Det sker ikke voldsomt tit, at der for alvor er noget at kippe med flaget for i Nyborg, og som resten af landet måske godt kunne lære lidt ad. Derfor er der også så meget desto mere grund til at markere det, når det endelig sker.
Således også med Refsvindinge Friskole, der netop har indviet deres nye gymnastikredskaber. I sig selv ikke meget mere end en notits værd på lokalsiden i Fyens Stiftstidende. Men når det alligevel er værd at nævne, skyldes det, at pengene til redskaberne for langt broderpartens vedkommende er skaffet som en gave fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Og hvorfor er det så værd at nævne? Jo, fordi det viser nogle mennesker – i dette tilfælde to lokale idrætslærere – der tænker ud af boksen for at få opfyldt de ønsker, de har til facilititer. Og lykkes med det. For der går hverken nogle skår af fonden for at betale gymnastikredskaberne (de 100.000 kroner er en afrunding i deres regnskab) eller af skolen for at tage imod gaven. Alle bliver glade. Og det er fedt.
Tænk hvis flere begyndte at tænke sådan i stedet for at beklage sig i øst og vest over mangel på midler? Jeg føler mig ret sikker på, at der rundt omkring findes rigtig mange muligheder for alternativ finansiering til mindre investeringer, hvis bare man får idéen og gider forfølge den. Og dermed i sidste ende skabe rum for at få mest muligt for egne midler.

