En øvelse i statistik

Her til morgen kunne man på TV 2 News høre historien om, at de danske sygeplejersker er helt nede i kulkælderen efter den store strejke og ikke mener, de har fået noget som helst ud af hele øvelsen. Basis for historien er en undersøgelse, der viser, at 55 % af de adspurgte sygeplejersker er mere utilfredse efter forliget end før.

Undersøgelsen bliver lanceret som et udtryk for, at 55 % er utilfredse med resultatet ved forliget om overenskomsten. Men er det nu også hele sandheden?

Så vidt jeg husker, var der under strejken også tale om en gruppe sygeplejersker, der rent faktisk var uenige i, at man skulle strejke. Måske kun et lille mindretal, ja. Men ikke desto mindre var der nogle, der havde den holdning.

Kunne man derfor ikke forestille sig, at de 55 % således dækker over både den gruppe, der ikke mener, man fik nok ud af strejken OG den gruppe, der mener, at det i det hele taget var spild af tid at strejke? Hvis det er sådan, det forholder sig, giver det unægteligt mulighed for at fremstille et lidt mere nuanceret billede, end det TV 2 News præsterer.

You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply