Det kommer vel næppe som nogen overraskelse for nogen – og slet ikke efter mit lille intermezzo som underviser på Journalisthøjskolen – at fremtiden for journalistikken ligger mig meget tungt på sinde?
Netop af denne grund glæder det mig, når nogle sætter sig ned og kigger på, hvad det er fremtidens journalist skal kunne. Det har Adam Westbrook gjort, og jeg må indrømme, at det er noget af det tætteste, jeg endnu er kommet på en tjekliste, som jeg selv ville definere den.
Måske det ligefrem ville være en fordel om Journalisthøjskolen ville lade sig inspirere en anelse og tænke deres studieordning ud fra lignende baner. I mine øjne er der mange gode intentioner på skolen, men der er også uhyggeligt mange ting, der stadig er præget af vanetænkning i forhold til journalistens rolle i forhold til omgivelserne. En vanetænkning, der i sidste ende – hvis ikke man passer på – kan ende med at gøre de studerende en kæmpe bjørnetjeneste.

