Når jeg ser på den aktuelle debat omkring den tidligere kristendemokrat Tove Videbæks indtog hos Konservative, kan jeg ikke undgå at komme til at spekulere over, hvem der mon egentlig er mest ægte konservativ, når det kommer til stykket?
Set fra min stol ser det unægtelig ud som om, at Konservative siden Schlüter i 80′erne hele tiden har forsøgt at nærme sig at blive et midterparti – dog uden rigtig at vedkende sig det. Årsagen er simpel: Det er traditionelt set her, magten befinder sig i det danske demokrati. Hvis det kræver tilpasninger i det ideologiske arvegods, må det være sådan. Der er unægteligt langt fra den konservatisme, figuren Jørgen Varnæs portrætterer i ‘Matador’ og til nutidens.
På den anden side er der så Tove Videbæk. Hun er imod homoseksuelles ret til ægteskab og imod fri adgang til abort. Og det er bare nogle af sagerne, hvor hun skiller sig ud fra sine nye partifæller. Politisk ordfører, Henriette Kjær, har budt Tove Videbæk ‘velkommen’ i partiet med formaningen om, at det nye medlem må rette ind. Men spørgsmålet svæver stadig: Hvem er egentlig mest ‘ægte’ konservativ? Videbæk eller Kjær?
