Små mennesker

Dramaet om det danske guld i sejlsportens 49′er er ikke forbi endnu. Den spanske olympiske komité har således besluttet at klage til den internationale sportsdomstol, CAS, over den skrivebordsafgørelse, der sikrede den danske medalje, der blev vundet på vandet.

Lad os lige tage den én gang til for Arveprins Knud: Det danske guld blev vundet på vandet. Danskerne var milevidt foran inden den sidste vanvittige sejlads, og det var faktisk kun materialskade, der kunne forhindre danskerne i at tørre dæk med konkurrenterne. Og materialskaden indtraf så tilfældigvis.

Spanierne mener nu, at dette skulle være nok til at udelukke danskerne og dermed sikre dansk guld. Rationalet er lidt a la “Vi kan ikke vinde i almindelig dyst, så lad os håbe på, at de overhovedet ikke får lov til at stille til start”. Forestil jer den attitude i f.eks. boksning. Latterligt.

At spanierne nu vælger at føre en tabt kamp videre ved sportsdomstolen siger unægteligt meget om dem og deres sans for sportsånd. Det vidner om ganske små mennesker, der vil gøre hvad som helst for at sikre sig en medalje, der ikke er vundet i ædel kappestrid.

Hvis spanierne overhovedet får held til at komme igennem med en sag, bør den internationale olympiske komité for sit eget renomés skyld bakke danskerne helt og fuldt op. For dette er en sag, som sportens magtfulde herrer kan bruge til at få lidt af den goodwill tilbage, som årtier med lukkethed og indespisthed har frataget dem.

You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply