Hvor er jeg efterhånden ved at være træt af at høre om mediernes fascination af at indføre mikrobetalinger på online indhold. Jeg kan dårligt se det som andet end desperation før lukketid, fordi de ved, at finder de ikke en eller anden model, kan de mere eller mindre plotte det tidspunkt, hvor kassen er helt tom, og de må ‘gå ind’, som det hedder på gammeldaws avissprog.
Jeg tror nemlig ikke en døjt på mikrobetalinger for almindeligt nyhedsindhold. Indholdet er for generisk og ganske enkelt ikke værd at betale for. Og folk, der primært bruger nyheder som et objekt at samtale med andre om, skal nok få deres nyheder gratis stadigvæk. Konkurrencen er simpelthen for velfungerende på nyhedsmarkedet, hvor alle – gentager: alle – kan bringe nyheder til torvs og vel at mærke gøre det indenfor citatreglerne også.
Hvis der endelig skal være noget i mikrobetalinger kræver det, at de enkelte journalister begynder at udvikle deres brands og betragte det som et marked. At man betaler for det indhold en givet journalist kommer til markedet med. Det kunne f.eks. være Berlingske’s Poul Høi, der pludselig bliver et kommercielt brand i sig selv. Men hvor det lige efterlader medierne er en anden sag. Måske som nogle der pludselig skal til at betale transfer-summer for at få de bedste journalister ombord, der kan generere størst omsætning via mikrobetalinger? Se, det kunne for alvor blive rigtig underholdende. Og det ville – alt andet lige og når journalisten har fået sit cut – gøre, at mikrobetalinger bliver det, mikrobetalinger er: En mikromulighed i det store billede.
Hvad med, om medierne i stedet for at fokusere på betalingsmure, mikrobetalinger og dødfødte modeller fokuserede på at levere et uundværligt produkt i verdensklasse? Så skulle finansieringen nok ordne sig ad forskellig vej. Problemet her eksisterer kun, fordi mediernes kvalitet er…hhmmm…som den nu er.
