Egentlig ville jeg have forsvoret, at noget kunne overgå TV 2’s livstruende krise som årets danske mediedrama. Men i disse timer, må jeg sige, at jeg bliver klogere. Og ja, det handler om efterspillet efter Nyhedsavisens kollaps.
Jyllands-Posten omtaler i den forbindelse et hemmeligt dokument, der angiveligt skulle være et udkast til en aftale mellem Mecom og Nyhedsavisens storaktionær Morten Lund, om at sidstnævnte ville få et tre-cifret millionbeløb, hvis han droppede Nyhedsavisen. Mecom afviser hårdnakket, at en sådan aftale eksisterer, mens flere andre tydeligvis har en interesse i, at kendskabet til dette dokument kommer så bredt ud som overhovedet muligt.
Og hvorfor er dette så årets mediedrama? Det er det, fordi det uanset validiteten af det pågældende dokument er en god historie, der langt overgår den pinsomme om TV 2’s miserable økonomiske forfatning efter eventyret med Per Michael Jensen ved roret.
Hvis der findes en sådan aftale, kan den være en del af forklaringen på, hvorfor Nyhedsavisen pludselig lukkede, fordi Morten Lund ikke ville tilføre flere kontanter til driften. Og hvorfor avisens aktionær og ledelse nu er røget i totterne på hinanden. En sådan aftale ville, hvis den eksisterer, næppe blive opfattet som helt fin i kanten, fordi intet som sagt tyder på, at der var nogen intention om, at den aftale nogensinde skulle komme til andet end en snæver kreds’ kendskab. Hvis jeg var ansat på Nyhedsavisen ville jeg i hvert fald presse Morten Lund for nogle svar. Det er en god historie.
Hvis aftalen ikke findes, er der intet mindre end et karaktermord i gang på Morten Lund. Et karaktérmord, der kan stille voldsomme hindringer i vejen for fremtidige iværksætterinitiativer fra den mand – i hvert fald i Danmark. For hvem ved sine fulde fem vil nogensinde handle med en mand, der på den måde sætter sig selv foran alt andet – og ikke er bange for at bruge ansatte og chefer som brikker i sit eget personlige berigelsesskakspil. Det er også en god historie.
Personligt har jeg svært ved at se, hvorfor Mecom og dets formand, David Montgomery, skulle ønske at lave en sådan aftale med Morten Lund. Nyhedsavisen havde store problemer under alle omstændigheder, og det ville højst sandsynligt være et spørgsmål om tid, før den var gået ind – også uden en hjælpende millionindsprøjtning fra Montgomery & co. Det ville være at smide gode penge efter dårlige.
Omvendt kan man så sige, at Berlingske er en vinder uanset hvad. Ganske vist tabte man flere hundrede millioner på Dato-fiaskoen, men man har nået det, man ville: Nyhedsavisen er lukket og lysten til at starte en ny avis – og dermed skabe ekstra konkurrence i et i forvejen mega-presset marked – må vurderes at være minimal en god rum tid fremover. Måske for evigt.


[...] letteste ville have været for Morten Lund at blive væk. Men også kun umiddelbart. For med de historier, der har floreret de seneste dage, ville det i praksis være utilgiveligt at forblive i skjul. Det ville have båret ved til det i [...]