Også i morges var postkassen tom. Endnu en dag uden Berlingske Tidende. Men i modsætning til før, jeg valgte at opsige mit abonnement, er jeg nu forvirret. For får jeg den ikke, fordi der endnu engang er leveringssvigt? Eller får jeg den ikke, fordi mit abonnement nu er registreret som værende opsagt? Jeg befinder mig i et mørke, for jeg har intet hørt.
Bedst som jeg synes, at nu kan Berlingske’s kundeservice ikke blive ringere, må jeg altså revurdere min opfattelse. Det kunne virkelig blive ringere, end det allerede var. Og det er ellers ikke, fordi Berlingske – eller hvilken som helst anden betalingsavis for den sags skyld – kan tillade sig at rutte med abonnenterne. For så mange er der altså heller ikke af os.
Jeg har tænkt lidt over, hvad Berlingske Tidende skulle have gjort i god tid og med den rettidig omhu, der præger fortidens ejere, A.P. Møller-Mærsk. Og jeg er kommet frem til følgende:
Berlingske Tidende skulle inden omlægningen have forfattet et brev til alle abonnenter underskrevet af Lisbeth Knudsen herself og heri på forhånd forklaret de udfordringer, som overgangen til nye systemer efter al sandsynlighed ville føre med sig. Og undskyldt for dem. Med et løfte om hurtigst muligt at komme tilbage på ret køl.
Det ville have kostet lidt porto. Men jeg ville til gengæld være forblevet som kunde. For jeg kan godt forstå, man kan støde ind i den slags udfordringer.
Men jeg kan til gengæld ikke forstå det, jeg oplever som radiotavshed og ligegyldighed overfor de – synes jeg – mange penge, jeg har smidt i Tantens kasse over årene. Og det gør hele forskellen.
Jeg må virkelig til at vænne mig til, at postkassen fremover er tom.
[...] Som den opmærksomme læser vil vide, har jeg i et stykke tid kæmpet med at få opsagt mit avisabonnement hos Berlingske Tidende. Dag efter dag har jeg uden helt forsøgt at komme igennem, og forvirringen er bare blevet mere og mere total. [...]