Få dit eget komplette lokalmedie

Hvis der er én type medieprodukter, jeg som mediemenneske virkelig ønsker se udsat for størst mulig intens konkurrence indenfor, er det lokale ugeaviser. Kvalitetsmæssigt er mange af dem i mine øjne en hån, og rent kommercielt bør de være en provokation på rigtig mange, der interesserer sig for medier.

Der er nemlig ganske gode penge i rigtig mange ugeaviser med deres miks af annoncer og kun ganske lidt journalistisk indhold. Og da de samtidig ofte er de eneste, der sådan rigtigt bryster sig af at dække et lokalområde, er det i min optik bestemt et område, hvor der kan gøres en masse med brug af internettet.

Enter Everyblock.com.

Everyblock.com er en platform, der automatisk aggregerer lokalt indhold, så man kan danne sig et overblik over, hvad der sker i ens nærområde. Det er samtidig også en platform, hvor man efter sigende let og enkelt kan publicere nyt indhold uden at være det store tekniske unikum, og tilsammen gør det til en rigtig spændende løsning, hvis man lige skulle have lyst til at lave sit eget lokalmedie.

For det kan man nemlig nu. Everyblock – eller rettere: softwaren bag – er nemlig ude nu under en open source licens.

Dermed er der ikke længere nogen undskyldning for de folk, der gerne vil gøre noget ved dette marked. Alle redskaberne er der, og de er ganske gratis.

Jeg håber inderligt, at der rundt omkring findes nogle, der vil samle stafetten op og forsøge sig. Intet ville gøre mig mere glad end konkurrence til de gamle ugeaviser. Det er et marked, det er lige til at tage for de rette mennesker med det rette koncept.

You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply