Med al den snak der er om sociale medier, er det uundgåeligt, at der undervejs opstår nogle myter eller misforståelser. Nogle af dem forsøger Econsultancy at rette op på med, hvad de anser for at være de 10 mest udbredte myter. Om denne liste virkelig er definitiv er vel en smagssag, men ihvertfald en af myterne slog mig som værende spændende:
For brands, authenticity is a must.
Her kommer konsulenterne frem til, at dette er – for nu at sige det på godt dansk – en fis i en hornlygte. Man kan sagtens være popcorns-agtig, fake og gennemført kommerciel, for der er ingeng grænser for, hvad man kan få brugerne til at gøre for en; sende ting videre, deltage i åndssvage konkurrencer m.m., hvis bare man vifter dem om næsen med en eller anden lille præmie. Folk er som kvæg; relativt uintelligente. Det virker ihvertfald til at være præmissen.
Når man kigger lidt på f.eks. Twitter, kan man være tilbøjelig til at give Econsultancy ret; der er virkelig en uendelig mængde af ligegyldigheder, fyld og plattenslagere, der bliver sendt videre om og om igen. Eller som det hedder på Twitter: Re-Tweeted. I mine øjne er det en pestilens, der forurener det, det i virkeligheden burde handle om: Den gode samtale og dialog (selvom netop Twitter nu i mine øjne er et ret sølle redskab til netop det).
Alt dette stiller spørgsmålet, om autencitet er en myte? Om det er et begreb, hippier har skabt, fordi det lød rigtigt, blødt og dejligt politisk korrekt i en verden, der er ved at flyde over af plastic, skidt og møg. Et råb om hjælp til at skabe en bedre verden - men et naivt råb? Den kyniske side af mig overvejer, at det måske kan være sådan. På den anden side, vælger jeg at tro på, at autencitet faktisk er en reel størrelse. At det differentierer virksomheder. Og at det i stigende grad vil gøre det fremover. Hvorfor? Fordi vi trods alt har været vidne til så meget skidt de seneste par år og har fået rokket så tilpas meget ved vores barnetro på værdien af tillid, at vi virkelig trænger til det ægte – det autentiske.
