Go’e gamle Kim Larsen har gjort det igen. Sat en tyk streg under sin position som Danmarks gavflab nummer ét ved i annoncer på landets TV-stationer at ‘hylde’ det et år gamle rygeforbud på landets værtshuse med slogan’et “Gesundheit Macht Frei”.
For de fatsvage og historieløse kan det oplyses, at netop dette slogan er en lettere omskrivning af det slogan, der var at finde over de nazistiske kz-lejre under 2. verdenskrig, “Arbeit Macht Frei”. Og sammenblandingen er da også faldet modstandsbevægelsen for brystet.
Jeg deler den dårlige smag i munden. Jeg er med på, at man godt må provokere og sætte tingene på spidsen. Den slags fremmer alligevel ofte bare en god diskussion. Men der er ting, som man ikke bruger i ‘sagens’ tjeneste. Og for mig at se er det de lidelser og pinsler, som millioner af mennesker gennemgik for ikke så mange årtier siden – og som de fleste ikke slap levende fra.
At Kim Larsen og ‘Det Dårlige Selskab’ ikke kan forstå, at den slags sammenblanding og latterliggørelse er – tjah – dårlig stil taler for sig selv. Der er så mange andre måder, det budskabet om gavflabens holdning til rygeforbudet kunne have været spredt på, der havde været uendelig mere elegante.

