OL i Kina lader mig forholdsvis kold. Der er ganske langt mellem de sportslige højdepunkter – og endnu længere mellem de danske (dog med et par undtagelser hist og pist). Næh, de ting, der slår mig med forbløffelse ved de olympiske lege, er ting, der allesammen foregår udenfor konkurrence.
Tag nu åbningsceremonien f.eks. Det er kommet frem, at den lille pige, der sang en hyldest til moderlandet i virkeligheden bare mimede. Den pige, der virkelig sang, befandt sig bagved, langt væk fra kameralinserne, fordi de kinesiske arrangører mente, hun ikke var køn nok til at vise frem for verden.
Én ting er, at denne lille pige fremover skal leve med en viden om at være vejet og fundet for grim til at få det fortjente bifald for sin præstation. Det er der vist ingen, der i dag kan sige, hvordan hun vil have det med.
Noget andet er, at den pige, der rent faktisk fik rampelyset også sang – men bare uden at lyden kom igennem til seerne og publikum. Hendes far måtte efterfølgende fortælle hende, at hun heller ikke var god nok – til at synge altså.
I kinesisk kultur afhænger rigtig meget af udseende og måden, man gebærder sig på. Det har rødder i gammel overtro. Og måske er det de to pigers redning på langt sigt. At de ikke har været udsat for noget, der ikke et eller andet sted er en del af tusindårig kinesisk kultur.
Det forhindrer dog ikke mig i at have medlidenhed med de to piger. Sikke en oplevelse – i de olympiske leges skær.
