Hvor er det dog efterhånden ofte, man falder over historier om kunder, der føler sig snydt af deres bank til at foretage investeringer, der set i bagklogskabens ulideligt klare lys har vist sig at være ualmindeligt tåbelige. Der går næsten ikke en dag uden en ny historie.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at bankerne har haft alt for megen fart på og har haft en incitamentsstruktur fra bund til top, der gjorde, at spekulative produkter blev langet over disken til folk, der enten ikke havde brug for dem eller – værre endnu – aldrig burde have haft dem. Men når det er sagt, er det vel heller ikke forbudt at tænke selv?
Hvorfor er det, at danskere – eller alle andre nationaliteter for den sags skyld – tror på, at alle kan blive millionærer over night? At vi alle kan blive rige og leve i sus og dus til vores verdens ende, selvom vi har en indkomst, der slet slet ikke berettiger til det? Hvorfor er det, vi tror, at verden bare bliver rigere og rigere, og at der tilsyneladende altid vil være nogle, der vil være med til stort set bare at forære os penge?
Naturligvis er det trist, når nogle mister formuer. Men de skulle slet ikke have spillet til at begynde med. Jeg nægter at tro, at der er ret mange, der er blevet decideret snydt, hvor de virkelig har tænkt sig om og fået klokkeklare forsikringer for, at det var helt bundsolide, konservative investeringer, de foretog.
Nej, de mennesker, der foretog disse investeringer, vidste et eller andet sted i deres baghoveder godt, at de gamblede for at få et afkast – for at få del i den tilsyneladende grænseløse rigdom.
De tabte. Og må leve med tabet.
