Sommer-opsummering

Når man sådan har været væk fra tasterne i nogle uger, hober feed-reederen sig op med alle mulige interessante ting, man egentlig gerne ville give en kommentar med på vejen. Men med tre ugers stort set offline tilværelse, er det umuligt at gøre på anden vis end at lave en slags opsummering af de væsentligste ting. Så det vil jeg forsøge at gøre her.

En af de mest spændende ting ved hele sommeren har været diskussionen om, hvorvidt der bliver indledt en sag mod TV 2′s tidligere topledelse. Nu kommer den sag – i hvert fald forundersøgelsen. Og jeg vil som tidligere TV 2-mand se frem til den med spænding. Dels fordi det stadig undrer mig, hvordan et veldrevent foretagende kunne bringes på fallittens rand på lidt over et år. Og dels fordi der i mine øjne stadig kan og bør rejses massevis af spørgsmål omkring en lang række af de initiativer, den tidligere ledelse foretog. Så selvom hverken Per Mikael Jensen eller Anders Kronborg – endsige tidl. næstformand i bestyrelsen, Lars Nørby Johansen – kan se nogen grund til en undersøgelse, og kommentatorer giver dem ret, vil jeg afvente den med spænding og forventning. Det skal nok blive et spændende efterår/vinter.

En anden ting, der bliver interessant at følge, er Berlingske’s forestående kamp mod Søndagsavisen om det hyperlokale marked. Berlingske vil revitalisere deres Dinby.dk koncept – vel i en slags erkendelse af, at der ikke var ret meget liv der i forvejen? – mens Søndagsavisen vil rulle deres Minby.dk koncept ud. Hvad det sidste så end dækker over, for Arne Ullum & co. er meget hemmelighedsfulde. Personligt tillader jeg mig at være skeptisk overfor begge koncepter, for jeg tilhører dem, der tror på, at der skal så mange paradigmeskift til i måden, man betjener et lokalsamfund på fremover, at det vil være svært for etablerede mediehuse at sluge så store flokke af kameler, når det fælder indhold og især forretningsdelen. Jeg tror slet ikke, det bliver så let, som de åbenbart tror. Men held og lykke skal de da have med herfra.

I sidste ende handler det hele om innovation og produktudvikling, og Politiken’s Marianne Gram kommer det nærmest sit debatindlæg på MediaWatch.dk om vigtigheden af, at vi kommer op i helikopteren og skuer lidt længere end det landskab, vi altid kigger på. Rigtig set og sagt. Men hvor er der dog få, der stadig gør det. Måske skal et af de store mediehuse gå nedenom-og-hjem, før de andre fatter alvoren og gør sig fri af deres historiske spændetrøjer?

I noteafdelingen har Jubii.dk for Gud-ved-hvilken-gang relanceret og er blevet til det samme-samme én gang til. Jeg giver dem ikke mange chancer med den model på den lange bane, for portaltanken ser mere og mere død ud i min optik. Hvis de skal reddes af noget, skal det være deres brugerfora, hvor der stadig er en hel del aktivitet. Det er Jubii’s guld, og man må håbe, de nye ejere forstår at passe på det og udbygge derfra.

Urban.dk har droppet nyhederne på nettet og stort set også deres website. Godt, det var et misfoster fra starten. Hvornår har du sidst mødt én, der i ramme alvor kunne finde på at bruge masser af tid på en gratis trafikavis’ website? Nej, vel?

Og endelig, tak til Lars K. Jensen for roserne til Journalisthøjskolens 7. semester onlineforløb for efteråret. Jeg glæder mig til – og er stolt over – endnu engang at være en del af det – omend en meget mindre del denne gang - og også jeg synes, det er et fedt program Nils Mulvad og Kristian Strøbech har lagt. Journalists out there; watch out!

You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply