Hedder “sponsorerede indlæg”. Jeg kan dårligt komme i tanke om noget, der giver mig ret meget mere kvalme end det. Alene tanken om, at Twitter, der i forvejen har karakter af et ‘echochamber’, skal oversvømmes med tweets og re-tweets med sponsorerede budskaber, hvor det eneste, der tæller, er så stor volumen som muligt, giver mig lyst til at rende ud og stikke hovedet ned i kummen.
“Sponsorerede indlæg” er i min verden det samme som spam. Jeg har ikke bedt om det, jeg kommer aldrig nogensinde til at bede om det, og jeg vil aldrig nogensinde få noget som helst ud af det. Alligevel findes der folk, der vil forpeste mit liv med det – og såkaldte eksperter, der nu – Gud hjælpe mig – vil sætte det i system.
For år tilbage snakkede man om, at internettet ville forandre marketing for altid. At teknikker, vi troede virkede i går, når vi bare skovlede budskaber ud i fjæset på sagesløse læsere eller seere, ikke ville virke mere. At det hele ville blive mere autentisk. Mere ægte. Mere værdifuldt. Men hvad er det reelt set, der sker?
Det, vi ser, er, at den samme gamle tankegang om massedistribution af fuldstændig ligegyldige og uvedkommende budskaber sætter kursen mod de sociale medier. Måske er det, fordi de, der arbejder med sociale medier, ikke ved bedre og derfor ikke kan modstå presset? Måske er det i sidste ende, fordi de, der arbejder med sociale medier, er træt af at gøre det gratis og gerne vil have smør på brødet?
Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at det giver mig kvalme. Og at det meget hurtigt kan ende med at få almindelige mennesker fra at holde sig fra at bruge teknologier, der ellers i et mindre støjfrit miljø kunne være af endog meget stor værdi for dem. Og det er en stor skam.
