Jeg har næsten svært ved at vente på, at bankerne skal til og drive medier herhjemme. I USA gør de det mere eller mindre allerede, og for mig at se er Mecom godt på vej med sine evindelige udfordringer med at refinanciere gæld og skaffe ny likviditet. Gad vide hvornår JP/Politiken og andre danske medievirksomheder følger efter?
Hvorfor er jeg så så forventningsfuld over at få Peter Straarup og lignende til at drive medievirksomhed?
Fordi det én gang for alle vil dræbe romantiken over en forretningsmodel, der bare ikke hænger sammen i den virkelige verden. Bankfolkene skal med deres kuglerammer nok få selv de mindst talentfulde journalister til at flygte over hals og hovede og i stedet gå ud og skabe en underskov af nye medier med mere eller mindre kreative finansieringsformer. Bankfolkenes indtog kan dermed indirekte blive det bedste, der nogensinde er sket for kreativiteten indenfor mediebranchen.
Forleden havde jeg fornøjelsen af at være inviteret med til et frokostmøde med David Weinberger – en af forfatterne bag The Cluetrain Manifesto, der vel er noget af det tætteste, man kommer på en Online Bibel. Hans pointe omkring medierne var, at den virtuelle verden endegyldigt har fastsat det rigtige prisniveau for annonceplads, fordi man jo online kan måle alt. Om han helt har ret, er jeg i tvivl om, men pointen var i hvert fald den rigtige, at de gamle mediers forretningsmodeller fra tiden før online ganske enkelt ikke har nogen gang på jord mere. Og hvorfor så ikke få det slået fast én gang for alle, så vi alle kan komme videre.
De mediefolk, der vil begræde udviklingen, vil komme tilbage med nye online projekter eller andre former for medieudgivelser, der har en fornuftig forretningsmodel. Hvorfor? Fordi de er så meget mediefolk, at de ganske enkelt ikke kan lade være med at publicere og udkomme. De andre, dem der falder? Kommer vi overhovedet til at savne dem?
