De konservatives leder Bendt Bendtsen træder tilbage og erstattes af Lene Espersen som politisk leder, og det ventes, at hun om få uger også bliver valgt som ny formand for partiet på dets landsråd. Bendt Bendtsen vender snuden mod de evige jagtmarker, fristes man til at sige, når han næste sommer skal være partiets spidskandidat til EU-Parlamentsvalget.
Det er et mesterligt skaktræk af de konservative. Af flere forskellige grunde.
For det første er det genialt af det gamle jakkesæt parti at få noget så spændende som en folkelig kvinde ind på formiddagsposten. En kvinde, der er en mester i at kommunikere, og med en troværdighed, der i mine øjne er helt i top.
For det andet er timingen helt i top. De konservative tager initiativet fuldstændig ud af Venstres hænder, der selv kæmper med at lade depechen gå videre til finansminister Lars Løkke Rasmussen. Venstre ser slidt ud med dette træk fra den lille regeringspartner.
Og det er netop den tredje grund til, at dette er spændende. For med Lene Espersen ved roret er der nu en stærk bejler til Statsministeriet i spil efter næste valg. Kunne man forestille sig, at de konservative bryder alliancen med Venstre og søger maksimal indflydelse ved at gå efter den tungeste post i en koalition henover midten? Jeg kunne godt. Men det er jo også bare mig.
På den anden side af midten har vi så en Helle Thorning, der virker mere vitaliseret end nogensinde og med en Søvndal på fløjen, der er klar til at tage ansvar.
Jeg kan godt forstå, statsminister Anders Fogh Rasmussen sveder foran kameralinserne.
