Nu hvor krisen trænger ind overalt er der i sagens natur en hel del mennesker, der går rundt og er bekymrede for deres jobs. Skal deres arbejdsgiver tilpasse sig den nye markedssituation, og hvad får det i givet fald af betydning? Bliver man fyret? Ja, overlever virksomheden i det hele taget.
Mens nogle sidder og venter i ængstelig bæven, er der andre, der tager skæbnen i egen hånd. Måske ikke så meget herhjemme, hvor vi er en nation af funktionæransatte tryghedsnarkomaner. Men så i USA. Her er det pludselig blevet almindeligt, at folk med gode uddannelser og lang erfaring springer ud på det dybe vand, bliver freelancere og forsøger at ernære sig med forskellige former for løs tilknytning til en række forskellige arbejdsgivere.
Som én, der selv har prøvet hvad det vil sige at være ’selverhvervende’, kan jeg kun nikke bifaldende til, at det tilsyneladende er en trend, der breder om sig – om ikke andet så Over There. For det, der er der, har det med at komme til Danmark på et eller andet tidspunkt. Nogle der sagde boligkrise f.eks.?
Og hvorfor har jeg det sådan. Fordi intet – intet – slår følelsen af at være sin egen lykkes smed. Sende en faktura for veludført arbejde og vide, at det er penge, man i den grad har arbejdet for. Det er helt forrygende. Det samme er følelsen af at være herre over sit eget liv, selv planlægge alt og ikke stå til ansvar overfor andre end sig selv. Med det sure og med det søde. For det er et liv med konsekvens.
Derfor forstår jeg heller ikke, at rigtig mange rynker på næsen af det liv. I USA kalder man nu lettere hånligt disse freelancere for hustlers (plattenslagere i en noget negativ oversættelse), der lever fra hånden til munden og måske ikke altid er lige fine i kanten. Men sådan er det ikke. Eller er det?
Hvad mener du? Er der grund til at være misundelig på de frie fugle, eller er de i virkeligheden bare en flok platugler, vi egentlig burde have ondt af og holde ti skridt fra livet?
