrettet? Jeg ved godt, hvad jeg selv synes. Og det også sagt selvom, det på ingen måde er givet, at The Guardians nyeste tiltag rent omsætningsmæssigt vil komme til at betyde noget.

I stedet for at bruge tiden på betalingsmure for betalingsmurenes egen skyld burde mediehusene fokusere en del af energien på at finde ud af, hvilken type af indhold og tjenester, der rent faktisk med succes kan forlanges – nej, forventes – betaling for? Det vil være meget mere fremadskuende end en defensiv holdning, der kun tjener til at give andre, der ikke går den vej, blod på tanden i forhold til at tage markedsandele.

Del/bookmark

Hvad der derimod ikke er så meget fokus på er, hvordan man kommer ud over, at noget nyt skal kompensere for noget gammelt – 1:1, skåret over samme læst. Hvordan man udvikler nye typer af meningsfulde løsninger for sine kunder – brugerne, læserne, lytterne og seerne – ved at genopdage sammenhængen mellem medie og interessenter; gøre medierne mere relevante og værdifulde for den enkelte, placere sig nye steder i værdikæden.

Mediehusene har en eller anden tese om, at der findes et begrænset produktspektrum, man kan boltre sig indenfor, når det gælder medier og især finansieringsform via annoncer. Hvem der har bildt dem det ind, skal jeg ikke kunne sige. Men umiddelbart virker det som om, det er en møllesten om deres hals.

Ak, ja.

Del/bookmark

Ja, det tror da pokker med den nedtur, SuperBest har været ude for efter de seneste måneders omfattende kødskandaler. Ville du selv vælge at handle et sted, der har så store udfordringer med troværdigheden? Næppe.

Derfor kan resultatet af analysen som sådan heller ikke opfattes som specielt overraskende. Spørgsmålet er snarere, om der findes noget, SuperBest kan gøre for at vende skuden?

Lad mig forsøge at komme med et bud:

SuperBest burde strippe deres netbutik for alt udenomslir og komme så tæt på en gammeldags købmandshandel som overhovedet muligt. En købmandshandel hvor man kan se købmanden himself i øjnene på den anden side af disken, mens man kritisk spørger til, om disse bøffer nu også er virkelig friske for ikke at sige møre.

Online kunne det ordnes med (1) en online kundesupport, (2) synlighed af medarbejderne bag og deres kompetencer samt (3)  en åben og ærlig dialog, hvor SuperBest erkender de tidligere problemer, fortæller hvad de har gjort anderledes nu samt ikke mindst står ved det og er klar til at modtage og besvare spørgsmål. Det hele kunne så kombineres med muligheden for at følge varerne fra jord til bord, så man som forbruger føler, man kan være med hele vejen i processen og – så godt som det overhovedet er muligt – verificere at alt går rigtigt for sig, og at kvaliteten virkelig er i top.

Som sådan måtte online butikken derfor gerne adskille sig fra SuperBests fysiske butikker. Være en slags teenager i opposition til forældrene. Jeg tror umiddelbart, det kunne falde heldigt ud hos kunderne. Og jeg tror faktisk også på, det kunne være med til at holde priserne på et niveau, hvor der også ville være forretning i den ekstra kundeservice, åbenhed og dialog i det for SuperBest. For uanset hvor vigtig, vi måtte anse kundeservice for at være, er (næsten) enhver form for forretning stadig drevet af hensyn til bundlinien.

Del/bookmark