Mens den fodboldtossede del af nationen skiftevis jubler over en dramatisk og – let’s face it – uventet sejr i Portugal i aftes, og skiftevis undrer sig over landsholdets ikke mindre dramatiske boykot af pressen, er der ikke desto mindre grund til at trække på smilebåndet.
Hvorfor? Fordi boykot’en i mine øjne sender et signal til omgivelserne. Et signal om at spillerne på det danske fodboldlandshold i den grad har hjertet og følelserne med i kampen for de rød-hvide farver, at de kan nå en grænse, hvor de får nok og føler deres ære trådt for nær. Ja, det kan godt være, at det er barnligt, og at spillerne lader deres følelser løbe af med dem. Præcis! Er det ikke følelser, vi har efterlyst?
Manglen på gejst og vilje blev efter 0-0 kampen i Budapest udstillet som det helt store problem og affødte massiv kritik. Kære sportspresse. Tør øjnene. I går så i gejst og vilje på banen, og spillernes efterfølgende aktion er et udtryk for det samme. Hvad mere kan man næsten ønske sig i den højere sags tjeneste: Kvalifikation til VM i 2010 i Sydafrika.
Hvis holdet ender med at løfte opgaven og kvalificere sig, er der ingen, der vil snakke om denne dramatiske parentes undervejs. Så vil alt være tilgivet, og det hele vil være skønt og vidunderligt.
